Vikariater giver dilemmaer og kollegial debat

Fordelingen af vikartimer er en balancegang, der ofte giver frustrationer, men også muligheder. På Svendborg Sygehus forsøger man både at tilgodese de erfarne vikarer på fødegangen og at hjælpe nyuddannede i gang.

Skal man give få vikarer så mange timer som muligt, eller skal man sprede timerne ud på mindre eller kortere vikariater, så flere jordemødre holdes i sving, og de unge får en chance?

Det er et af de dilemmaer, som man tumler med på mange jordemoderarbejdspladser i en tid, hvor især de nyuddannede har svært ved at finde job. Ledigheden blandt nyuddannede jordemødre svinger meget. I august var 37 nyuddannede berørt af ledighed, hvilket skal ses i forhold til, at ca. 90 jordemødre blev færdige i juni 2013.

På fødegangen på Svendborg Sygehus er der i øjeblikket ansat fire vikarer i tomåneders-vikariater på 20 timer frem til 1. januar. Generelt vælger man dog at tilgodese så mange vikarer som muligt uden at gå alt for langt ned i tid, fortæller chefjordemoder Anette Frederiksen. Hun er fællesleder for fødegangene på OUH og Svendborg Sygehus samt formand for Lederkredsen i Jordemoderforeningen.
– Vi har valgt at lave vikariater med lidt tyngde i, men som måske er lidt kortere, siger hun.

Eksempelvis blev et barselvikariat i foråret på 33 timer i 12 måneder fordelt ud på to vikariater på 25 timer i syv måneder.

Rent skemateknisk kan sådan en løsning lade sig gøre, fordi behovet for arbejdskraft varierer over året, og alt efter om der skal afvikles ferie eller søgnehelligdage, eller der er jordemødre, der skal på kursus, forklarer chefjordemoderen.

Et andet princip har været, at de vikarer, der har været i huset i længst tid, har fået de længste vikariater med flest timer.
– Omvendt har vi tilgodeset nyuddannede med fx fire vikariater på 20 timer, fordi vi ved, at vi får brug for dem på sigt. Det gør vi typisk ved korte vikariater, forklarer Anette Frederiksen.
– Vi har ikke gjort dette ud fra, at nogle vikarer skulle være billigere, og vi er bevidste om ikke at bidrage til et proletariat med jordemødre på få timer. Men strategien har været, at det ikke kan nytte noget, at vi eksempelvis har 20 procent nyuddannede, der ikke kan komme i arbejde. Derfor har vi også forsøgt at inspirere de erfarne fastansatte til at tage orlov eller videreuddannelse for at hjælpe nogle unge ind i vikariater, siger Anette Frederiksen.

Det optimale for den nyuddannede
Jordemoder Katrine Landro er i øjeblikket vikar på Svendborg Sygehus’ fødegang. Hun blev uddannet i januar 2013. For hende er et vikariat på omkring 30 timer det optimale.
– Det er en branche, hvor det kan være hårdt at være ansat 37 timer udelukkende på en fødegang. Med 32 timer er det muligt at byde ind på en ekstra vagt indimellem, men jeg ønsker ikke fuld tid, fordi jeg har valgt at bo et sted, hvor der er en del transporttid til arbejde, fortæller Katrine Landro.
– Økonomisk har 32 og 37 timer ikke den store betydning for mig, men min mand er sømand, så vi vil gerne have mulighed for tid sammen, når han er i land. For mange andre i en anden situation vil 37 timer være det optimale, tilføjer hun.

Generelt har hun svært ved at sætte ord på det gyldne snit, for hun er splittet i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert.
– Jeg har stor respekt for og kan godt se det positive i, at så mange som muligt kan komme i gang, og at man yder lidt retfærdighed i forhold til at lade de vikarer, der har været der i forvejen, stå først i køen til nye vikariater. Men kollegialt påvirker det mig rigtig meget, hvis der er vikarkolleger, der har børn og villa og vovse, der pludselig kommer ned på 20 timer og dermed økonomisk har svært ved at få det til at hænge sammen. Man kan jo ikke bygge sin hverdag på at skulle gå og håbe på ekstra timer, det kan være vanskeligt at låne penge til et hus, og man kan ikke få fulde dagpenge, hvis man bliver ledig, påpeger Katrine Landro.

