Rettigheder og trusler

Begrebet freebirthing er i de seneste år blevet introduceret i Danmark og har fået en del opmærksomhed. Freebirthing, hvor kvinder vælger at føde uden, at der er en jordemoder eller en læge til stede, har været genstand for forskning i blandt andet Sverige, Storbritannien, Holland og Australien, men ikke i Danmark.

Kvindernes begrundelser for at frabede sig jordemoderbistand ved fødslen varierer, men gennemgående tema er, at de ønsker en uforstyrret fødsel og at de mener, at hospitalets rutiner og fokus på risici ville gribe forstyrrende ind. Dårlige erfaringer med fødselspersonale ved tidligere fødsler er også blandt begrundelserne. Flertallet af kvinder, der ønsker freebirth, er veluddannede, de har født før og er meget bevidste om fordele og ulemper ved at føde uden sundhedsfaglig assistance.

Der findes ikke tal over, hvor mange kvinder, der vælger jordemoderen fra. Det skyldes blandt andet, at fødsel i hjemmet uden en jordemoder i nogle tilfælde vil blive registreret som en ikke planlagt hjemmefødsel. Fænomenet freebirthing får imidlertid stor opmærksomhed i medierne – ikke mindst de sociale – når en kvinde står frem med sin historie.

Spørgsmålet om man må føde uden en jordemoder eller en læge bliver jævnligt rejst, ligesom der er meldinger om, at nogle fødesteder overvejer at lave en underretning til kommunen, hvis en kvinde vælger at føde uden en jordemoder eller på anden måde går mod anbefalinger, som fødestedet kommer med. Det kan handle om kvinder, der vælger at føde hjemme, selvom de for eksempel har diabetes, barnet ligger i underkroppræsentation eller de har blødt meget ved en tidligere fødsel.

Patientrettigheder
Sundhedsloven pålægger regionerne at yde forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder og jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet. Samme lov beskriver patientens ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Patienten har også ret til at frabede sig både information og behandling.

Gravide har altså i følge Sundhedsloven ret til at føde hjemme med en jordemoder og til at sige fra overfor fødestedets øvrige tilbud og behandlinger.

Men der er også anden lovning på spil ved fødsler. I straffelovens § 251 står der, at ”en kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for fare, straffes med fængsel i op til et år”.

Retspraksis omkring straffelovens § 251 er meget sparsom og af ældre dato og er derfor svær at bruge. Så vidt Tidsskrift for Jordemødre er orienteret, er der ingen kvinder, der er dømt efter paragraffen i nyere tid – formentlig i mere end 100 år.

Det er ikke nærmere præciseret i straffeloven, hvad en uforsvarlig fødsel er. I lovgivningen står der ikke noget om, hvorvidt sundhedspersonale skal være til stede ved fødslen, for at den er forsvarlig. Det vil altid være en tolkningssag.

Straffeloven vil også gælde, når kvinden føder på et hospital, og et skrækscenarie kunne være, at sundhedsprofessionelle anser det for uforsvarligt over for barnet, hvis en kvinde modsætter sig at blive sat i gang, insisterer på at føde et barn i underkropspræsentation vaginalt osv.

Men også her vil det være en tolkningssag om moderen gennem sit valg eller fravalg udsætter barnet for fare.

I dansk lovgivning har fosteret ikke en selvstændig retsstilling og kvinden kan derfor ikke på denne baggrund tvinges til en behandling eller til at vælge et særligt fødested.

Den særlige underretningspligt
Jordemødre har en skærpet underretningspligt, der går forud for tavshedspligten. Underretningspligten betyder, at en jordemoder har pligt til at reagere på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn eller ung har behov for særlig støtte.Den særlige underretningspligt gælder kun, når jordemoderen udøver sit erhverv – ellers gælder den almindelige underretningspligt også for jordemoderen. Jordemoderens skærpede underretningspligt er ikke opfyldt ved, at hun opfordrer sin leder til at foretage denne.

Det har ikke været muligt for Tidsskrift for Jordemødre at få et tal over, hvor mange underretninger, der foretages af jordemødre i tjeneste. Og dermed har det heller ikke været muligt at få et overblik over, hvor ofte en jordemoder eller en fødeafdeling indgiver en underretning på baggrund af, at en kvinde handler mod givne sundhedsfaglige råd. Jurist Linda Klingenberg, der har arbejdet med indberetning af underretninger i en kommune, fortæller at der årligt i alt er 2.000 underretninger på 0-årige.

– Generelt set kommer ca. 17 procent af underretningerne fra sundhedsvæsnet, herunder fra sundhedsplejen, somatiske afdelinger og psykiatrien. Så vil jeg gætte på, at det er max en fjerdedel af dem, der kommer fra jordemødre, siger hun.

Ann-Birgitte Havelund Nielsen, der er afdelingsjordemoder på Aarhus Universitetshospital, Skejby, har jævnligt samtaler med jordemødre og læger om indgivelse af underretning i disse situationer.

– Jeg spørger som leder, om der er noget, der gør jordemødrene utrygge i forhold til en gravid kvindes forældreevne, for det er jo det, en underretning handler om, siger afdelingsjordemoderen, der godt kan forstå jordemødres og lægers frustration, når de mener, at de gør det bedste for kvinden og barnet.

