• Print
  • Bookmark and Share

Risiko for tunnelsyn

Årgang 2015, Nr. 5

Det første større faglige arrangement med kredsforeningerne som initiativtagere fandt sted på Skejby Sygehus. Her blev lokale faglige aktiviteter præsenteret, og der var lagt op til debat om, hvordan vi sikrer helhedssynet på fødslen.

Af: Anne-Marie Kjeldset, foto: Anne-Mette Schroll

Fra venstre: Charlotte Sollid, basisjordemoder, Trine Uldbjerg, basisjordemoder, Tanja Lyth, tillidsrepræsentant og kredsformand, samt Rikke Damkjær Maimburg, forskningsleder. 

 En fødestol, fire jordemødre og et sæt data var starten på en velbesøgt temadag på Århus Universitetshospital Skejby. Datasættet stammede fra et projekt, der undersøgte forekomsten af bristninger, når den fødende benytter fødestolen under de sidste presseveer, og de fire jordemødre var Rikke Damgaard Maimburg, Charlotte Sollid, Trine Uldbjerg og Tanja Lyth. Dagsordenen for mødet var den videre brug af fødestolen, men det udviklede sig blandt andet til en snak om risiko for at blive blind for fødslens helhed, når man beskæftiger sig med et lille hjørne af den. 

- Hvis man har fuld opmærksomhed på én ting, for eksempel brug af fødestol eller beskyttelse af perineum, så kan man få tunnelsyn, der skygger for, at man ser fødslen i sin helhed og mangfoldighed, forklarer Tanja Lyth, der er tillidsrepræsentant på Skejby Sygehus og formand for jordemødrene i Region Midt. Snakken udviklede sig og kulminerede den 8. juni i en temadag med titlen ’Fødslens mangfoldighed’ med Jordemoderforeningens midtjyske regionskreds som primus motor.

- Spørgsmålet var bare, om folk var interesserede i at komme til sådan et arrangement, som skulle handle om de faglige projekter og initiativer på Skejby og om de rammer, som vi er i, siger Tanja Lyth, der undervejs involverede de andre kredsformænd i arrangementet. Alle gav tilsagn om, at de ville bidrage økonomisk til dagen i forhold til antal deltagere fra egen kreds.

- Mange jordemødre føler sig presset af de mange retningslinjer, vi har på afdelingen. Blandt de unge handler det måske mest om, at de er nærmest afhængige af dem, fordi de føler, at de kan ”hænge deres hat” på dem. Som ny jordemoder kan man nemt komme til at glemme det individuelle skøn, når man har meget fokus på at følge retningslinjerne, siger Tanja Lyth, der ikke er blevet afskrækket af det store arbejde, som det har været at arrangere temadagen.

- Jeg vil gerne være med til som kredsformand at lave for eksempel workshops, hvor data og erfaringer på udvalgte emner bliver vendt og diskuteret. Som tillidsrepræsentant er man tættere på det faglige, der sker på arbejdspladserne, end foreningens sekretariat har mulighed for at være. Hovedforeningen kan så stå for arrangementer, der mere ser tingene i helikopterperspektiv, foreslår kredsformanden. 

 

 

 

På Aarhus Universitetshospital, Skejby, er der blevet gjort status over erfaringer med brug af fødestol ved forløsning. Der er indsamlet information om de fødsler, der har foregået på stolen, siden den blev taget i brug og frem til i dag. I studieperioden fra 2009 til 2012 foregik 11 procent af alle normale fødsler på stolen. På baggrund af studiets resultater - øget forekomst af grad 3 og 4 bristninger ved fødsel på stol hos nogle brugergrupper - er retningslinjerne for brug af fødestol ved forløsning blevet ændret for at øge opmærksomhed på korrekt brug og korrekt brugergruppe. Ændringen har medført, at forekomsten af grad 3 og 4 bristninger på fødestol nu ligger på linje med andre fødsler. Antallet af forløsninger på fødestolen er dog reduceret til en tredjedel. Resultaterne fra projektet bliver i øjeblikket sammenskrevet til en videnskabelig artikel.