“Vi er ikke som flertallet”

For fire år siden blev Johannes Kjær Kristensen og Laura Enna Winther forældre til deres datter Tilde. Johannes og Laura bor ikke sammen. Og de er ikke kærester. Men de er bedste venner. Og det krævede mange forklaringer i mødet med jordemødre og andet sundhedspersonale, da Laura var gravid.

Man kan føle sig forkert, hvis man hele tiden støder ind i nogen, der antager, at man er et kærestepar, fortæller Johannes Kjær Kristensen og Laura Enna Winther. For fire år siden blev de forældre til deres datter Tilde. Laura er lesbisk og Johannes er heteroseksuel, de bor ikke sammen, men de er bedste venner.

– Jeg har besluttet mig, siger Johannes og fortsætter:

– Jeg ville egentlig have ventet til din fødselsdag om to uger. Men jeg kan ikke vente med at fortælle dig det: Jeg vil gerne have et barn med dig.

Sådan lød beskeden for fem år siden, da Johannes fortalte Laura – hans nære ven gennem mange år – at han gerne ville være far til deres barn. Det var en lun septemberaften og de to sad og drak en øl på hans lille altan omgivet af hjemmegroede tomatplanter og en solnedgang, der lurede lige om hjørnet. Laura kunne næsten ikke forstå beskeden. Følelser af glæde og eufori boblede rundt i kroppen, og som en champagneprop, der flyver til vejrs, eksploderede følelserne i et glædesudbrud af dans, kram og tårer.

– Jeg ville sindssygt gerne have et barn. Men jeg havde på det tidspunkt været i det ene rodede løse parforhold efter det andet. Det var et kæmpe issue for mig, og jeg var nok i en slags krise. For der var ikke lige en løsning på det. Jeg overvejede at blive solomor og undersøgte på Regnbuebarn. dk, hvad mulighederne kunne være, fortæller 35-årige Laura og fortsætter:

– Så var det, at Johannes en forårsdag foreslog, at han jo kunne være faderen. Først tænkte jeg, at det var for skørt. Men så brugte vi et halvt års tid på at tale om det. Vi skiftedes til at være i tvivl. Men jeg kunne efterhånden se for mig, at det virkelig var en god idé. For jeg kender ham rigtig godt, og vi er gode til at løse konflikter sammen. Og det er vigtigt, når man skal være forældre sammen. Jeg har i dag kendt Johannes i 14 år. Han er min bedste ven, og jeg elsker ham, siger Laura

Et eventyr begynder
Johannes er 38 år, arbejder som specialkonsulent i Kultur og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune og bor i en 4-værelses lejlighed på Frederiksberg. Ligesom Laura havde han også en drøm om at få børn. Mange i omgangskredsen var allerede blevet fædre. Men han havde endnu ikke mødt den kvinde, han kunne se som mor til sit barn.

Anderledes var det med Laura. Hende kunne han sagtens se være mor. Og den beslutning blev starten på et nyt eventyr som familie og forældre til Tilde. To måneder efter den lune septemberaften på altanen begyndte de på hjemmeinseminering, mens de samtidig ventede på at komme til i det offentlige tilbud om fertilitetsbehandling. Her nåede de kun at være til den opstartende samtale på Rigshospitalet. For Laura blev gravid efter fire forsøg hjemme i lejligheden.

Samtalen på Rigshospitalet var en speciel oplevelse, fortæller Johannes:

– Der var et spørgeskema, som skulle afdække, om jeg var blevet påtvunget en eller andens ønske om et barn, så det ikke var mit eget frie valg. Det var mærkeligt. For vi ville jo bare gerne være forældre sammen. Men omvendt kan jeg godt forstå, hvorfor de stiller de spørgsmål. For man kan godt forestille sig en situation, hvor nogen er tvunget til at levere sæd, eller bliver betalt for det.

Han oplevede generelt deres møde med sundhedssystemet – scanninger, første jordemoderkonsultation og også fødslen – som positivt. At sundhedspersonalet stort set favnede, hvem Laura og Johannes var – måske fordi de som mand og kvinde lignede flertallet af alle andre forældrepar. Men der var også sprækker i systemet og mødet med sundhedspersonalet, hvor følelsen af at være anderledes blev plantet og voksede til en følelse af ikke altid at blive mødt som de mennesker, Johannes og Laura var – og er.

