I 2005 publicerede en gruppe forskere fra The University of Western Australia en artikel (1), som gav anledning til ændringer i internationalt anerkendte bøger om amning og laktation (2). Og ja — de havde fundet ud af, at brystets anatomi er anderledes, end vi troede.
I store træk har de anatomiske beskrivelser af det mælkeproducerende bryst ikke ændret sig siden 1840, hvor det blev beskrevet på baggrund af dissektion af bryster fra kvinder, som havde ammet helt op til deres død (3).
Materiale og metode
Studiet fra Australien er baseret på ultralydsundersøgelse af 21 mødre til sunde børn, født til tiden. Kvinderne var mellem 22 og 38 år, havde født mellem 1 og 4 gange og ammede deres børn. Børnene var mellem 1 og 6 måneder gamle og fik ikke andet end deres mors mælk.
Kvinderne fik ultralydsscannet begge bryster. Samtidig målte man mælkeproduktionen over en 24 timers periode ved at testveje børnene, og endelig blev lagerkapaciteten i brystet bestemt på baggrund af creamatocritmålinger. For nærmere beskrivelse af disse undersøgelser henvises til artiklen (1).
Resultater
Der er ingen signifikant forskel mellem brysterne hos den enkelte kvinde med hensyn til mælkeproduktion, lagerkapacitet og forholdet mellem fedt- og kirtelvæv, men forskellen er stor kvinderne indbyrdes.
Scanningerne viser, at der er mellem 4 og 18 (middelantal 9) mælkegange, som udmunder på brystvorten, hvilket er færre end tidligere antaget. Mælkegangene deler sig tidligere – allerede under areola – og selvom diameteren på mælkegangene er større, hvor de forgrener sig, finder man ingen mælkekamre. Endelig er forløbet af mælkegangene anderledes end tidligere beskrevet, idet de sjældent forløber systematisk i et lige radialt mønster, men ligger i et mere indviklet netværk som rødderne på et træ.
Brystvævet består af ca. 2/3 kirtelvæv og 1/3 fedtvæv. En del af fedtvævet ligger spredt i kirtelvævet. Der er meget lidt subkutant fedtvæv ved basis af brystvorten og den største del af kirtelvævet, ca. 70% er beliggende inden for 3 cm fra brystvortens basisdel, hvilket er mere end tidligere beskrevet. Der er en sammenhæng mellem mængden af kirtelvæv og den samlede mængde brystvæv — kvinder med store bryster har altså også meget kirtelvæv. Men man finder ikke nogen sammenhæng mellem mængden af kirtelvæv og mælkeproduktion og heller ikke mellem mængden af kirtelvæv og lagerkapacitet.
Betydningen af de nye fund
At der er færre mælkegange og ingen mælkekamre støtter en teori om, at mælkegangene primært fungerer som transportvej og ikke som lager for mælken. Flere nyere undersøgelser (4) støtter denne teori, idet samme forskergruppe har fundet, at barnet kun får ganske lidt mælk inden nedløbsrefleksen aktiveres. Svagt suttende børn eller sultne, utålmodige børn kan derfor have gavn af, at moderen stimulerer nedløbsrefleksen, inden barnet lægges til brystet. Teorien om at mælkegangene fungerer som transportvej, støttes ligeledes af tidligere fund, hvor diameteren på mælkegangene øges, når mælken løber. Bliver mælken ikke fjernet, mindskes diameteren af mælkegangene efter ca. 2 minutter og mælken flyder tilbage igen (5).
Undersøgelsens påvisning af sparsomt subkutant væv ved basis af brystvorten og dermed yderligt liggende mælkegange, forklarer, hvorfor stramtsiddende brystholdere og et for fast greb om brystet under amningen kan være uhensigtsmæssigt. Forskerne fandt, at de yderligt liggende mælkegange betød, at de var lette at komprimere, så de lukkede helt til. Når mælkegangene ved selv et forsigtigt pres lukkes, kan længerevarende kompression af mælkegangene forårsage øget risiko for mælkestase og tilstoppede mælkegange.
Betydning ved operation
Endelig har undersøgelsens fund betydning for brystkirurgien. Det, at fedtvævet ligger spredt i kirtelvævet, og at den største del af kirtelvævet er i området omkring brystvorten, forklarer, hvorfor det kan være vanskeligt at bevare tilstrækkeligt mælkeproducerende væv og intakte mælkegange hos kvinder, der får foretaget en brystreducerende operation. Undersøgelser og erfaringer viser netop, at disse kvinder ofte har problemer med at producere tilstrækkelige mængder mælk (6). Enkelte kvinder i undersøgelsen viste sig at have ganske få mælkegange – en kvinde havde kun fire. Med en beskadigelse af blot få hovedmælkegange ville disse kvinder efterfølgende få reduceret eller måske helt være afskåret fra mulighederne for at amme deres barn.
Med denne redefinition af brystets anatomi har vi således fået forklaringer på fænomener, vi allerede kender til. Og med opdagelsen af de ’ikke-eksisterende’ mælkekamre ligger der et større revisionsarbejde af både lærebøger, pjecer og andet informationsmateriale verden over.
Hvad er nyt?
- Få mælkegange (4-18) udmunder på brystvorten
- Mælkegangene forgrener sig tæt på brystvorten
- Mælkekamrene eksisterer ikke
- 70% af kirtelvævet findes inden for en radius af 3 cm fra brystvorten
- Sparsomt subkutant væv nær brystvortens basisdel
- Mælkegangene forløber i et komplekst netværk
Ingrid Nilsson er sygeplejerske, IBCLC, stud. MSA og projektleder i Videncenter for Amning