Pioneren

Arbejdet som privatpraktiserende jordemoder har ændret sig markant i det seneste halve århundrede. Krav fra brugerne om bedre omsorg og hospitalisering af fødslerne er væsentlige årsager.

Hanne Lunøe har arbejdet som privatpraktiserende jordemoder i halvdelen af sit erhvervsaktive liv. Den 68-årige nu pensionerede jordemoder var med, da de privatpraktiserende jordemødre måtte vige til fordel for offentlig ansættelse i starten af 70’erne. Og hun var en af pionererne, da interessen blandt jordemødre for at gå nye og private veje, blev vakt i begyndelsen af 90’erne. I frustration over manglende selvbestemmelse og stive rutiner på fødeafdelingen på Holbæk Sygehus, hvor Hanne Lunøe var ansat fra 1987 til 1991, sagde hun op og satsede i stedet på en ny karriere som privatpraktiserende jordemoder med udgangspunkt i det nedlagte husmandssted i Odsherred, hvor hun stadig bor.

Hanne Lunøes første periode som privatpraktiserende jordemoder og som jordemoder ansat på privat klinik var i slutningen af 60’erne og starten af halvfjerdserne – en periode hun ikke ser tilbage på med udelt faglig stolthed. Servicen var ind imellem i bund, mens fødselstallet til gengæld var i top.

– Jeg har oplevet på et år at have 205 fødsler på Hørsholm fødeklinik, hvor jeg var tilknyttet som privat jordemoder. Det var en god forretning, men kvinderne fik heller ikke den samme service, som de gør i dag. Vi dopede dem for at kunne nå det hele, de fik noget Stesolid og så kunne de ligge og ”nulre” og passe sig selv, til de blev 8 cm. En fødsel tog sjældent mere end fire timer, hvor de var på fødeklinikken, fortæller Hanne Lunøe, der alligevel hylder privatpraksis som en ideel måde at organisere svangreomsorgen på.

Kvinderne har altid ret
I dag spiller klaveret helt anderledes, hvis man vil have succes som udbyder af ydelser i sundhedsvæsnet. Det gælder ikke mindst for fødsler. De gravide er blevet forbrugere og stiller krav.

– Det var en forretning jeg drev i de 14 år, jeg fungerede som privatpraktiserende jordemoder i Odsherred og i en forretning har kunden altid ret. Og kvinderne begyndte heldigvis at stille krav til den omsorg, de fik. De ville ikke bare lægges ned på ryggen, når de skulle føde. De ville selv have indflydelse på deres fødsler og selv være med i planlægningen, fortæller Hanne Lunøe.

Da hun i 1991 satsede på at ernære sig som privatpraktiserende jordemoder for gravide, der ønskede at føde hjemme, var det småt med bestillingen det første år. Men et tilbud om fødselsforberedelse i vand, som hun satte i stand med sig selv som underviser i svømmehallen i Asnæs, fik gang i forretningen. Odsherred er et lille område og mund-til-mund-metoden var en effektiv kommunikationskanal og det blev kendt, at der var en jordemoder i området, der havde specialiseret sig i hjemmefødsler. Da interessen for at føde hjemme viste sig at være stor efter, at Nykøbing Sjællands sygehus ikke længere lagde personale og lokaler til fødsler, blomstrede hjemmefødselsforretningen og dermed opstod ideen om at få en aftale med amtet om finansiering.

– Jeg fødte med sundhedsudvalgsformandens kone og det var nok med til at bane vejen for en aftale med amtet om honorering pr. fødsel, så kvinderne ikke selv skulle betale, fortæller Hanne Lunøe. Forsøg på at få Jordemoderforeningen til at indgå aftalen mislykkedes. Jordemødre skulle være ansat af det offentlige – ikke være private, fandt foreningen.

– Jordemoderforeningen kunne ikke indgå aftalen med amtet på grund af manglende hvil og frihed, men jeg så det fra mit synspunkt og så måtte jeg selv forhandle aftalen og det gjorde jeg så, siger Hanne Lunøe.

Med aftalen var der ikke længere penge mellem Hanne Lunøe og de gravide. Jordemoderen fik fuldt honorar pr. fødsel, hun varetog efter graviditetens 36. uge og reduceret honorar, hvis kvinden fødte tidligere.

Vi laver selv komplikationerne
I de kommende år steg hjemmefødselsraten i Hanne Lunøes optageområde, der omfattede Vestsjællands Amt. Fra at der var 23 indskrevne til hjemmefødsel i 1992 steg tallet til 71 i 2001, hvilket berettigede til kompagniskab med endnu en privatpraktiserende jordemoder fra 1995.

Hanne Lunøe har aldrig oplevet det at stå til rådighed eller udsigten til at blive kaldt midt om natten som en belastning.

– Når man lærer familierne så godt at kende og de lærer dig at kende, så er det noget helt andet at blive kaldt, noget man glæder sig til. Jeg kom til at kende alle de fødende rigtig godt og det betyder, at man måske slet ikke behøver at bruge ord under fødslen. Et blik eller en bevægelse kan være nok, forklarer Hanne Lunøe, der altid har arbejdet for at gribe så lidt ind i fødselsforløbet som muligt. Mange af fødselskomplikationerne laver vi selv, er den erfarne jordemoders påstand.

– Vi er meget fokuseret på tid og det betyder, at vi ofte vurderer, at fødslen skrider for langsomt frem. Så sætter vi vefremmende drop og forcerer barnet ned gennem bækkenet, hvor vævet måske ikke kan nå at give sig og så har vi balladen, siger Hanne Lunøe, der har oplevet at tage imod et barn med en navlesnor, der var så kort, at livmoderen måtte strække sig til det yderste for, at barnet kunne forløses.

– Det kunne lade sig gøre uden problemer for mor eller barn fordi, vi ikke forcerede fødslen, men lod vævet give efter og følge med, fortæller hun.

Hanne Lunøe gik på pension i 2005 efter at have stået i spidsen for dannelse af Vestsjælland Amts hjemmefødselsordning – nu Hjemmefødselsordning Sjælland – med otte privatpraktiserende jordemødre og landets højeste hjemmefødselsfrekvens.

– Jo, jeg tror, at der bliver endnu flere, der ønsker at føde hjemme. Samfundet har heller ikke råd til at lade alle fødsler foregå på hospital, siger Hanne Lunøe.