Artikel 1 – En verden til forskel og til fælles
1.700 jordemødre fra hele verden mødtes i Brisbane, australien, på en varm vinterdag – 25 grader. 16 af dem var danske, og selvfølgelig råbte vi og viftede med de danske flag under åbningsceremonien sammen med de andre 84 lande, der er medlem af ICM.
– af Susanne Houd, jordemoder
<//span>Den engelsktalende del af verden var stærkt repræsenteret, sammen med japan og indonesien. Afrika var repræsenteret med en håndfuld lande og fra sydamerika et enkelt land – argentina. Indien var med for første gang og stillede med fem repræsentanter – og det skyldes især den indiske jordemoder, underviser og forsker prakasamma fra hyderabad, at det kunne lade sig gøre.
– Vi er lige blevet meldt ind i ICM, og det er vigtigt for os at være med; vi har brug for at få inspiration fra resten af verden, så vi har arbejdet hårdt for at få rejst midler til at komme af sted, siger prakasamma.
De baltiske lande var repræsenteret af jordemoder Siiri Pollumaa fra Estland.
Siiri er formand for den estiske jordemoderforening, og hun har spillet en vigtig rolle i udviklingen af den nye 3-årige jordemoderuddannelse. Hun er også medlem af ICM’s internationale jordemoderråd – council – og er underviser på jordemoderskolen i estland samtidig med, at hun har klinisk arbejde.
– Det er vigtigt at holde fast i den kliniske virkelighed, og det er vigtigt, at vi har tæt kontakt med, hvad der sker i den kliniske verden, så vi kan være med til at forandre og forbedre forholdene for kvinderne. Vi er meget glade for den kontakt, vi har haft med danske jordemødre gennem årene, siger siiri, der savner sine kolleger fra de andre baltiske lande. Rusland og frankrig var heller ikke repræsenteret under konferencen .
Men det var hong kong, indonesien, taiwan og iran med indlæg, der spændte fra women’s body weight retension, selfesteem, bodyimage and depression in the first month after childbith in taiwan til relationship between the low birth weight and the increase of the airpollutants in tehran.
Vesten som rollemodel
Konferencens tema er ’pathways to healthy nations’, og bag temaet ligger en opfordring til alle medlemslande om at finde veje, som kan føre til, at færre kvinder dør i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel, og at flere børn overlever de første fem år af deres liv. Tilsyneladende er problemerne i den vestlige verden vidt forskellige fra problemerne i udviklingslandene, hvad angår sundheden for mødre og børn.
Alligevel hænger problemerne og især løsningsmodellerne sammen. Det blev meget klart på konferencen, at de vestlige lande har et stort ansvar som rollemodel og i forhold til at foretage fornuftige valg af fødselsmetoder og tilbud. Udviklingslandene kan imidlertid godt selv definere egne problemstillinger og komme med løsningsforslag. Flere af de afrikanske jordemødre havde spændende indlæg om hiv/aids, hvor vejledningen til hele familien blev fremhævet som central.
Fjernundervisning i angola for jordemødre på et avanceret niveau blev af den sydafrikanske jordemoder juanita tjallinks betegnet som ’en afrikansk renæssance inden for jordemoderverdenen’. Indlæggene var inddelt i en række temaer, bl.a.: det historiske tema, hvor især jordemoderfortællingerne var centrale. Det politiske tema, hvor der var spændende beskrivelser af, hvordan jordemødre rundt om i verden har kæmpet for at blive synlige, bl.a. Gennem uddannelse, professionalisering og medbestemmelse både i faglige og i politiske sammenhænge. Det praksisrelaterede tema, hvor der var et væld af spændende forskning, hvor der især var fokus på den evidensbaserede praksis, der bliver fremhævet i mange sammenhænge.
– Hvad er det for en slags praksis, vi kalder evidensbaseret? Er det kun forskningsbaseret eller er erfaring også en del af det evidensbaserede? Skyder vi os selv i foden ved at insistere på evidensbaseret praksis – defineret som forskningsbaseret praksis? Spurgte den canadiske jordemoder vicki van wagner, fra jordemoderuddannelsen i Toronto.
