• Print
  • Bookmark and Share

Sundhedsstyrelsen: Brug for alle kompetencer

Årgang 2012, Nr. 6

Sundhedsstyrelsen har sendt reviderede anbefalinger for barselperioden i høring med høringsfrist den 11. juni.

Af: Anne-Mette Schroll

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye anbefalinger til barselperioden og sendt disse i høring. Anbefalingerne skal erstatte det nuværende kapitel 15 om barselperioden i ’Anbefalinger for Svangreomsorgen’. Samtidig vil de øvrige kapitler blive konsekvensrettet i forhold til høringsudkastet.

Sundhedsstyrelsen påpeger overordnet, at der i anbefalingerne er lagt vægt på, at der er brug for både jordemødres, sygeplejerskers og sundhedsplejerskers kompetencer de første dage efter fødslen, samt at en koordinering af indsatsen er vigtig.

Anbefalingerne fokuserer i højere grad end tidligere på tidspunktet for udskrivelse, og det anbefales, at indlæggelseslængden baseres på en individuel vurdering af mor og barn. En væsentlig forudsætning for tidlig udskrivelse er, at forældrene er velforberedte på den første tid hjemme, blandt andet gennem holdbaseret fødsels- og forældreforberedelse i graviditeten.

Sundhedsstyrelsen skelner i høringsudkastet mellem første- og flergangsfødende i forhold til tilbud om hjemmebesøg efter ambulant fødsel. Flergangsfødende kontaktes på 1. dagen af jordemoder, som vurderer behov for yderligere tiltag, herunder også hjemmebesøg. Førstegangsfødende og hjemmefødende tilbydes hjemmebesøg på 1. dagen. Yderligere skal alle forældre og nyfødte tilbydes en konsultation ved jordemoder i barnets 3. levedøgn, hvor der blandt andet tages hælblodprøve og hørescreenes.

Overordnet overtager sundhedsplejersken herefter barselbesøgene i hjemmet.

Endeligt anbefales det, at familierne - uanset paritet - skal kunne modtage åben rådgivning fra fødestedet døgnet rundt op til syv dage efter fødslen.

Sundhedsstyrelsens udkast til revision af kapitel 15 i svangreanbefalingerne (barselperioden) findes på www.jordemoderforeningen.dk. Her finder du også Jordemoderforeningens høringssvar.