Hun er gravid og 17 år, med begyndende angstanfald og udsigt til at blive alenemor. Hun er sprunget fra to uddannelser, har ikke noget job, er bange for at miste sin kontanthjælp og har ikke den store tillid til ‘det offentlige’.
Vores fiktive gravide kunne være en af de skønnet 10-12 ud af 100 gravide, der er visiteret til det, Sundhedsstyrelsen kalder omsorgsniveau 3.
Det er gravide, der på grund af psykiske/psykiatriske problemer og sværere sociale problemer har brug for ekstra omsorg og støtte under graviditet og fødsel.
Det er også de gravide, der er ramt af ulighed i sundhedssystemet, fordi de – trods deres udsatte position – får mindre hjælp end andre gravide. Eller som projektleder og udviklingsjordemoder, Pernille Texel, forklarer det: Det er gravide, som ofte ikke mestrer eller magter at komme til en aftale. De har ikke ressourcerne til det.
Men i et samarbejdsprojekt ‘Graviditeten – begyndelsen til et nyt liv’, mellem Ballerup Kommunes sundhedspleje og Herlev Hospital er det lykkedes at fastholde 53 udsatte gravide, få dem til at møde op til alle aftaler og at gøre overgangen mellem sektorerne nærmest usynlig. To jordemødre og seks sundhedsplejersker har været med.
Partnerskab med 53 gravide
Nogle af de høstede frugter i projektet har været lavthængende. For eksempel at få de gravide til at tilmelde sig NemSMS, så de altid 24 timer før en aftale med blandt andre læge eller jordemoder fik en påmindelse på mobilen.
Men langt vigtigere er det, at jordemødre og sundhedsplejersker har været på fælles hjemmebesøg hos den gravide i uge 25-28. Her har den gravide i trygge rammer kunne fortælle om sit liv og sine vilkår, og jordemoderen har kunnet fungere som brobygger, fordi hun har mødt den gravide forinden.
Eller som en deltager i projektet har formuleret det:
“Jeg er på medicin, og det ved x (jordemoder i projektet). I den forbindelse var det utrolig rart, at de oplysninger, som handlede om dét, blev videregivet, mens jeg hørte på det. (….) Jeg følte, at jeg ikke bare blev en person på medicin, der blev talt om. Det var rigtig rart.”
Projektleder, Pernille Texel, supplerer:
– Det betyder meget for de gravide, at jordemødre og sundhedsplejersker har været gæster i hjemmet og vist, at de ville den gravide og hendes barn. Det viser evalueringerne.
Relevante tilbud
Når et tidligt fælles besøg i graviditeten er så vigtigt, at det er ikke alene, fordi det gør jordemoder og sundhedsplejerske klogere på, hvem den kommende mor er. Det giver dem også viden om, hvilke tilbud og støtteforanstaltninger, der kunne være relevante foruden at få en tidlig snak om amning, udstyr til baby, om mødregruppen skal være for unge mødre osv.
– Hvis det er en ung kvinde med en usikker boligsituation, er det jo langt bedre, at vi får fundet en løsning under graviditeten, frem for at vi skal til det, når hun står med barnet på armen, siger leder af sundhedsplejen, sundhedsplejerske Maria Bjørking.
Jordemoder og sundhedsplejerske har dermed kunne bygge bro til andre dele af forvaltningen, jobcentre etc. og samtidig sikret en glidende overgang fra region til kommune efter fødslen. Det har skabt tryghed og tillid blandt de gravide, når de ikke skulle starte forfra med et nyt menneske efter fødslen, men vidste, hvem der kom og hvornår. Eller som en deltager beskriver mødet med sundhedsplejersken:
“Vi fik lavet en konkret aftale om, hvornår hun skulle besøge mig efter fødslen. Det var virkelig trygt.”
Jordemoder som murbrækker
Jordemoder og sundhedsplejerske har som en del af projektet også stået til rådighed pr. sms og mail under graviditeten, og selvom det ikke har stormet ind med sms’er, har det alligevel haft en effekt.
Nogle af deltagerne har følt, at jordemoderen var en slags veninde, fordi de kunne skrive til hende, hvornår de ville og spørge om hvad som helst. Og de fleste deltagere har snakket med fagpersonerne om andet end fødsel og graviditet.
Pernille Texel taler om empowerment af den enkelte gravide. At den gravide er blevet inddraget og selv har været med til at tage ansvar. At hun sammen med de fagprofessionelle har planlagt det videre forløb og lagt aftaler i sin virtuelle kalender om fx et rygestop-kursus eller mere motion. Og at den gravide har kunnet stille spørgsmål via sms, når det passede hende.
– Man taler om digitalisering, at det er mobiltelefoner, iPads og mails, der gør os tilgængelige, og at det gør en forskel. Men essensen er jo partnerskabet på tværs af faggrupperne og sammen med den gravide – at vi taler sammen. Det skaber trygheden, siger Pernille Texel.
Øjenåbner
Hvis man spørger til, hvad der har været det mest overraskende i projektet, er det den funktion, jordemoderen har haft som brobygger til sundhedsplejen.
