Tag tyren ved hornene

Deltagerne på Sandbjerg Seminaret formulerede nye målsætninger for Jordemoderfagligt Selskab.

Jordemoderfagligt Selskab afviklede 19.- 20. marts 2007 det årlige seminar på Sandbjerg Gods. Over 50 jordemødre fra hele landet var samlet til et par forrygende og inspirerende dage med oplægsholdere fra Wales, Sverige, Tyskland og Danmark.
Fra morgenstunden lagde vi ud med at tage det røde tørklæde frem for at lokke med ”tyren”. Men hvem var det egentlig vi udfordrede? Det viste sig allerede på seminarets første dag, at den ”tyr”, som trængte til at blive taget ved hornene, måske mest af alt ligger i os selv. En tyr kan være både vild og besværlig, men også fuld af gennemslagskraft. Via debatten blev det tydeligt, at vi som jordemødre skal arbejde meget mere målrettet med at formulere fælles visioner for gode fødsler i fremtiden.

God omsorg
Én sag var der dog enighed om: At der ikke er nogen tungtvejende jordemoderfaglige argumenter for at centralisere fødslerne. Hvis kerneproblemet er lægemangel (obstetrikere og neonatologer), vil vi gerne medvirke til at arbejde mod mere fleksible løsninger.

I Jordemoderfagligt selskab mener vi, at kvalitet for jordemoderfaglig omsorg i fremtiden skal kunne måles som ”positive værdier”. Vi skal turde sætte ord på, hvornår en omsorg er god, og hvornår vi skulle have gjort vores arbejde bedre, og huske, at en god fødsel godt kan indeholde patologi. Det bør ikke have indflydelse på den omsorg jordemødre giver, tværtimod. Inspireret af Ingela Wiklund fra Stockholm kan målet for vores arbejde med fødsler beskrives som: Støtte af sunde og tilfredse mødre, der føder raske børn med en positiv oplevelse af fødslen og så få interventioner som muligt!

Målsætninger for selskabet
Vi formulerede følgende målsætninger på Sandbjerg 2007

  •  Kvinder skal være trygge og have adgang til en jordemoder fra fødslens start
  • Ingen kvinde skal opleve en traumatisk fødsel
  • Vi vil arbejde med at blive tydelige med sprog og holdninger
  • Vi vil blive stærkere fagligt
  • Vi vil vælge en offensiv strategi og tydelig gøre jordemoderens rolle

Sandbjerg Seminaret afsluttedes med en strategi for de kommende års arbejde i selskabet:

1-års strategi:

  •  Monofaglig afklaring af vores kvalitetsmål. Vi indbyder til et visions-seminar i sommeren 2007. Her skal vi udforme en faglig strategi for, hvordan vi vil arbejde med at sikre kvalitet, patienttilfredshed, og optimale betingelser for normale fødsler på fremtidens fødesteder
  • Tværfagligt samarbejde om nationale retningslinier. Vi deltager aktivt i revision af retningslinier for svangreomsorg og arbejdsgruppen for speciale planlægning af gynækologi og Obstetrik.
  • Jordemødre skal trænes i at håndtere kontakt til medierne på en professionel måde.
  • Styrke samarbejdet med vores tværfaglige samarbejdspartnere 5-års strategi:
  • Jordemoderfagligt Selskab nedsætter et uddannelsesudvalg, der får ansvar for at lave et oplæg til en specialistuddannelse som ”Klinisk jordemodervejleder/ Klinisk specialist”. Vi tager udgangspunkt i, at jordemoderkundskab i høj grad er et håndværk, som kan læres af dygtige klinikere, og at vores faglige profil er en blanding af kliniske færdigheder og anvendt evidens.
  • Vi ser den kommende lægemangel indenfor fødselsområdet som en udfordring til opgaveglidning på særlige kompetencer.
  • Jordemoderfagligt Selskab vil arbejde for, at kvaliteten af jordemødres arbejde er høj og at viden holdes ajour gennem korte, kompetencegivende kurser.

Misan Stehouwer er forskningsjordemoder på Skejby Sygehus og formand for Jordemoderfagligt Selskab.