– Har vi alt for let taget den videnskabelig jargon til os uden at huske på, at en stor del af vores praksis er erfaringsbaseret? Hvis vi ikke inddrager erfaringen i den evidens, vi bygger vores praksis på, vender vi ryggen til en stor og vigtig del af vores jordemoderarbejde, sagde den canadiske jordemoder.
Forebyggelse af blødning efter fødslen
På tværs af både i- og ulande gik diskussionen om, hvordan efterbyrdsperioden skal håndteres. Skal det være ’active management of third stage’ eller et fysiologisk, uforstyrret forløb? Det udviklede sig til en meget spændende diskussion, idet WHO, ICMog FIGO har udsendt et samlet notat, hvor man anbefaler altid at bruge active management til placentas fødsel. Det vil sige, at der gives oxytocin ved forreste skulders fødsel, der afnavles tidligt (det er man senere gået bort fra) og navlesnoren holdes tot.
Der er imidlertid lavet en del forskning, der viser, at jordemødre blander de to metoder sammen – den fysiologiske og den aktive – og at det, efter en normal ukompliceret fødsel, bør være første valg at holde fingrene og oxytocinen helt væk. I den forbindelse var det interessant at finde ud af, at der er flere steder i verden, hvor jordemødre ikke må give oxytocin efter fødslen og hvis active management fastholdes, vil det medføre, at der skal være en læge tilstede ved alle fødsler.
Overfor det står den kendsgerning, at mange kvinder fra udviklingslandene dør på grund af blødning i forbindelse med fødslen, og at man ved at indføre active management for alle, formentligt kan forhindre nogle af disse dødsfald. En spændende diskussion, der blev principiel og belyste problematikken: Hvad der er godt for få, behøver ikke nødvendigvis at være godt for mange.
Det alternative manglede
De fire kongresdage bød på et væld af spændende indlæg, hvor vi danske jordemødre dog lagde mærke til, at der ikke var ret mange ”al ternative” indlæg, f.eks. om hjemmefødsler, vandfødsler, akupunktur osv. Vi undrede os noget og kunne ikke finde ud af, om det var en linie, der var lagt fra scientific commitee, eller om der bare ikke er så mange jordemødre, der forsker indenfor de områder.
Et højdepunkt var en meget smuk film/foredrag af en australsk jordemoder, vicki chan, som fik os alle til at huske, hvorfor vi er blevet jordemødre, og på hvor vigtigt det er at arbejde sammen – kvinderne og jordemødrene. Og så var der alle de spændende jordemødre, vi mødte fra alle mulige lande og steder. Både naboerne fra Skandinavien, gamle venner som vi ikke har set siden Wien og nye kontakter, som vi vil dyrke i årene fremover, og som vi vil se igen – om ikke før så i Glasgow om tre år.
Danske oplægsholdere
Artikel 3 – Fag, politik og samarbejde
Bølgerne gik højt, da ICM’s council diskuterede samarbejdet med who og figo på councilmødet forud for ICM’s faglige kongres i Brisbane
– af Lillian Bondo, landsformand
Mere end 1.700 jordemødre var samlet i Brisbane til verdenskongres i juli.
Forud for kongressen var ICM’s council, rådsmødet, samlet i fem dage. På dette møde foregår de fagpolitiske drøftelser, og der tages beslutninger om verdensorganisationens kurs i de næste tre år. Hver af ICM’s 84 medlemsorganisationer har ret til at deltage med to delegerede, og har, også hvis der kun sendes én deltager, ret til to stemmer i rådsmødet. Der deltog denne gang ca. 110 delegerede i rådsmødet. Forud for rådsmødet var styrelsen, excecutive committee, samlet for at gennemgå dagsordenen til rådsmødet.
Hvornår er man jordemoder?
De helt store diskussioner på council kom til at dreje sig om, at ICM i partnerskab med primært who, men også figo og andre hovedaktører på den internationale sundhedsarena, hen over årtusindskiftet har arbejdet på at formulere klare og opdaterede strategier til forebyggelse af dødsfald og sygdom hos mødre og børn.
