• Print
  • Bookmark and Share

Sejr til jordemødre i Thorshavn

Årgang 2007, nr. 2

13 jordemødre fra Landssygehuset trak deres opsigelser tilbage efter, at de fik lovning på en jordemoder i den kirurgiske ledelse.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Det så sort ud for de gravide og fødende i Thorshavn, da alle 13 jordemødre på Landssygehuset i midten af december sagde deres stillinger op. Baggrunden var længere tids utilfredshed med ledelsesforholdene på sygehuset, hvor ledelsen ikke ville anerkende, at graviditet, fødsel og barsel er et jordemodervirksom- hedsområde. Den sidste dråbe, der fik jordemødrenes bæger til at flyde over, var en beslutning om at hele barselområdet skulle under ledelse af en sygeplejerske. Forud gik otte års usikkerhed om posten som ledende jordemoder, der blev forlænget for korte perioder ad gangen. Med udsigten til at skulle skaffe vikarer til at tage sig af de knap 600 gravide og fødende, der hvert år er i Thorshavn, blandede Færøernes sundhedsminister sig i konflikten.

Sundhedsministeren har nu meddelt, at graviditet, fødsel og barsel er et jordemodervirksomhedsområde, og at der derfor skal etableres en ny enhed, hvor der ansættes en ledende jordemoder. Denne får faglig, administrativ og økonomisk ledelse af jordemodervirksomheden på sygehuset og i primærsektoren og bliver ansat på niveau med ledende sygeplejerske og ledende overlæge på kirurgisk afdeling. Den ledende jordemoder kommer til at varetage den øverste faglige jordemoderledelse i landet, hvilket bl.a. betyder, at de to andre sygehuses jordemødre kommer til at referere til hende. Hun får desuden en rådgivende funktion i Sundhedsministeriet, og får plads i et rådgivende fødeplansnævn. På landssygehuset ansættes en afdelingsjordemoder.