– Det er meget naturligt, at man som fagperson bliver meget frustreret, hvis en kvinde vælger noget, som man fraråder ud fra den viden og erfaring, man har. Men det er vigtigt at skelne mellem egne frustrationer over ikke at blive imødekommet som sundhedsfaglig og den reelle bekymring for, hvad kvindens valg vil betyde for barnet, siger Ann-Birgitte Havelund Nielsen. Hun er også stødt på udsagn i Facebook-grupper, hvor kvinde har følt sig blev truet med at blive underrettet til kommunen af egen læge, fordi de sagde nej til ultralydsscanning.

– Vi kan have meget svært ved at acceptere, at nogen siger nej til de tilbud, som vi mener, giver mening. Og så risikerer vi at gribe til underretning, som er den patriarkalske tilgang til samarbejdet med patienten. Jeg så gerne, at fokus i meget højere grad var på kvindens og patientens selvbestemmelse og på understøttelse af det frie valg, som WHO også anbefaler det, siger hun.

– Det er meget voldsomt at blive truet med underretning og hvis vi går ned ad den vej, hvor vi bruger underretning til at disciplinere kvinderne, så risikerer vi at komme ud på en glidebane, hvor vi måske ender med at overveje at underrette en kvinde til kommunen, hvis hun ikke vil have et vestimulerende drop, advarer afdelingsjordemoderen vel vidende, at det kan være svært for sundhedspersoner at agere mellem retningslinjer og patientens ret til selvbestemmelse.

– Vi har rigtig mange retningslinjer og vi har en fejlfindingskultur, der kan være med til, at sundhedsfaglige presser mere på, end de lytter. Det kan være svært at agere i som sundhedsperson, siger hun.

Jeg har ikke hørt om det, siger juristen, der stærkt opfordrer alle med særlig underretningspligt til at handle ud fra faglighed. Ikke ud fra mavefornemmelse og fordomme.

– Det, der skal vurderes, er, om barnet efter fødslen har brug for en særlig indsats fra kommunen, siger hun.

I Ankestyrelsen, hvortil der også kan sendes underretninger, har man ikke modtaget underretninger, der alene bunder i, at en gravid kvinde eller en nybagt mor handler mod givne faglige råd fra jordemødre eller sundhedsplejersker om fx amning, hjemmefødsel eller vaccination.

Afgørelse om underretning og tavshedspligt

Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn har behandlet flere sager, hvor borgere klager over, at der lavet underretning på dem uden deres samtykke. I en afgørelse, hvor en gravid kvinde klager, fordi hun finder, at en jordemoder har sendt urigtige oplysninger om hende og brudt tavshedspligten, får kvinden medhold i dele af klagen. I den pågældende sag var jordemoderen bekymret, idet scanning havde påvist væksthæmning hos barnet og på grund af moderens lave BMI og meget beskedne vægtøgning i graviditeten. Jordemoderen oplevede desuden, at kvinden var hektisk, meget talende og svær at kommunikere med. Kvinden havde et forløb i distriktspsykiatrien og et aktivt forbrug af cannabis for at falde i søvn, men ønskede ikke kontakt med Familieambulatoriet. Kvinden havde over for flere jordemødre givet udtryk for, at hun ikke ønskede at føde naturligt og at hun kun ville amme barnet i et døgn efter fødslen. Kvinden havde på grund af uoverensstemmelser, som blandt andet skyldtes hendes egen undervægt og lille vægtøgning, fravalgt at gå til jordemoder på fødestedet. Disciplinærnævnet skriver i afgørelsen, at jordemoderens konkrete skøn samt hendes vurdering af, at der var behov for at underrette kommunen, var korrekt. Nævnet vurderede, at det var relevant at indgive underretning på grund af moderens forbrug af cannabis samt på baggrund af kvindens kontakt med distriktspsykiatrien. Jordemoderen handlede altså overordnet korrekt og med omhu, da hun indgav underretning til kommunen om kvinden uden kvindens samtykke. Nævnet vurderede imidlertid samtidig, at jordemoderen i dele af underretningen har brudt sin tavshedspligt, idet underretningen indeholder oplysninger, som ikke kan antages at have væsentlig betydning for kommunens sagsbehandling. Det drejer sig om oplysningen om, at kvinden ikke ønskede at amme i længere tid. I begrundelsen skriver nævnet, at kvinder kan have forskellige begrundelser for ikke at ønske at amme og at det er kvindens valg – ikke pligt – at ernære barnet ved amning. Kvindens ønske om at føde ved kejsersnit vurderede nævnet heller ikke var relevant for underretningen, da det også forekommer i andre tilfælde og at kvindens ønske dermed ikke kan udgøre en bekymring for det ufødte barn. Nævnet mener heller ikke, at det er relevant at anføre bekymring for kvindens eller barnets vægt eller om kvindens kommunikationsevner. Kilde: www.stpk.dk  Linda Klingenberg er jurist og indehaver af rådgivningsfirmaet ’Min Private Rådgiver’ (www.minprivateraadgiver.dk)