Det er blevet til to store samarbejdsinitiativer, såkaldte ”partnerships”, med de ovennævnte om ”skilled attendance at birth” og ”active management of third stage of labour”. Kritikken af samarbejdet bygger på definitionen af ”skilled attendance”, der fremstilles således: a skilled attendant is an accredited health professional — such as a midwife, doctor or nurse — who has been educated and trained to proficiency in the skills needed to manage normal (uncomplicated) pregnancies, childbirth and the immediate postnatal period, and in the identification, management and referral of complications in women and newborns (hele dokumentets ordlyd findes på ICM’s hjemmeside www.internationalmidwives.org)
Kritikken retter sig specifikt mod det forhold, at sygeplejersker beskrives som skilled attendants. Hvis man nærlæser dokumentet, og ser de kvalifikationer, ”midwifery skills”, der skal til, for at man forbinder en sygeplejerske med begrebet ”skilled attendant”, vil man kunne se, at hun nu er uddannet jordemoder. De kritiske røster fremhæver derfor, at hun ikke fortsat ville skulle kalde sig ”nurse”, men ”midwife” eller ”nurse-midwife”.
Frygten er ikke baseret på, at man er bange for samarbejdet med sygeplejersker, som fortsat er basisuddannelsen for en stor del af verdens jordemødre, men på, at mange regeringer og sundhedsstyrelser verden over kun vil se ordet ”nurse” og derefter arbejde med en skrabet model for opgradering, førende til en ringere uddannelse af jordemødre/fødselshjælpere.
Kan sænke uddannelseskravene
Diskussionen om ’skilled attendance’-dokumentet tydeliggør forskellen mellem ulande og ilande. I ulandene, især i Afrika syd for sahara, er tallene for kvinder, der føder uden hjælp af nogen art, uhyggeligt høje, og her gør selv en ikke formelt uddannet assistance en forskel, for slet ikke at tale om hvor meget hjælp for eksempel en uddannet sygeplejerske kan yde. Men i europa og nordamerika, samt Australien og New Zealand, er jordemoderfaget relativt stærkere. Den autonomi, som vi for eksempel arbejder med i danmark, kan potentielt være truet af et dokument, der kan ændre på regeringers opfattelse af det nødvendige uddannelsesniveau til ’jordemoderkunnen’, uanset at det er grundigt deklareret i dokumentet. Man læser ikke altid hele teksten!
Medikaliseret fødselshjælp
Derudover er der passager i dokumentet, der kritiseres for at udtrykke en medikaliseret tilgang til fødselshjælpen. Kritikpunkterne førte til en diskussion, der af formelle årsager pludselig blev meget kort og stram, hvorefter council skulle stemme om, hvorvidt ICM skulle trække sig ud af samarbejdet om ”skilled attendance”. Et samarbejde, der om noget har medinddraget ICM i den internationale liga af agenter for kvinders og børns sundhed. Og forbløffende nok blev der stemt ja til dette noget hovedløse forslag. Aftenen gik så med overvejelser om, hvorledes denne beslutning kunne gøres om, og gennem et samarbejde i den europæiske region kom der nye forslag på bordet næste dag. Dels med forslag om genoptagelse af diskussionen, dels med fremlæggelse af et ”position statement”, der understøtter ICM’s arbejde for jordemoderen som førstevalgs sundhedsprofession i forbindelse med omsorgen for mødre og nyfødte. Med vedtagelsen af dette dokument kunne council således vedtage en omgørelse af beslutningen om at trække sig ud af samarbejdet. ICM er fortsat partner i samarbejdet, men vi har en stærk baggrund for at fastholde en vægt på jordemoderkunnen ved alle fødsler.
