• Print
  • Bookmark and Share

Strammer reglerne for gæstejordemødrene

Årgang 2009, nr. 9, Gæstejordemødre

Ledelsen på Rigshospitalet strammer proceduren for at lade gæstejordemødre forestå ved fødsler. Hidtil har der været åbent for venindefødsler men ikke for privatpraktiserende jordemødre. Fremover vil det kræve, at man er ansat på Rigshospitalets fødeafdeling for at kunne forestå fødsler på afdelingen. Det samme gælder for Hvidovre Hospital.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Proceduren på Rigshospitalet er - foreløbig - at hvis en gravid ønsker at tage sin egen jordemoder med til fødslen, så kan det arrangeres, hvis der i forvejen bliver indgået aftale om det. Gæstejordemoderen kan forestå fødslen, så længe den forløber normalt, men kun hvis der ikke er penge mellem jordemoderen og kvinden.

- Hvis en jordemoder har en privat aftale med en gravid uden, at der er penge imellem dem, så har vi hidtil haft den procedure, at jordemoderen kan føde med kvinden, så længe alt forløber normalt. En af afdelingens faste jordemødre har dog ansvaret og tager over, hvis fødslen ikke forløber normalt, siger Mette Simonsen, ledende jordemoder på Rigshospitalet.

Baggrunden for at man på Rigshospitalet har gjort forskel på venindejordemoderens og betalingsjordemoderens mulighed for at bistå ved en fødsel på Rigshospitalet uden at være ansat der, er ifølge chefjordemoderen, at der er større risiko for bristede forventninger og dermed for klagesager, når en fødsel, hvor kvinden betaler sin jordemoder, ikke forløber normalt. De private jordemødre tilbyder primært assistance ved hjemmefødsler eller fødsler på klinik, så hvis kvinden ender med at føde på hospital, er der større grobund for skuffelse hos kvinden, mener Mette Simonsen.

- Men selvfølgelig kan den fødende vælge at tage sin betalte jordemoder med ind og have hende ved sin side, men hun må ikke tage imod, siger Mette Simonsen.

Slut med jordemødre ude fra
Men snart vil der slet ikke være grund til at skelne mellem, om der er penge mellem jordemoderen og den gravide, eller om der er tale om en gratis venindetjeneste, når ledelsen på Rigshospitalets fødeafdeling fremover skal forholde sig til henvendelser fra gravide eller jordemødre. Øgede krav om kvalitetssikring og krav fra akkrediteringen gør, at ledelsen af Juliane Marie Centret på Rigshospitalet har besluttet at stramme op overfor gæstejordemødrene.

- Fremover vil det være sådan, at hvis man skal fungere som jordemoder på Rigshospitalet, så skal man også være ansat her. Det er en beslutning vi har taget, på baggrund af de øgede krav, der stilles til os om kvalitetssikring blandt andet fra akkrediteringen og de forsikringsmæssige problemer, der kan opstå, siger Mette Simonsen og giver et eksempel fra akkrediteringen.

- Kontrollen bag akkrediteringen består blandt andet i, at de engang imellem laver stikprøvekontrol i journalerne, hvor de beder om at se personalesagerne på de fagpersoner, der har været involveret i en fødsel. Sådan en ville vi jo ikke kunne fremvise, hvis jordemoderen ikke er ansat her eller tilknyttet vores faste korps af vikarer, siger Mette Simonsen.

Krav om kvalitet
Den ledende jordemoder bakkes op af Helle Susanne Pedersen, der er chefkonsulent i Rigshospitalets personaleafdeling. Fra konsulenten lyder et klart nej til at tillade en sundhedsperson,der ikke er ansat på Rigshospitalet, at fungere som fagperson på hospitalet.

- Sygehuset har ikke instruktionsbeføjelse overfor en ikke ansat og dermed kan vi ikke forvente, at en udefrakommende jordemoder følger eller kender vores instrukser, vejledninger og så videre. Bl.a. Sundhedsstyrelsen stiller krav om at alle sygehuse har sådanne instrukser for behandling, og det er vores forpligtelse at sørge for, at de følges. Hospitalet kan blive holdt ansvarligt for det, der sker, hvis en ikke ansat sundhedsperson bliver involveret i problematiske forløb. Så nej, det er udelukket, at nogle faggrupper såsom læger, fysioterapeuter, jordemødre eller andre, kan få lov til at fungere som fagpersoner her på hospitalet og tage aktiv del i behandlingen af patienten, uanset om de bliver betalt af patienten eller ej, siger Helle Susanne Pedersen.

Kun ansatte på Hvidovre Hospital
Heller ikke Hvidovre Hospital tillader gæstebesøg af jordemødre. Indtil for et år siden blev der taget stilling fra sag til sag, og der blev oftest givet tilladelse, når en jordemoder, der ikke var ansat på stedet, spurgte om lov til at føde med for eksempel en veninde eller en søster. I dag er den mulighed lukket, hospitalet kan ikke længere forsvare at lade sundhedspersoner uden ansættelsesmæssig tilknytning til stedet varetage opgaver. Den ændrede praksis kom efter, at chefjordemoder Marianne Skovby Rasmusson valgte at undersøge de juridiske forhold for gæstejordemødre nærmere, da en privatpraktiserende jordemoder henvendte sig og bad om lov til at føde med en kunde. Svaret fra sygehusets jurister var entydigt: Hverken venindejordemødre eller gæstejordemødre kan få lov til andet end at holde i hånd ved fødslen.

- Jeg rejste spørgsmålet overfor juristerne fordi jeg var usikker på, hvordan jeg skulle forholde mig, når en privatpraktiserende jordemoder ønsker at føde med en klient her på Hvidovre Hospital. Svaret var klart: Det er ulovligt. Hvis man ikke har en personalesag her på hospitalet, så må man ikke fungere professionelt, siger Marianne Skovby Rasmusson.