Christina arbejder i Norge: 14 dages karantæne efter hver tur

Mette Frederiksen lukkede Danmark ned 11. marts. Dagen efter lukkede hendes kollega Erna Solberg Norge ned. Herefter kunne ingen give var på, om Christina Gravgaard Sørensen kunne komme på arbejde i Norge. Meldingerne fra hendes chef skiftede fra dag til dag.

Christina er en ud af fire fastansatte danske jordemødre på fødeafsnittet i Haugesund på Norges vestkyst. Hun rejser frem og tilbage og arbejder otte-ti dage i Norge om måneden. Resten af dagene er hun hjemme i København.

- Fødegangen i Haugesund er i gang med et stort generationsskifte. Det betyder, at vi har mangel på personale. Derfor var det nok svært for min chef at sige, at jeg skulle blive væk. Det faste personale er hårdt pressede. Og da reglerne ændrede sig fra dag til dag, var det nærmest umuligt at finde svar på, om det var forsvarligt, og om det overhovedet kunne lade sig gøre.  

Det endte med, at Christina tog til Norge den 19. marts. Og det var en mærkelig oplevelse for hende at lande i Oslo Lufthavn i Gardemoen.

- Det virkede ikke, som om de tog det så alvorligt. Norge har meget indenrigstrafik og mange er vant til at tage flyveren på arbejde, da afstandene er store. Det var meget specielt at komme fra et totalt nedlukket Danmark, til Norge hvor en del af livet gik sin vante gang. Der var overhovedet ikke kontrol for smitte. Kun opfordring til håndvask og håndsprit, noget Christina undrede sig over, da karantænereglerne jo er ret strikse. Man tjekkede blot, at Christina havde sine indrejsepapirer i orden, og så kunne hun frit flyve videre mod Haugesund.  

Christinas sidste vagtperiode sluttede den 24. marts og hun kom hjem igen den 25. marts. Efter planen skulle hun have været i Norge igen den 9. april, men det er udsat.

- Sådan bliver mit arbejdsliv nok i lang tid. Jeg må godt tage på arbejde i udlandet. Men jeg skal i karantæne 14 dage, hver gang jeg kommer hjem. Det sætter jo store begrænsninger for både mig og min familie, da jeg jo hverken må handle eller gå tur i det gode vejr. Det betyder jo også, at min chef ikke bare kan vagtplanlægge med korte ud-og hjemrejser for alle de fire danske kolleger der arbejder fast i Haugesund.

Christina er nu hjemme indtil midt i maj. Hendes chef har nemlig foreslået, at hun først kommer på arbejde igen 15. maj og så bliver lidt længere end hun plejer. Det er Christina fint tilfreds med. Måske ser det hele anderledes ud til den tid.