• Print
  • Bookmark and Share

Viden, forståelsesrammer, politik, påvirkning. Og et gulv, der gav sig faretruende under 1.000 jordemødres dans

Årgang 2017, nr. 6, ICM 2017

Jordemoderforeningens næstformand har været til verdenskongres for første gang. Det beretter hun om i disse dagbogsnotater.

Af: Stina Kruse Skov, næstformand

Lyden af jordemødre fra 131 lande spredt over hele kloden, der står forventningsfulde bag den store scene og venter. Det summer. Fra scenen hører man stemmen af ICM præsident Frances Day-Stirk, der byder velkommen til de 4.200 jordemødre, der sidder i salen. Klapsalver. Jeg er på vej ind til ICM-kongres i Toronto med den danske fane i hånden og ved endnu ikke, hvad det vil sige at være på en sådan kongres. Det er nemlig min første. Mange af de øvrige fanebærere er klædt i traditionelt tøj, der repræsenterer netop deres land. Foran mig står Tjekkiets fanebærer med hvid kyse og folkedragt. Bagved mig Ecuador i en smuk farvestrålende klædedragt. Jeg ser den finske jordemoderforenings næstformand og vinker. Nu skal vi ind.

Sekretæren for Canadas minister for international udvikling holder en bragende tale, om hvordan Canada investerer i kønsligestilling, fundamentelle rettigheder til alle kvinder og piger og styrkelsen af seksuel og reproduktiv sundhed på globalt niveau; ”We want all to live in a world in which every birth is safe and every girl and woman is treated with the dignity and respect that she deserves – this is a world in which every woman and girl has a voice and a choice, and you are all out there working hard to make that day a reality!”.

19-årige Abelone Melese, Unicef-ambassadør for Etiopien, rapper om at løfte hinanden og forandre i fællesskab. Salen danser, og til lyden af inuitternes strubesang og en steppende violinspiller summer mine ben efter gårsdagens march. Vi gik gennem Torontos gader. Mangfoldige, flagende og farvestrålende til samba-rytmer og bad om opmærksomhed omkring, at verden har brug for flere jordemødre. Et feministisk artrock band rundede marchen af med et brag.

Efter åbningsceremonien er udstillingshallen åben. Jeg sætter mig ved et bord ved siden af en jordemoder, som viser sig at være fra USA. Hun har tidligere arbejdet i Australien. Vi hilser og udveksler fortællingerne om, hvordan svangreomsorgen fungerer i vores fødeland. Jeg erfarer, at der kun er jordemødre med til ca. 20 procent af fødslerne i USA, og hun imponeres over at høre de danske kvinders muligheder for og ret til jordemoderhjælp. Så udveksler vi visitkort.

Jordemødre redder liv
Mandagens første session i den store plenumhal indledes af Jane Philpott, canadisk sundhedsminister og mor til fem. Hun fortæller, at to tredjedele af kvinderne i landets nordlige regioner må rejse tusindvis af kilometer alene for at føde. Man arbejder på at sikre kvinders ret til at medbringe en pårørende. Kun 10 procent af de canadiske kvinder har adgang til jordemoderhjælp ved fødslen. Man vil gerne uddanne flere jordemødre.

Efter Frances Day-Stirk har gennemgået årets ICM-council træder Dr. Natalia Kanem på scenen. Hun er ’director’ i UNFPA og sætter fokus på, at jordemødre er ’trusted leaders’ i samfundet, som i kraft af at de altid er ’ready, willing and able - creative, caring and trusted’ medvirker til at ’føde’ en verden, hvor alle graviditeter er ønskede, og enhver fødsel er sikker. Men hun bemærker også, at jordemødre skal tage sig tid til også at passe på sig selv. Sessionen sluttes af med et panel af forkæmpere for fødselshjælp. Julia Bunting, præsident i ’Population Council’, påpeger, at når jordemødre har autonomi og individuel autoritet, så redder de liv. Når man investerer i jordemødre, så investeres der i kvinder og sundhed. Petra ten Hoope-Bender, UNFPA, byder ind med vigtigheden af jordemødres støtte og tålmodige tilstedeværelse ved fødslerne. Det er den afventende tilgang, som muliggør kvinders forskelligheder og dermed den individuelle omsorg. Toyin Saraki, som også er ICM ambassadør og præsident i ’Wellbeing Foundation Africa’, peger blandt andet på, at i Afrika er en bedre infrastruktur først af alt afgørende for, at jordemoderhjælpen kommer ud.