Forebyggelse af postpartum blødning
Der var lagt op til endnu en heftig diskussion, da vi kom til drøftelsen af aktiv ledelse af efterbyrdsfasen! Ophavskvinderne til ’prevention of post partum haemorrhage initiative’ fremhævede, at kvinder selvfølgelig skal have valget om understøttelse af fysiologisk forløbende efterbyrdsfase eller den aktive ledelse med uterotonika, fundusstøtte og let træk på navlesnoren. På den anden side fremhævede kritikere af initiativet, at det netop er en af jordemoderens opgaver at skelne mellem kvinder, der har behov for indgriben og kvinder, der vil klare sig bedre uden aktiv indgriben. Kritikken gik også på utilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for de foreslåede procedurer og en åbenbart utilstrækkelig videnskabelig fundering i viden om det fysiologisk forløbende efterbyrdsstadie, og sidst men ikke mindst var kritikken udrundet af, at mange medlemsorganisationer ikke så en fælles indsats fra bunden af ICM, men topstyring og en manglende involvering af medlemmerne i udviklingen af dokumentet (se mere om diskussionen i susanne houds reportage fra den faglige kongres side 00)
Etisk forsvarlig rådgivning
Enden på debatten blev en principiel vedtagelse af en ”position statement” om ”physiological third stage of labour”, som blev foreslået af den new zealandske jordemoderforening. Det betyder, at der er lagt en forpligtelse ind i ICM til at følge disse holdninger op i det videre arbejde i prevention of post partum haemorrhage initiativet. Selv om ”partnership”-dokumentet er underskrevet, er det jo ikke slut på udviklingen af området. ICM må lægge sig i selen for – gerne i samarbejde med obstetrikerorganisationer – at arbejde for, at jordemødre kan yde den nødvendige hjælp og have den nødvendige teknologi til rådighed (såsom tilladelse til at ordinere nødvendig basal medicin og have passende opbevaring af varmefølsom medicin), ligesom ICM fortsat er forpligtet til at arbejde med etisk forsvarlig rådgivning til kvinder om de valg, de kan træffe i forbindelse med fødsel, herunder til- eller fravalg af understøttet fødsel af placenta.
Hvad er en jordemoder?
ICM har siden 1990 haft den samme ordlyd i definitionen af, hvad en jordemoder er for en størrelse. Oprindeligt stammer definitionen fra 1972. I 1996, 1999 og 2002 har man debatteret ændringer, og trods vanskeligheder med at nå til enighed lykkedes det denne gang at få udvidet definitionen lidt og få moderniseret ordlyden noget, således at den nu er i bedre overensstemmelse med de meget forskellige rammer, vi arbejder i, med det forhold at der er to køn, der arbejder med jordemoderkundskab, og det forhold, at jordemødre har et ansvar for at fastholde og udvikle jordemoderkunsten i samarbejde med kvinderne og familierne. Så snart den fulde ordlyd af definitionen er lagt på ICM’s hjemmeside, bliver den, samt en oversættelse, lagt på jordemoderforeningens hjemmeside.
Styr på økonomien
Organisationen har skiftet generalsekretær, og man har arbejdet intenst med at konsolidere organisationen på hollandsk grund. ICM’s finanser har været i en meget anstrengt tilstand i de seneste perioder. Underskudsdækning i forhold til store ekstraudgifter på de seneste kongresser og skift af generalsekretæren (rekruttering samt overlap) har kostet dyrt. En generelt lidt for løs økonomistyring er nu afløst af en mere effektiv styring; der er skåret i antallet af ansatte, så der nu er et meget lille sekretariat på 3,8 fuldtidsstillinger, og der er en gruppe af pensionerede økonomiforstandige, der rådgiver organisationen pro bono.
Kontingenterne er ikke steget i 12 år, og det blev vedtaget at lade dem stige med 15 procent over den kommende treårsperiode. Halvdelen af kontingentstigningen skal anvendes til at øge samarbejdet mellem de regionale repræsentanter og hovedkvarteret.
Alle vedtagne dokumenter vil i løbet af det kommende år – ting tager tid – komme til at ligge på ICM’s hjemmeside; den er allerede nu et besøg værd, husk at føje den til dine foretrukne sider! ICM har mange og detaljerede dokumenter, hvoraf mange er med opdaterede referencer, så gå en tur omkring ICM, når du sidder og overvejer vision og mission eller procedurer på din egen arbejdsplads. Der er god inspiration at hente.
Det har været et meget spændende, fængende og velledet council-møde, med fornemmelse af historiens vingesus. At være af sted i den intense atmosfære, at samarbejde med susanne houd, med nordiske kolleger og bredt internationalt er både meget forpligtende og meget stimulerende. Jeg tror, at det vil kunne mærkes i fremtiden, at vi i jordemoderprofessionen i stigende grad forstår og respekterer hinanden og samarbejdspartnerne i den globale arena.
