Paradoksernes land

Hver tredje kvinde i Holland vælger at føde hjemme. De tror på fødslen som en naturlig begivenhed og sætter ikke spørgsmålstegn ved deres evne til at føde. I Danmark er tankegangen omvendt — her opfattes en fødsel ikke som normal, før den er planmæssigt overstået.

I Holland er såvel svangreomsorg som fødselskultur og barselperiode markant forskellig fra den danske. Jordemødre arbejder som privatpraktiserende, omtrent en tredjedel af de hollandske kvinder vælger at føde hjemme, og man har en barselhjælper til rådighed i en uge efter fødslen. Kvinder, som vælger at føde på sygehus uden medicinsk indikation, betaler 270 euro af egen lomme.

En undren over, hvordan to så ens europæiske lande kan have så vidt forskellige fødselskulturer, bragte os til Holland i vores valgfrie periode på jordemoderuddannelsens 7. semester. Målet var at få indblik i svangreomsorgens organisering og en idé om, hvorfor så mange hollandske kvinder føder hjemme.

Gennem et to ugers ophold hos den danske jordemoder Jane Hansen i landdistriktet Friisland, Nordholland, fik vi et godt indblik i, hvordan det er at være jordemoder i Holland. Jane arbejder alene i sin jordemoderpraksis, kun assisteret af en sekretær i konsultationen, hvor der årligt indskrives ca. 220 kvinder.

Jane føder med ca. 125 af disse. Resten viderevisiteres på grund af tilstødende komplikationer i graviditeten, eller føder med en anden jordemoder i en af de weekender, hvor Jane ikke har vagt.

Den hollandske jordemoder betales af sygekassen. Rent økonomisk udløser ansvaret for – samt varetagelse af graviditet, fødsel og barsel for en kvinde 775 euro – tænk sig al den service man kan få for blot 5.735 kr.!

Brist i hjemmefødselsmodellen
Jane har tre ugentlige konsultationsdage, og det var vores oplevelse, at indhold og undersøgelser stort set stemmer overens med de danske retningslinjer for svangreomsorg. I graviditeten er jordemoderen – og ikke lægen – den ansvarshavende, hvilket er medvirkende til, at Jane ser sine kunder 10-12 gange i løbet af deres graviditet. De mange besøg giver mulighed for god tilknytning til – og fordybelse i den enkelte kvinde/familie. Jane oplever at komme meget tæt på kvinderne og føler dermed, at hun er i stand til at yde jordemoderfaglig omsorg på meget tilfredsstillende vis.

Ca. 60 procent af de kvinder, Jane indskriver, føder hjemme, og overflyttelsesprocenten er 6-10 procent. Som ene-praktiserende står Jane til rådighed hele døgnet, og har en månedlig weekendvagt på det lokale sygehus. Det er i dette område ikke muligt at føde hjemmefra fredag kl. 17 til søndag kl. 20. Trods ønsket om hjemmefødsel er man i weekenden nødsaget til at føde på sygehus! Det finder vi bemærkelsesværdigt og inkonsekvent, og ser det som et brist i ”hjemmefødselsmodellen”. Denne måde at organisere sig på er dog ikke generel for landet.

Den krævende glæde
Som privatpraktiserende jordemoder kræves det, at man er indstillet på en uforudsigelig og travl hverdag. Konsultationen afbrydes på grund af fødsel, barselbesøg flyttes, og man kan på kort tid gå fra at være hjemmefødselsjordemoder til at være sygehusjordemoder eller sågar måtte overgive kvinden til gynækologen, som varetager patologiske fødsler. Forcen er dog, ifølge Jane, at hun kan følge kvinderne tæt fra start til slut – det giver stor glæde i arbejdet. Glæden er ikke svær at forholde sig til, når man har oplevet organiseringen i praksis. Ser man på den danske fødekulturs udvikling og danske jordemødres ofte kritiserede arbejdsvilkår med hektiske vagter, dårlig normering og manglende mulighed for fordybelse i arbejdet, bliver det vigtigt at spørge sig selv: Hvad er glæden i vores arbejde?