Det optimale for den mere erfarne
Lene Mikkelsen er en af de mere erfarne vikarer på fødegangen i Svendborg. Hun er ikke i tvivl om, at det eneste rigtige er vikariater, man kan leve af. Samtidig bør de have en vis længde, fx et halvt eller et helt år.
– Det optimale ville være 30-32 timer. Det ville være en værdig ansættelse. Længden af vikariaterne afspejler også værdigheden, for hver gang skal man til en ny samtale, og det kræver også ressourcer, siger Lene Mikkelsen.

Lene Mikkelsen blev uddannet i januar 2011 og har stort set udelukkende været ansat i vikariater i Svendborg , bortset fra en barselorlov på et år. Hun er ked af fordelingen af vikartimer, efter at hun pr. 1. september er gået fra et 37-timers til først et 25-timers vikariat i to måneder og senest et 20-timers vikariat frem til 1. januar.
– Da jeg var nyuddannet, var jeg bare glad for at få noget at lave, men nu efter næsten tre år og med både hus, børn og bil, hænger det ikke længere sammen økonomisk, siger hun.
– Den personlige side er, at arbejdsgejsten er faldet siden i sommers, hvor jeg gik ned i timer. Jeg er normalt meget ambitiøs og har været uddannet i tre år, men når man ikke føler sig værdsat, så daler engagementet. Det er svært, når man ikke får en gevinst af at have været der længe, mener hun.

Fra første februar 2014 har Lene Mikkelsen dog fået en fast ansættelse i Odense, og det er en personlig lettelse.

Ikke et kollegialt ansvar
Hverken Lene Mikkelsen eller Katrine Landro mener, at man har et kollegialt ansvar for at hjælpe nyuddannede og ledige i gang ved fx at sprede vikartimerne ud på flere små vikariater eller lade de nyuddannede komme foran erfarne. I stedet bør man fokusere mere på at få jordemødre tilbage på svangre- og barselgangene.
– Jeg mener, at ledighedsproblemet skyldes, at jordemødre primært arbejder på fødegange, selvom vi er specialist-uddannet til også at være på barsel- og svangre-afdelinger. Derfor har vi alle disse ledige, som går i vikariater, siger Lene Mikkelsen.
– I den periode, hvor der har været stor mangel på jordemødre, har man jo primært brugt os jordemødre på fødegangene, og derfor er det nu svært at få arbejde på barsel- og svangregangene, hvor sygeplejersker har jobbene. Der er heldigvis kommet mere fokus på dette, men det bør være et kraftigere fokus, tilføjer hun.

Heri er Katrine Landro enig:
– I hjertet synes jeg selvfølgelig, at alle skal i gang, og jeg er jo selv lykkelig for at være kommet i gang som nyuddannet. Men hvad er bedst: At otte er i gang og ikke kan få det til at hænge sammen, eller at kun fire er i gang, men kan få det til at hænge sammen, spørger Katrine Landro retorisk.
– Vejen frem er snarere, at vi skal have vendt den tankegang, at en jordemoder kun hører til på en fødegang. Vi er uddannet til og specialiseret i at varetage meget mere, og det er ikke "forkert" at være på en barselgang, i det private eller i kommunen. Man er lige så meget jordemoder af den grund, mener Katrine Landro.

TR: Man er nødt til at tænke mere bredt
Gitte Valeur, der er tillidsrepræsentant for jordemødrene i Svendborg, opfordrer også til, at jordemødre tænker mere bredt.
– Når man uddanner flere, end der er arbejde til, så vil der jo være X antal nyuddannede, som skal påregne at gå ledige eller tænke alternativt ved at søge ud af landet eller blive selvstændige for at få skabt sig et arbejdsliv på en anden måde, siger hun.

Hun tror, at bredden inden for faget vil øges, og der vil opstå flere nicher. Men når det gælder deltids- og vikarproblematikken, er der ikke noget, der er entydigt.
– Det er et dilemma, om man skal fordele vikartimerne så meget som muligt. Det er vigtigt som nyuddannet at komme ud og få erfaring, men man skal også kunne leve af det. Alle vil gerne have erfaring og tjene nok, men her er de interne konkurrenter, hvilket ikke er så rart, siger hun.

