• Print
  • Bookmark and Share

"Næste gang vil jeg ikke gå baglæns"

Årgang 2013, Nr. 2

Katrine blev på grund af uheldige omstændigheder kastet rundt mellem forskellige kontaktjordemødre. Det bliver der laves om på i næste praktik.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Når Katrine Steen Jensen starter på 7.-8. modul i starten af februar på Sønderborg Sygehus, så er det med løfte om, at hun denne gang får to faste kontaktjordemødre. Det havde hun også til en start på modul tre i sin første praktikperiode på Haderslev Sygehus, men kurser og ferie gjorde, at hun blev kastet rundt mellem flere forskellige jordemødre på fødegangen.

- Det er en hårfin balance det med, hvor mange jordemødre det er godt at følges med. På den ene side så er det fint at se flere måder at gøre tingene på. Men da jeg nåede op på at følges med fem jordemødre, så var det for meget, siger Katrine Steen Jensen, der har besluttet, at hun ikke en gang til vil gå baglæns i sin indlæring, som hun oplevede i sidste del af sin første praktikperiode.

- Når man starter i en praktikperiode, så har man en forventningssamtale med sine kontaktjordemødre, hvor man fortæller, hvordan man bedst tager viden og læring ind, om man har det bedst med løbende evaluering eller hellere vil evaluere samlet efter et forløb. Hvordan reagerer jeg, når der opstår problemer og så videre. Jeg har for eksempel let til tårer, men det betyder ikke, at jeg er ved at opgive. Det er da rart for en kontaktjordemoder at vide, at hun kan se bort fra det, siger den jordemoderstuderende. Den viden har en tilfældig jordemoder jo ikke, og dermed går den tryghed, der ligger i at kende hinanden som jordemoder og studerende, tabt. Og der kan helt naturligt heller ikke blive den samme opfølgning på uddannelsesmål og ansvarlighed for, at den studerende når dem, hvis man kun er sammen en eller to vagter, siger Katrine Steen Jensen.