Leder af sundhedsplejen, Maria Bjørking, siger:
– Vi har allerede et tilbud om, at vi kan komme en til to gange før fødslen til blandt andet førstegangsfødende. Der er bare ikke særligt mange, der tager imod det. Det her projekt har vist, hvor vigtigt det er, at jordemoderen siger god for os, at hun er den, der skaffer os adgangsbilletten til de gravide. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var nødvendigt at sælge os på den måde, siger sundhedsplejersken.
Pernille Texel uddyber:
– Man skal jo ikke have set meget af “De unge mødre” med Kaare Sand, før man opdager, at de her gravide ikke har meget tillid til det offentlige. De er bange for, at barnet bliver taget fra dem, fordi deres erfaring er, at de hele tiden risikerer at miste noget, fx retten til kontanthjælp. Når det er lykkedes at overkomme modstanden i det her projekt, er det blandt andet fordi jordemoderen, som jo bare er ‘hende, der mærker på maven’, blåstempler sundhedsplejersken, siger Pernille Texel.
Faggrupper har flettet fingre
Men hvordan er samarbejdet mellem de to faggrupper så gået i projektet? Ret så gelinde, hvis man spørger projektlederen og sundhedsplejersken.
– De to faggrupper har flettet fingre, som de selv formulerer det i evalueringen, forklarer projektleder Pernille Texel.
– Jordemødre og sundhedsplejersker har inviteret hinanden med på hjemmebesøg og har ikke haft fokus på, hvem der nu taler, og ‘er det nu ikke mit fagfelt, hun bevæger sig ind på’. De har haft fokus på, hvorfor de nu var her – nemlig for den gravides skyld og for at understøtte indsatsen i øvrigt, siger projektlederen.
Med en formel betegnelse hedder det interprofessionel læring og samarbejde, når faggrupper lærer af hinanden og arbejder sammen med patienten om den bedst mulige indsats.
Og Maria Bjørking synes, det har fungeret:
– Jeg synes, der har været et meget fint flow i samtalerne hos den gravide, selvom vi ikke på forhånd har fordelt, hvem der skulle sige hvad. Nogle gange har vi som sundhedsplejersker måtte vige pladsen for jordemoderopgaverne, men så har vi aftalt et nyt besøg med familien. Vi har arbejdet sammen om det fælles mål, at vi ville give familien de bedst mulige vilkår. Det har været fantastisk, siger hun, som også har sat pris på noget andet i projektet:
– Nogle af de her sager er jo lidt svære at håndtere, og så har det været rigtig godt at have en sparringspartner i jordemoderen, siger hun.
Dyrt projekt på den korte bane
Projektet benytter sig af enkle metoder for at fastholde de udsatte gravide. Til gengæld er det relativt dyrt at jonglere rundt med jordemødre, sundhedsplejersker, møder og vagtplaner. Det har også betydet mere arbejde for sundhedsplejerskerne i form af fx kontakt med andre dele af forvaltningen.
– Men det har været mere arbejde på den gode måde, siger Maria Bjørking. Konsekvenserne af, at socialt udsatte gravide ikke får tilstrækkelig støtte, kan være for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, flere indgreb under fødslen og dårlig tilknytning mellem forældre og barn senere. Det har ikke bare store menneskelige omkostninger, men også samfundsøkonomiske.
Men har projektet så formået at udjævne ulighederne og sikret normalvægtige børn født til tiden?
– Det har vi slet ikke målt på. Det skulle i så fald have været et helt andet forsøg og ikke en gruppe på kun 53 gravide, forklarer Pernille Texel.
– Men vi har sammenlignet projektets gravide med en tilsvarende gruppe gravide fra året før, og vi kan se, at de 53 gravide i vores projekt er kommet til alle deres aftaler. Så vi har altså formået at fastholde dem og indgå et partnerskab, forklarer projektlederen.
Projektets jordemødre og sundhedsplejersker har da også et klart ønske om at videreføre samarbejdet. Og især det tidlige fælles møde i graviditeten er vigtigt, fordi det danner basis for en større forebyggende indsats. Det er alfa og omega, mener Maria Bjørking. Men måske kommer designet til at se lidt anderledes ud.
– Det er jo rigtigt dyrt, når jordemoderen skal på besøg i hjemmet, så det kommer man nok til at give køb på, siger Pernille Texel.
– Men sundhedsplejerskerne er vant til at cykle rundt til kvinderne, og de kan jo godt cykle hen til jordemoderen i stedet for. Det, der er vigtigst her, er etableringen af partnerskabet, og at den gravide selv får mulighed for at fortælle sin historie. Men det kræver også en stor velvilje til at samarbejde blandt de professionelle – det kræver ildsjæle, siger Pernille Texel.
Om projektet
Samarbejdsprojektet ’Graviditeten – begyndelsen til et nyt liv’ mellem Herlev Hospital og Ballerup Kommune løb fra medio 2013 til medio 2015. Region Hovedstadens ’Pulje om samarbejde med kommuner om svage grupper’ støttede projektet, som desuden blev kommunalt medfinansieret i form af blandt andet medarbejdertimer. Projektet har udarbejdet et udkast til en fremtidig samarbejdsaftale, som lederne fra henholdsvis Herlev Hospital, gynækologisk-obstetrisk afsnit og sundhedsplejen i optageområdet nu forholder sig til.