Perspektiver på den normale fødsel
Jeg går videre til et symposium om, hvordan EU COST netværksprogrammer fremmer tværfaglig forskning, praksis og aktivisme omkring den fysiologiske fødsel. Professor Soo Downe præsenterer COST ’Actions’, som er et netværk centreret omkring nationalt finansierede forskningsprojekter indenfor felter relevante for minimum fem COST lande. ’The BIRTH COST action’ (https://eubirthresearch.eu/) samler mere end 100 forskere, kunstnere, professionelle, aktivister, politiske interessenter og brugere fra 34 europæiske lande i forsøget på at forstå omfanget af og grænserne for den normale fødsels fysiologi i forskellige befolkninger, individer og sammenhænge. Hermed vil man udbrede videnskabelig viden om normal fysiologisk fødsel fra forskellige perspektiver. Mennesker betragtes som komplekse systemer, som udvikler sig over tid, og vi bliver kun klogere på dem ved at samle de rette data, stille de rette spørgsmål og undersøge de ’outcomes’, som har betydning for dem, det omhandler, fortæller Soo Downe.

Danske præsentationer
I pausen går jeg ad de lange gange med posterpræsentationer. Jeg passerer blandt andre Charlotte Sander Andersen, Karen Andreassen og Rikke Maimburg. Alle er i fuld gang med at præsentere interesserede lyttere for henholdsvis ’fremtidens fødemiljø’, ’sammenhængen mellem prægravid overvægt og neonatal asfyksi’ samt ’identifikation af risikofaktorer under pressefasen for større bristninger’. Selv stopper jeg op hos Christina Prinds og hører hende fortælle om, hvordan bøn og meditation er meget udbredt også blandt førstegangsmødre i sekulære samfund. Dansk forskning synes fint repræsenteret på kongressen. Udover de før nævnte danske forskere er også Ingrid Jepsen (kvalitativt studie om hvordan kendt jordemoder- ordninger opleves af parret) og Marie Louise Mastrup Knudsen (anvendelsen af ’mind-maps’ til at skabe sammenhæng mellem fagene på første studieår) taget afsted med posters. Ingrid Jepsen deltager også på en session om kendt jordemoder-ordninger med sit kvalitative studie om, hvordan de opleves af danske jordemødre. Rikke Maimburg bidrager på en session om valg af fødested og ’kan vi som jordemødre støtte kvinder i deres valg af hjemmefødsel?’. Dorte Hvidtjørn, Mathilde Jørgensen og Malene Sich afholder en hel session om jordemoderomsorgen for forældre, der har mistet. Helle Andersen og Marie Louise Mastrup Knudsen holder oplæg om jordemødres professionelle identitet, og Annette Dalsgaard beretter om online ressourcer til uddannelse af jordemødre i praksis. Misan Stehouwer og Joan Dürr deltager med ’Obstetric camp – a method to rethink and rework maternity care’. Sara Kindberg og Misan Stehouwer tilbyder desuden en praktisk workshop med afsæt i erfaringer fra efterfødselsklinikken i opheling af perineum. Der er accepteret mere end 700 mundtlige oplæg og 500 posters på denne kongres – to ICM rekorder blandt flere i Toronto.

Udenlandsk forskning
Jeg vælger benhårdt at prioritere udenlandsk forskning fremfor den nære (og formentlig nemmere tilgængelige), så min dag fortsætter med en session om kompetencevedligeholdelse ved hjælp af livslang læring. Dr. Susan Calvert fortæller, hvordan de new zealandske jordemødre årligt skal recertificeres med mindst otte timers efteruddannelse. Jordemødrene identificerer selv, hvad der skal til for at holde sig ajour med nyeste viden, og reflekterer derefter skriftligt på dette. I Ghana har man systematiserede akkrediteringer af jordemoderklinikkerne, og hver måned etableres ’quality circles’, hvor jordemødrene mødes på tværs af klinikker og diskuterer, hvad og hvordan man kan forbedre praksis, fortæller Fredrica Hanson, jordemoder i Ghana. Derudover skal jordemoderautorisationen fornyes hvert år, og man modtager støtte fra udenlandske partnere til at opretholde kvalificeringen. Ph.d. Mieke Embo runder sessionen af ved at fortælle om et belgisk innovativt projekt, hvor livslang læring sikres med e-læringsprogrammer og selvstudium.

Nordisk fællesskab
Denne aften har de nordiske jordemoderforeninger i fællesskab inviteret til socialt samvær på en bar ved havnefronten. Det summer af snak om forskning, jordemoderi og oplevelser blandt de fremmødte. Ca. 70 danske jordemødre er dukket op. I kongreshallerne er Gynzone’s udstilling blevet til en slags mødested for danskere. Her i centrum af alle bordene med undervisningsudstyr, fødelejer, kunst og vidensdeling, kan man altid møde en dansk kollega med historier at fortælle. Gynzones udstilling er også ud over os danske jordemødre meget velbesøgt.