Vi erfarede, at en hjemmefødsel kan være utrolig enkel og ligetil. Jane tilbyder elementære ting såsom støtte, massage og holde i hånd, og bruger derved sig selv som redskab i fødslen. Vi oplevede en helt speciel atmosfære ved de hollandske hjemmefødsler – en forunderlig og intens stemning – og et enestående samspil mellem kvinde, mand og jordemoder, som vi gerne ville opleve oftere på de danske fødestuer.

Vi havde en forestilling om, at kendthed og kontinuitet spillede ind på valg af fødested, og via strukturerede samtaler med nogle kvinder søgte vi at afklare vores forforståelse. Vi fandt ud af, at det var betydningsfuldt, men ikke altafgørende, at føde med en kendt jordemoder. Ofte var beslutningen om hjemmefødsel truffet inden første konsultation, og kvinderne var indstillet på at føde med en jordemoder, de ikke kendte, hvis fødslen fandt sted i weekenden.

Det viste sig, at det primært var en anskuelse af fødsel som værende en naturlig begivenhed, samt en tro på egen evne og tillid til egen formåen, der var afgørende for valget. Ydermere var det vigtigt for kvinderne at være i deres eget afslappede miljø, hvor manden fik en central rolle, og den fælles start vægtedes som meget betydningsfuld.

Kun hver anden ammer
Barselperioden er jordemoderens ansvar. Jane aflægger fem barselbesøg i løbet af de første 14 dage, og ser endvidere kvinden afslutningsvis efter seks uger. Det hollandske system er opbygget således, at jordemoderen i slutningen af fødslen assisteres af en ”kraamverzorgster”, en såkaldt barselshjælper, som er ansat af parret til at arbejde i huset op til 8 timer pr. dag i den første uge efter fødslen. Hun laver husligt arbejde og er uddannet i spædbarnsog barselpleje, og fører således observationsskemaer over mor og barn i perioden. Dette er for os at se en intens risikoopsporing set i forhold til danske forhold. Ikke desto mindre er de hollandske kvinder, vi har talt med, meget positive omkring barselplejen og glade for aflastningen.

I Holland påbegynder kun 40-50 procent amning. Det er vores opfattelse, at mange føler det besværligt og frustrerende at amme, hvilket er tankevækkende, idet barselhjælperen jo er til rådighed med sin hjælp og viden omkring amning. Det øgede fokus på barselperioden og det at brysternære sit barn spiller en mindre betydningsfuld rolle for de hollandske kvinder. Det finder vi paradoksalt set i forhold til normalitetsbegrebet omkring fødslen!

Den ideelle verden. Utopi eller realisme?
Der er tydeligvis en mentalitetsforskel mellem danske og hollandske kvinder. Generelt er det for hollandske kvinder naturligt at føde og at føde hjemme. Udefra set er der en bemærkelsesværdig tillid til jordemoderen og én selv, samt en fundamental tro på det normale. Det er kulturelt betinget at have dette syn på den livsproces som graviditet, fødsel og barsel er. Mon det er muligt, at danske kvinder kan komme i besiddelse af blot en brøkdel af denne naturkraft? Er der noget, vi kan gøre for at ændre den danske fødselsmentalitet – hvor hjemmefødsel rangerer lavt på kvindernes ønskeliste – og er det overhovedet den vej, vi vil?

For os at se kunne det ideelle være at kombinere det bedste fra de to lande/modeller. Tænk sig som jordemoder at kunne følge kvinderne i deres graviditet, føde med dem på de normale præmisser – hjemme, og at kvinderne tror på sig selv, kan og vil. Hvorefter ammer kvinderne deres børn og lever med en tro på, at deres nyfødte klarer sig godt i opstarten. Realitet, idealisme eller utopi?



Anita Petersen (tv.) og Christina Skovholm Jakobsen (th.) oplevede under deres praktikophold i Holland en fundamental tro på, at en fødsel er en naturlig begivenhed. Her ses de sammen med deres praktikjordemoder, Jane Hansen.