• Print
  • Bookmark and Share

SMÅT: Det normale køn

Årgang 2014, Nr, 3

Moden ændrer sig. Også når det gælder den ønskede størrelse på kønslæber. Det og meget andet kunne man høre om på GynZones årlige symposium, der var arrangeret i samarbejde med Jordemoderforeningen.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Hvor lange er de små kvindelige kønslæber i gennemsnit? Og er de altid skjult bag de store kønslæber? Og hvad får kvinder til at føle sig så dårligt tilpas med deres kønsdele, at de vælger at få dem opereret? Det har Annemette W Lykkebo, der er overlæge ved Kolding Sygehus, undersøgt. Resultatet fortalte hun de godt 100 deltagere, der havde fundet vej til symposiet i Århus den 13. marts.

På baggrund af en stigning i antallet af kønslæbeoperationer satte overlægen sig for at undersøge, hvordan det egentlig forholder sig med størrelsen af de udvendige kvindelige kønsorganer, og i hvilket omfang kvinder føler sig normale eller unormale på det område. 250 kvinder, der var henvist til gynækologisk ambulatorium på Kolding Sygehus af anden årsag, blev bedt om at indgå i undersøgelsen, hvor de små kønslæber blev målt på yder- og indersiden. Variable som alder, højde, BMI, paritet og brug af hormoner blev noteret og det blev beskrevet, om de store kønslæber dækkede de små. Endelig blev kvinderne bedt om at fortælle, om de opfattede deres kønsdele som normale. Antallet af kvinder, der får foretaget operationer på kønslæberne, lå i 2012 på 693. Knap halvdelen blev foretaget på offentlige sygehuse og resten hos praktiserende gynækolog eller i privat regi.

Siden loven blev ændret i 2003, har det været forbudt at foretage kvindelig omskæring forstået som alle indgreb, hvor der fjernes større eller mindre dele af de kvindelige ydre kønsorganer af kulturelle eller traditionsbestemte grunde. Lovgivningen blev til for at forhindre omskæring af piger og unge kvinder, men har siden skabt debat om voksne, myndige kvinders mulighed for selv at vælge en kosmetisk operation. Når der bliver foretaget operationer i dag vil indikationen for eksempel være gener i forbindelse med fysisk udfoldelse, sport eller sex. En del kvinder, der dyrker cykling på et højt niveau, får reduceret kønslæberne.

De kvindelige kønslæber bliver ikke længere med alderen, og fødsler gør dem heller ikke større eller længere. Der er en tendens til at labia minora er mindre ved stigende BMI.

Men hvor lange er de små kønslæber så - og hvem er det, der føler sig unormale?

- I lærebøger kan vi læse, at de ydre kønslæber altid dækker de små. Men det er ikke rigtigt, så de må skrives om, sagde Annemette Lykkebo.

For hvis fagfolk sidder inde med en fejlagtig opfattelse af, hvordan den kvindelige anatomi normalt ser ud, hvordan skal kvinderne så kunne have et mere nuanceret og realistisk billede?

Undersøgelsen viste, at kun hos 45 procent var de små kønslæber dækket af de store. 87 procent af kvinderne opfattede deres kønsdele som normale. Blandt de 13 procent, der ikke følte sig normale, havde tre ud af fire synlige små kønslæber. Den gennemsnitlige størrelse på en lille kønslæbe er 15.5 mm. Program og præsentationer fra symposiet findes på www.gynzone. dk under Symposium 2014.