• Print
  • Bookmark and Share

OK08 - Krav og modkrav

Årgang 2007, nr. 11

Ikke overraskende fokuserer arbejdsgiverne i regionerne på økonomisk ansvarlighed, fleksibilitet og flere midler til lokal løndannelse, mens Sundhedskartellet vil udligne lønforskellen til det private område og kræver indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstiden og værn om fritiden.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Den 10. oktober udvekslede Sundhedskartellet krav med arbejdsgiverne i Danske Regioner. Dermed er forhandlingerne mellem Sundhedskartellet og sygehusejerne om en ny overenskomst startet.

Forventningerne til resultatet er høje, godt hjulpet på vej af partier og medlemmer af Folketinget, der i eftersommeren nærmest stod i kø for at lovprise den indsats, der ydes på pleje- og omsorgsområdet. Stor mangel på personale blandt jordemødre, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige grupper pirrer helt naturligt også en forventning om at kunne sælge sin arbejdskraft til en højere pris, nu hvor samfundet tilsyneladende har råd til det.Markante forskelleArbejdsgivernes og Sundhedskartellets krav adskiller sig - ikke uventet - markant i spørgsmålet om løn. Arbejdsgiverne sigter efter en lønaftale ”på et samfundsmæssigt forsvarligt niveau”, mens Sundhedskartellet kræver markante lønforbedringer. Arbejdsgiverne vil have lagt flere midler ud lokalt, så en større del af løndannelsen aftales ude på arbejdspladserne. På det punkt er Sundhedskartellet mere konservative og kræver bare, at den aftale, der allerede findes om lokal løndannelse, skal forbedres, så man sikrer, at de lokale midler reelt tilfalder de relevante faggrupper.

Et krav, der uden tvivl kan få forhandlerne fra Sundhedskartellet helt ud på stolekanten, er Danske Regioners krav om, at den effektive arbejdstid bliver på mindst 37 timer for en fuldtidsansat, hvis det betyder, at alt merarbejde, overarbejde og alle særydelser skal udbetales frem for afspadseres. Arbejdsgiverne ser desuden gerne, at arbejdstiden kan tilrettelægges over en normperiode på et år. Kravene skal være med til at sikre en maksimal brug af arbejdskraften samtidig med, at arbejdstiden kan tilrettelægges ud fra arbejdspladsens behov.

De to krav står i skærende kontrast til Sundhedskartellets krav om, at de ansatte i højere grad skal have indflydelse på tjenesteplanlægningen, og at der skal indgås aftaler, der sikrer de ansattes frihedsperioder.

Danske Regioners krav om at ”der anvendes midler til forhøjelse af honorering af arbejde på særlige tidspunkter” er derimod sød musik for jordemoderøren, der gerne vil kompenseres bedre for de mange nætter, de ikke får hovedet på puden.EnighedPå et område er arbejdsgivere og arbejdstagere dog enige: Arbejdspladserne i det offentlige sundhedsvæsen skal være så attraktive, at det er muligt at rekruttere og fastholde arbejdskraften. Om vejen til den gode arbejdsplads går over forbedring af den centralt aftalte løn, mere indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen og højere pension — eller om man snarere skal satse på mere individuel forhandling på arbejdspladsen, honorering efter kompetencer og stor fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen, det vil de kommende forhandlinger vise.Hvad nu?De kommende uger bruger politikere og tekniske forhandlere fra Sundhedskartellet på at analysere modpartens krav. Der vil blive afholdt opklarende og forberedende møder mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner i november og december, hvor kravene uddybes og visse af de økonomiske konsekvenser beregnes. Den 18. december mødes forhandlerne fra de to parter for første gang til egentlige forhandlinger.

Du finder Sundhedskartellets og Danske Regioners krav på www.jordemoderforeningen.dk