Forandring nede fra
Morgendagen bringer uddelinger af uddannelses- og forskningspriser til en lang række jordemødre fra hele verden. Karol Cariola, som er jordemoder og medlem af det chilenske parlament, holder en inspirerende tale om at gøre en forskel ved at påtage sig lederskab fra gulvet. Under sessionen fremgår det, at 70 procent af de 5,6 millioner årlige graviditets- og fødselsrelaterede dødsfald menes at kunne undgås via jordemoderhjælp. Cariola appellerer til, at alle jordemødre gør sig selv til aktører i forhold til at påvirke den eksisterende virkelighed, til at organisere sig, samle kræfterne og efterspørge politisk stillingtagen. Forandring begynder nedefra og tættest på virkeligheden, og vi skal sammen arbejde på at forandre historien og sikre kvinders rettigheder og familiers sundhed. Jordemødre redder liv, konstaterer hun!

’Empowered’ går jeg videre til en session omkring øget centralisering af fødesteder; en bekymrende udvikling, som har betydning for jordemødres rolle i organiseringen. Den amerikanske professor Gene Declercq peger via sine undersøgelser på, at det ikke er automatisk givet, at større betyder mere effektivt. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at hospitalssammenlægninger giver bedre udkomme af fødslerne. Men antallet af jordemødre falder, og det gør også deres autonomi, når antallet af hospitalsfødsler stiger. Mens der centraliseres i USA og Canada, og antallet af hjemmefødsler falder kraftigt i Holland, anbefaler analysen ’Better Births’, at kvinder i England har mulighed for at vælge mellem hjemmefødsel, klinikfødsel eller fødsel på en specialafdeling. Den omfattende udvikling mod øget centralisering synes begrundet med effektivisering, men hvis vi fremfører argumenterne for, at en fødsel ikke er en lineær proces over tid og derfor ikke kan effektiviseres, så kan vi måske ændre denne kurs. Flere jordemødre og flere fysiologiske fødsler er lig med effektivitet, peges der på.

- Hvis vi kan organisere os, så jordemødre leder og værner om den fysiologiske fødsel, så effektiviseres der. Andet synes at være en delvist medieskabt og mystisk misforståelse, slutter ph.d. Raymond De Vries fra USA.

Hilsen til nye kolleger
I disse dage afholdes de sidste eksamener på de danske jordemoderuddannelser. Dimissionen og den store festdag står for døren. Jeg møder Lillian Bondo i udstillingshallen. Vi indspiller en videohilsen til de nyuddannede jordemødre. De er ventede og meget velkomne. Der skal naturligvis et stort tillykke frem til dem, selvom Jordemoderforeningens formandskab er i Canada.

Arbejdsmiljø og jobtilfredshed
Fokus skifter til ’omsorg for omsorgsgiveren’ på et oplæg omkring posttraumatisk stress hos jordemødre. Hele 84 procent af jordemødrene i en japansk undersøgelse og 91 procent af de adspurgte jordemødre i et engelsk studie beskrev oplevelser af traumatisk stress som konsekvens af arbejdsmiljømæssige faktorer. Herunder kendetegnedes jordemoderen ved at være en nøgle-støtteperson med udtalt empatisk og følelsesmæssig involvering, med skiftende roller og uventede situationer gennem arbejdsdagen, en række etiske problemstillinger, risiko for at møde traumatiske situationer og følelsen af hjælpeløshed. I et New Zealandsk studie fandt man, at ansatte jordemødre havde højere niveau af angst og udbrændthed end selvstændige eller delvist selvstændige jordemødre. Sidstnævnte havde desuden en større oplevelse af autonomi, ’empowerment’ og professionel anerkendelse end ansatte jordemødre. Øget jobtilfredshed for de New Zealandske jordemødre kunne blandt andet findes gennem kontinuitet og kendthed, et godt forhold til kolleger og ledere, følelsen af at have autonomi, at gøre en forskel og være værdifuld. Type af fødested samt arbejdsstedets miljø, systemer og processer havde også betydning.

Så er der gallaaften. Tre retters middag og en særlig tak fra scenen til danske Susanne Houd, som har været med til at opbygge den canadiske jordemoderuddannelse. De danske jordemødre, spredt i hele hallen, står oprejst for Susanne. Et band går på og med ét gynger gulvet af tusind dansende jordemødre, i en grad så man kunne blive bange for, om det ville holde? Det summer i ørene, da jeg går derfra ved midnatstid.

Partnerskaber
Det er tid til endnu en plenumsession; jordemødre kan gøre en forskel ved at støtte kvinders rettigheder. Kate Gilmore fra FN slår fast, at ’empowerment’ skabes via samspil. Processen er kompleks og kræver tid til at lytte. Panelet understreger den politiske styrke, der opstår via partnerskab – mellem kvinder og jordemødre – mellem jordemoderforeninger og kvindeorganisationer. At dele og skabe viden, skulder ved skulder, vedholdent, tålmodigt, tillidsfuldt og ærligt er, hvad der skal til for at opnå politisk indflydelse og sætte dagsordener for kvinders rettigheder. Sådan konkluderer morgenens fem paneldeltagere i enighed.