20 timer er minimum på en fødegang
Rent fagligt har det ikke den store betydning, om vikariaterne er på 20 eller 32 timer, mener Gitte Valeur.
– Vikarerne er knusende dygtige, og det har ikke været et problem fagligt, at nogle vikarer måske kun har to vagter om ugen på fødegangen, siger hun.

Chefjordemoder Anette Frederiksen mener, at vikarerne ved fødegangsarbejde bør have mindst 20 timer.
– Selvfølgelig har timetallet betydning, men det er en balance, for vi oplever også, at vikarerne nogle gange byder sig for meget til, fordi de gerne vil have flest mulige timer eller vise fleksibilitet, og her risikerer de at gå død på for mange vagter, siger Anette Frederiksen.

Overordnet synes jordemoder Katrine Landro ikke, at man kan stille spørgsmålstegn ved kvaliteten af vikarernes arbejde i forhold til timetallet.
– Det kommer meget an på, om man er på en fødegang eller laver andre ting, som jordemødre laver, fx konsultationer. Når man kun har 20 timer, er man næsten udelukkende på fødegangen, men mange af jordemødrene på fuld tid tilbringer heller ikke al deres arbejdstid på fødegangen, så det har ikke den store betydning. I så fald vil der aldrig være kvalitet i arbejdet som jordemoder. Omvendt har man som vikar ofte flere ekstra timer end de 20 timer, påpeger hun.

For Lene Mikkelsen har antallet af timer helt klart en betydning for rutinen i ens arbejde.
– Jo mindre man er der, jo mindre rutine har man, så det betyder da noget for arbejdsgangen. Da jeg var på fuld tid i sommer, var der et godt flow. Nu er der flere ting, jeg er nødt til at slå op, fordi man ikke står i det så tit, siger hun.

Målet er fuldtidsstillinger
Jordemoderforeningen anbefaler, at alle stillinger som udgangspunkt slås op på fuld tid – en målsætning som regionerne deler. I dag er en tredjedel af alle stillinger i regionerne på deltid, men hele 70 procent af jordemødrene arbejder på deltid.
– 70 procent er rigtig mange på deltid. Derfor er det et område, der interesserer os meget, især ansættelserne på me get få timer. For hvis man kun har sikkerhed for 20 timers løn ugentlig – eller endnu mindre – så vil de færreste kunne forsørge sig selv og en eventuel familie og heller ikke kunne opretholde en anstændig pension til sin tid, siger Lene Maigaard, forhandlingsleder i Jordemoderforeningen.

Hvis man vil have færre arbejdstimer, kan man eksempelvis afspadsere eller indregne ulempeydelser i arbejdstiden, når man arbejder i vagter.
– Så får man en tidskompensation på den måde, og det kan der være god mening i arbejdsmiljømæssigt. Skulle man derudover have behov for at gå ned i tid, så er der på det regionale område en aftale om deltidsansættelse. Vores politik er, at alle skal have en ret til en fuldtidsstilling, og at en deltidsstilling skal være den ansattes valg og ikke arbejdsgivers, siger hun.

Og deltidsproblemet er det samme, uanset om man er vikar eller fastansat, mener Lene Maigaard.
– Men hvis man både er deltidsansat og tidsbegrænset ansat, har man de ringest mulige vilkår. Vi mener ikke, at man skal løse et beskæftigelsesproblem lokalt ved at ”smøre” arbejdstimerne tyndt ud over de tidsbegrænset ansatte. Det skal løses ved, at jordemødre varetager flere opgaver inden for det felt, de er udannede til. Det var det, der var intentionen bag det øgede optag på skolerne, og det er da også en udvikling, der er sket og fortsat sker, siger Lene Maigaard.

Fald i ledighed
Ledigheden blandt jordemødre er faldet over de seneste år, og antallet af jordemoderansættelser omregnet til fuldtidsstillinger i regionerne er steget fra 1.083 i august 2007 til 1.406 i august 2013. Stigningen i antallet af jordemødre ansat i regionerne skyldes, at overog merarbejde siden 2008 i stor udstrækning er blevet afspadseret i stedet for at blive udbetalt samt at jordemødre har fået ansættelse på svangre-, barsel- og scanningsafsnit. En konvertering af stillinger på fødegangen til jordemoderstillinger har også øget antallet af regionalt ansatte jordemødre.