• Print
  • Bookmark and Share

Stort potentiale i at inddrage jordemødre i kommunale opgaver

Årgang 2015, Nr. 5

En ny pjece fra KL og Jordemoderforeningen skal give inspiration til de opgaver, som en jordemoder kan løse i kommunerne.

Af: Jette Poder, informationsmedarbejder


Ved overenskomstforhandlingerne i 2013 indgik KL og Jordemoderforeningen en overenskomst for jordemødre ansat i kommunerne. Overenskomsten er baseret på den kommunale overenskomst for basispersonale på Sundhedskartellets område.

Samtidig blev det aftalt, at parterne i perioden 2013 til 2015 i fællesskab skulle udarbejde materiale, som belyser, hvordan jordemødres kompetencer kan anvendes i den kommunale sektor. Det er der nu kommet en pjece og en video ud af.

- Vi har arbejdet tæt sammen med KL efter vores overenskomst i 2013, der lagde rammen for ansættelse af jordemødre. Med den fine og velunderbyggede pjece har vi fået et fælles oplæg til det videre arbejde. Der har været et fint samarbejde mellem KL’s team og Jordemoderforeningen, og der er grund til at være optimistisk med hensyn til kommuners øje for jordemoderkompetencer – til gavn for samarbejdet om den bedste sundhed for borgerne, udtaler Lillian Bondo.

Det kan jordemødre
Pjecen giver en række konkrete eksempler på nogle af de opgaver, som jordemødre kan varetage i kommunalt regi.

På arbejdsmiljøområdet kan kommunerne fx gøre brug af en jordemoder, som gennem samtaler og vejledning kan være med til at sikre en god trivsel blandt gravide på arbejdspladsen. Dermed kan en del unødvendigt sygefravær undgås. Gravide i Danmark har ifølge en undersøgelse fra SFI fra 2010 i gennemsnit 48 dages graviditetsbetinget sygefravær, frem til de går på graviditetsorlov.

Jordemødre kan også bruges som vejledere i seksuel sundhed fx i en kommunes ungemodtagelse. De kan arbejde med sårbare gravide og familier, og de kan arbejde med generel sundhedsfremme. Endvidere kan de arbejde som forløbskoordinatorer mellem fødegang og hjemkomst.

I videoen, som supplerer pjecen, fortæller to jordemødre om deres arbejde i kommunalt regi. Endvidere fortæller personalechefen i Fredensborg Kommune og en ledende sundhedsplejerske i Holstebro Kommune om deres opfattelse af brugen af jordemødre i kommunerne.

Faggrupper på tværs
Lillian Bondo mener, at eksemplerne i pjecen vil få både den politiske og den administrative ledelse i kommunerne til at få øjnene op for jordemødrenes kompetencer:

- Med de eksempler, der gøres rede for i pjecen, kan både politisk og administrativ ledelse i kommunerne få et billede af, hvor jordemoderen – eller jordemødrene – passer ind. Vi ser jo, at jordemødre i disse år søger bredere ud, og de kompetencer, som den enkelte jordemoder opnår i sit virke med forebyggelse i sin regionsansættelse eller i særlige projekter, er gode at inddrage i den generelle forebyggelse i kommunerne.

Formanden for KL’s Social- og Sundhedsudvalg Thomas Adelskov understreger, at det er vigtigt at trække på forskellige kompetencer til kommunernes komplekse sundhedsopgaver:

- Vi løser mange forskellige sundhedsopgaver i kommunerne, og derfor er det vigtigt, at vi også har adgang til forskellige kompetencer. Her kan jordemødrene spille en rolle. Det gælder både i forhold til sundhedsfremme, et godt arbejdsmiljø og den sociale indsats, hvor fokus i stigende grad er på at sætte tidligt ind. Jeg håber, at denne folder kan vise kommunerne, at der er god synergi i at tænke faggrupperne i kommunen på tværs, så hver især bidrager der, hvor de er bedst, siger Thomas Adelskov. Pjecen sendes ud til social- og sundhedsdirektører, børne- og ungedirektører og personalechefer i samtlige kommuner med opfordring til at sende den rundt til relevante afdelinger. 

På youtube kan filmen ´Jordemødre i kommuner` ses, og pjecen findes her. Materialet ligger også på www.personaleweb.dk