– Jeg husker dialogen med jordemødre og læger som rigtig fin. Men jeg havde også en fornemmelse af, at noget ved vores historie vakte mistanke, og det gjorde, at jeg fik en følelse af ikke at blive mødt. Bandt andet fik vi at vide, at vi skulle have prøvet at blive gravid på naturlig vis, inden vi kunne komme i et forløb med fertilitetsbehandling. Men det var ikke meningsfuldt for os. For vi er jo venner. Så vi passede ikke ind i systemets kasser, siger Johannes.

At gøre sig umage for de få
500 meter fra Johannes bor Laura i en to-værelses lejlighed på 3. sal. Tidligere har Tilde boet mest hos hende, men Laura og Johannes er lige gået over til en 7-7-model. Og så ser de tre hinanden fast hver mandag, når de har lyst og efter behov. Laura er 35 år og uddannet sociolog. Hun er kæreste med Lea, men bor alene med Tilde. Når hun skal beskrive sin familie bruger hun selv navnet regnbuefamilie. Men det var ikke en familie i kulørte farver, som jordemoderen og andet sundhedspersonale mødte under graviditeten og fødslen:

– Overalt i sundhedsvæsnet bliver man mødt med det udgangspunkt, at man er mor og far. Det var vi jo også, så vi passede godt ind i beskrivelserne og kasserne, uden alligevel helt at høre til der. Så vi måtte forklare og forklare.

Selvom sundhedspersonalet hurtigt rettede ind, ville det alligevel have været en lettelse at blive mødt som de forældre, hun og Johannes er – også i informationsmateriale om amning, kost og sexlivet efter fødslen:

– Vi ved alle, at der i dag er så mange forskellige familieformer. Derfor er det ikke tidssvarende bare at skrive mor og far eller “din mand” i alt materiale. Jeg ved jo heller ikke, om jeg en dag får et barn mere – med Lea, fortæller Laura og fortsætter:

– Jeg ville sådan ønske, at jordemødre og sundhedspersonale ville tilpasse deres skrevne materiale og umiddelbare møde med gravide efter de få. For det sker næsten aldrig som minoritet, at flertallet tilpasser sig de få. Derfor er man altid den, der skiller sig ud. Jeg synes, det skulle være fast procedure at spørge åbent til familiekonstruktion, lige meget hvor normativ familien ser ud. Det ville gøre en stor forskel for os, der skiller sig ud. Og majoriteten lider vist ingen nød af at blive mødt med færre antagelser.

En følelse af at være forkert
Under fødslen havde personalet gjort sit for at mindske forvirringen. De havde skrevet Johannes og Lauras navne på dørtavlen, at de var mor og far, og efter Johannes navn havde de skrevet ‘ven’ i parentes. Men alligevel måtte de forklare, hvem de var:

– Vi blev mødt med en forventning om, at Johannes var min mand. Så vi skulle korrigere personalet løbende og forklare på tidspunkter, hvor det ikke var passende. Vi ligner de fleste andre forældre, men det kunne være fedt, hvis nu tilgangen var mere åben og undersøgende. Nogle gange orkede jeg ikke at forklare. Jeg var jo midt i en fødsel, fortæller Laura og tilføjer:

– Så jeg har hele tiden haft en oplevelse af, at vi næsten var normale.

Johannes husker også tydeligt alle de forklaringer, de har leveret i mødet med sundhedspersonales antagelse om, at de var et par. Det kan være nogle andre hverdagsudfordringer, spørgsmål og livsforandringer, der er forbundet med det at få barn som venner og det er med det udgangspunkt, han gerne ville mødes af sundhedssystemet. Derfor havde han behov for at få frem, at de ikke var kærester:

– I den bedste af alle verdner, ville det være fint, hvis man ikke bare gik ud fra, at vi var et par, for man kan godt komme til føle sig lidt forkert. Hvis man hele tiden støder ind i nogen, der antager, man er et par, kan man godt ende med at tænke “Det var nemmere, hvis vi var som flertallet,” siger han og tilføjer:

– Men det er vi ikke.

Læs de andre artikler i temaet ‘LGBT’