Svangreomsorgens rolle ved spiseforstyrrelser

Kvinder, der har eller har haft en spiseforstyrrelse, giver sig sjældent selv til kende med deres problem. Jordemoderen kan gennem spørgsmål om kost- og motionsvaner pejle sig ind på den gravide kvindes forhold til den forestående vægtforøgelse.

For det første bør man overveje at rådgive disse kvinder til at udsætte svangerskab, til de har fået behandling for spiseforstyrrelsen, og har lagt den bag sig. Det er ikke svært at forestille sig, at vægtøgningen og den psykosomatiske udfordring, en graviditet repræsenterer, er en særlig stor udfordring for disse kvinder og kan disponere for tilbagefald. En stor del af det præventive arbejde med disse sårbare gravide ligger således forud for svangreomsorgen, i den primære sektor og til dels også på fertilitetsklinikkerne.

For det andet vil jeg opfordre til, at vi er opmærksomme på disse kvinder i svangreomsorgen. Dette gælder både de kvinder, der har en aktiv spiseforstyrrelse, men også de med en diagnose af ældre dato, idet resultaterne antyder, at selvom diagnosen er stillet mere end 8 år forud for svangerskabet, så er effekten på gestationsalder og barnets fødselsvægt den samme.

Tillid er nødvendigt
I svangreomsorgen bør man som fagperson ikke lade sig skræmme af problematikken. Som i al anden kontakt med sårbare gravide er det vigtigt at skabe et tillidsforhold og vise, at man tør være tilstede og lytte. Problemet er snarere, at vi for sjældent opdager, at vi har at gøre med en kvinde med en spiseforstyrrelse. Vores tid i konsultationen er yderst knap, og man skal ikke forvente, at det er kvinden selv, der tager problematikken op.

En forsigtig introduktion til emnet finder jeg mere givtig end det direkte spørgsmål om, vorvidt kvinden har eller har haft en spiseforstyrrelse. Man kan nærme sig ved at snakke kost/motion/vægtøgning ved det første svangrebesøg, og spørge den gravide, hvordan hun har det med at skulle tage relativt meget på over en kort periode. Dette vil ofte åbne for en mere dybtgående udspørgning, og afdække om kvinden har, eller har haft, et spiseforstyrrelsesproblem.

Kort og langsigtet behandling
I svangreomsorgen handler det altså først og fremmest om at identificere gravide med en aktuel eller tidligere spiseforstyrrelse. Visse tegn kan give os et praj om, at noget måske er galt: Vort kliniske skøn, overdreven fiksering på kost og motion, hyperemesis, lav prægravid vægt (BMI<18-19), manglende vægtøgning, samt stagnerende vægt i andet trimester.

Hvis kvinden er tydeligt underernæret, handler den kortsigtede behandling om hurtigst muligt at sikre maternel vægtøgning. Den langsigtede behandling rettes mod at etablere et relevant netværk for kvinden med tæt opfølgning af en eller få personer. I konsultationen er det vigtigt at forklare kroppens forandring og det stigende ernæringsbehov, så kvinden kan acceptere vægtøgningen som basis for fosterets vækst. Endvidere bør vægtøgningen hos både den gravide og barnet følges og kvinden bør forberedes på barnets (ernærings)behov efter fødslen. I hele forløbet er det vigtigt at inddrage nærmeste pårørende i et tæt samarbejde med henblik på at forberede forældre/familierollen.

Tværfaglig indsats
Som fagperson er det vigtigt at rådføre sig, og ikke mindst samarbejde tværfagligt, om problematikken. Så vidt muligt bør egen læge, fødestedets læger, evt. diætist og sundhedsplejerske inddrages. Ydermere kan man konsultere psykiatrien, som flere steder i landet har folk med ekspertise i spiseforstyrrelser. Det er mit indtryk, at man nogle steder i landet har en godt organiseret svangreomsorg for disse kvinder, og også mulighed for tæt opfølgning af mor-barn og familiesituationen efter fødslen.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at svangreomsorgen skal have plads til gravide med spiseforstyrrelser. Disse kvinder udgør en sårbar gruppe, der kræver al den omsorg og faglige ekspertise, vi kan give dem.

Jeg vil meget gerne i kontakt med andre jordemødre, der deler min interesse for emnet. Måske kunne der oprettes et netværk af jordemødre indenfor dette felt, hvor både klinisk erfaring og forskningsmæssige aspekter kunne diskuteres.Charlotte Sollid kan kontaktes på e-mail: csollid@remove-this.perinatal.remove-this.dk

Charlotte Sollid er uddannet sygeplejerske i 1988 og som jordemoder i Norge i 1995. Hun er ansat 10 timer ugentligt som kvalitetsudviklingsjordemoder ved fødeafdelingen på Skejby Sygehus, hvor hun er tilknyttet Perinatal Epidemiologisk Forskningsenhed. Charlotte Sollid arbejder desuden som centerjordemoder samme sted.

1. Sundhedsstyrelsen. Spiseforstyrrelser. Forebyggelse og sundhedsfremme nr.10,1997.

2. Turton P, Hughes P, Bolton H, Sedgwick P. Incidence and demographic correlates of eating disorder symptoms in a pregnant population. Int J Eating Disorders 1999;26:448-452

3. Mitchell-Gieleghem A, Mittelstaedt ME, Bulik CM. Eating Disorders and Childbearing: Concealment and Consequences. BIRTH 2002;29:182-191

4. Abraham S. Sexuality and reproduction in bulimia nervosa patients over 10 years. J Psychosom Res 1998;44:491-502

5. Patton GC. Mortality in eating disorders. Psychol Med 1988;18:947-51.

6. Fahy TA, Morrison JJ. The clinical significance of eating disorders in obstetrics [editorial]. BJOG 1993;100:708-10