International confederation of midwives (ICM)
- ICM har 84 medlemsorganisationer, fordelt på mere end 70 lande.
- ICM’s hovedsæde ligger i haag, holland.
- Ansat som øverste daglige leder er generalsekretær kathy herschderfer.
- ICM’s council består af to repræsentanter for hvert medlemsland. Council mødes forud for den faglige verdenskongres, der afholdes hvert tredje år.
- ICM’s excecutive committee består af board of management, samt de regionale repræsentanter: tre fra europa og to fra hhv. Asien, afrika og amerika. Lillian bondo blev genvalgt som europæisk repræsentant valgt af den nordiske region i europa.
- Organisationens ”director”, øverste politisk valgte leder, har hidtil været joyce thompson fra usa, netop afløst af judi brown fra australien.
- Ny president, honorær leder, er dame karlene davis, general secretary for storbritanniens royal college of midwives, som er værtsorganisationen for den næste verdenskongres, der bliver afholdt i første uge af juni 2008 i Glasgow
- Læs mere på www.internationalmidwives.org
<//b>
Fire danske jordemødre havde indlæg på kongressen i Brisbane: sara kindberg og misan stehouwer om deres sutureringsprojekt, hvor de har sammenlignet forskellige måder at suturere på. Deres indlæg blev gentaget på grund af stor interesse. Eva selin holdt et indlæg om nordejordemoder-netværket, der var en underholdende indføring i de nordiske landes jordemodervæsener. Og endelig holdt mette simonsen et oplæg om den prognostiske værdi af kvinders opfattelse af eget helbred.
<//span>Artikel 2 – Når fødslen er langt ude
Susanne houd har arbejdet i inukjuak i det nordlige quebec, hvor hun har været med til at uddanne jordemødre til at varetage fødsler i det tyndt befolkede område.
– af Susanne Houd, jordemoder
Et af kongressens absolutte højdepunkter stod Community midwife Julie Nastapoka fra Inukjuak, Nord Quebec og Associate Professor og jordemoder, Vicki van Wagner, fra jordemoderuddannelsen i Toronto for. De fortalte om et projekt i Nunavik, der startede for 19 år siden og gjorde det muligt for kvinderne i Nunavik i Nord Quebec at føde hjemme, så de ikke skal tilbringe flere uger langt fra deres hjem i forbindelse med fødslen. Dette var blevet muligt blandt andet ved at uddanne inuitkvinder som jordemødre. Det var for mig personligt meget bevægende og en stor glæde at se min forhenværende studerende, julie, stå strunk og stolt i sin amauti (anorak med stor hætte) overfor de mange jordemødre og uden tøven fortælle om de gange, hun måtte rejse alene langt sydpå for at føde. Og at høre om, hvordan hun nu hjælper kvinder i sin hjemby, Inukjuak, med at kunne blive dér og føde ’with a home’. Selvom det ikke er muligt at foretage kejsersnit, og selvom det kan tage op til otte timer at overflytte under en fødsel til et hospital sydpå – hvis vejret er godt – så er den perinatale dødelighed lige så lav som i det sydlige Quebec, og der fødes færre ’small for date’ børn i nunavik end sydpå. Der er fokus på omsorg og støtte i graviditeten på alle leder og kanter, både socialt, psykologisk, obstetrisk og medicinsk og en respekt for at støtte kvinderne i at føde i deres hjemby. Siden jeg var med til at åbne for fødsler i inukjuak i 1998 og var med til at starte uddannelsen af inuit community jordemødre, er der uddannet tre jordemødre, der i dag varetager samtlige fødsler i byen. Nunavik- modellen bliver nu efterlignet overalt i det nordlige canada og kunne i høj grad også inspirere grønland. Der var stor interesse for oplægget blandt de jordemødre, der har arbejdet og arbejder i remote areas i australien, hvor aboriginalkvinder 4-5 uger før fødslen sendes uden ledsagere op til 2.000 km til hospitaler, hvor man ikke taler deres sprog eller tager hensyn til deres kultur. Kun eet sted i australien, i alice springs, har man bygget et birthcenter for aboriginalkvinder i overensstemmelse med de kulturelle krav.