Hjemlige opgaver
Lillian Bondo og jeg har aftalt at mødes. Der skal udpeges arbejdsgrupper til revision af svangreanbefalingerne. En vigtig udpegning, som må diskuteres mange gange - også i Toronto.

I danske medier lyder nyheden om, at hjælpen til fødende i Danmark er verdens bedste. En god nyhed, som kommenteres af en overlæge, der mener, at dette i høj grad skyldes flere igangsættelser og øget centralisering, og han understreger risikoen ved at gå over termin, hvilket får de danske jordemødre til at rase over den ubegrundede frygt dette kan skabe hos gravide og deres familier. Sikkerhed står ikke alene i fødselshjælpen, og vi finder sandheden langt mere kompleks. Det er vi nødt til at kommentere på.

I relevant forlængelse heraf går jeg til oplæg om dekonstruktionen af evidensbaseret medicin. Objektiv evidens, set fra denne sessions socio-antropologiske tilgang, er ikke mulig. Evidens kan ikke se sig frigjort fra kulturel og social indflydelse, ethvert spørgsmål stilles indenfor en forståelsesramme, og enhver læser har en subjektiv tolkning af konklusionerne. Hvordan evidensbaserer man egentlig fysiologi, spørger Raymond De Vries, mens en hel række af danske jordemødre har travlt med at deltage i den aktuelle danske debat på deres skærme. Facebook koger af forskellige opfattelser af samme forskning, og diskussionen bringes op i plenum. Man er nødt til at bevidstgøre, hvad der er de kulturelt accepterede risici. Medicinen er i fare for at overtrumfe fysiologien, fordi medicinen ofte er det kulturelt accepterede fokus. En vej frem er en stærk tværfaglig forskning, som bringer flere forståelsesrammer i spil, slutter sessionen.

UK i konkurrence med babymassage
I den store hal er der lagt op til debat om, hvorvidt jordemødre skal være specialisten i vaginal underkropsfødsel. Her er tværfagligheden netop fraværende, og debatten bliver ensidet. Bronwen Pelvin, jordemoder fra New Zealand, forsøger sig provokerende i rollen som en karikeret udgave af en obstetriker. Nogle tilhørere føler sig underholdt, mens andre forlader lokalet i vrede. En fordomsfri, nuanceret og tværfaglig debat om emnet synes relevant, men diskussionen afbrydes af en høj lyd af diskomusik fra lokalet bag scenen, hvor 400 jordemødre forsøger at slå antalsrekorden i fælles babymassage. Soo Downe konstaterer, at den bedste fødestilling ved sædefødsler er på knæ, og at der må og skal formidles mere viden om håndteringen og evidensen.

’The Lancet’ er netop et forsøg på at forholde sig åbent til undersøgelser og opbygge kommunikation mellem forskere og forståelsesrammer, fortæller Mary Renfrew, professor i England, på denne næste session om ’The Lancet Series on Midwifery’. Jordemoderkundskab er en oplagt løsning på udfordringen med at levere høj kvalitet i omsorgen over hele verden, og for ’The Lancet Series on Midwifery’ er det essentielt ikke kun at anerkende værdien af jordemoderviden, men også at positionere jordemødres viden strategisk og centralt i forhold til at opnå en reform af sundhedsvæsenet globalt.

Farvel og tak
Jeg bruger aftenen sammen med en gruppe danske jordemoderforskere. Over en øl diskuterer vi et nuancerende modsvar på udtalelserne om de gode resultater i den danske svangreomsorg.

Kongressen lukker den efterfølgende dag. Afslutningsceremonien indledes med en tale af Katsi Cook, jordemoder fra det oprindelige folk i et sydøstligt territorie i Canada. Hun taler om partnerskab, og med et holistisk og spirituelt afsæt synger hun på originalsprog en sang for kvinder. Hun efterfølges af en tale fra den nyudnævnte ICM-præsident Franka Cadée fra Holland. Salen er begejstret, og den afgående præsident sendes af posten med store klapsalver. De afløses af sange fra en gruppe Indonesiske jordemødre, som byder velkommen til ICM-kongres på Bali i 2020. Jeg rejser hjem med tasken fuld af visitkort, benene fulde af skridt, kroppen fuld af varme, stolthed og kærlighed til faget samt hjernen fuld af viden og inspiration. Det bliver helt sikkert ikke min sidste ICM kongres. 

Læs alle artiklerne om ICM 2017

Den afgående præsident for ICM, Frances Day-Stirk, modtager en nyindstiftet pris for ’Global Service’. Frances fik prisen for det arbejde, hun har gjort for verdens kvinder og jordemødre gennem sine seks år som formand.