Moderskab og eksistens

For et par måneder siden pointerede en jordemoderstuderende i en dimissionstale til de netop udklækkede jordemødre på UC Syddanmark, at jordemoderfaget handler om liv. Både når det er glædeligt og livsbekræftende, og når det opleves meningsløst. Netop.

Nyt liv er livstransformerende – for os som jordemødre, og for de kvinder, som bliver mødre. Et enkelt blik på magasinog boghylderne er nok til at bekræfte, at der er længsel efter bøger og historier, som på forskellige måder forholder sig til netop den livsbegivenhed, det er at blive og være mor. Dybest set kan det forstås som en samlet anerkendelse af, at netop det nye lille liv kan transformere livet, som det har set ud hidtil.

Baggrund
Hvordan ser det så egentlig ud hos almindelige danske kvinder, der bliver mødre for første gang? Gør de sig overvejelser om liv og død og mening i forbindelse med det at blive mødre? Og er deres svar afhængigt af, om de for eksempel har født til termin eller prætermt? De spørgsmål har været en del af mit ph.d.-projekt, som handler om moderskab, tro og eksistens.

Projektet udspringer af flere års erfaring som jordemoder, hvor en stigende fornemmelse af, at netop eksistentielle spørgsmål og problematikker i forbindelse med det at skulle være mor, kunne ligge som en ikke-udtalt motivation under andre spørgsmål. Altså at for eksempel behovet for en ekstra forsikring hos en gravid om, at alting er i orden, dybest set udsprang af frygten for det ukontrollerede liv (hvis det ikke går som planlagt), eller måske ligefrem en ikke-udtalt konfrontation med muligheden for at miste det endnu ufødte, eller nyfødte barn.

Moderskab, som livsvendepunkt, og fødslen som en betydningsfuld rite, er beskrevet i flere videnskabelige traditioner [1-3], men er ganske uudforsket i jordemoderforskning i Danmark. Derimod har præterm fødsel og moderskab været et forskningsfokus i mange år, og er i flere studier beskrevet som følelser af dobbelttydigt tab, skyld og også beskrivelsen af en øget forekomst af PTSD i forhold til fødsel til tiden [4-6].

Spørgeskemaundersøgelse
Omdrejningspunktet i denne artikel er danske førstegangsmødres forhold til eksistentielle udsagn, som handler om liv, sårbarhed og mening. Resultater og analyser er tidligere publiceret i et engelsksproget tidsskrift [7]. Undersøgelsen blev foretaget i 2011 blandt alle danske førstegangsmødre, som i 2010 havde født før 32. uge og det dobbelte antal førstegangsmødre, som havde født til termin. Vi spurgte både kvinder, der havde født til termin og kvinder, der havde født prætermt ud fra en hypotese om, at oplevelsen af noget traumatisk (som for eksempel det at føde før 32. graviditetsuge) ville frembringe svar, som var forskellige fra kvinder, som føder til termin. Spørgeskemaet indeholdt 46 spørgsmål og spørgsmålskategorier, som handlede om obstetriske og socio-demografiske forhold, men i særlig grad havde fokus på eksistentiel mening. Altså på hvordan livet opnår mening, og om det ændres i forbindelse med, at man bliver mor. Som det er set i andre danske undersøgelser af, hvad der skaber mening og værdi for danskere, kan meningsfuldhed både opnås gennem sekulære, religiøse og/eller spirituelle værdier [8]. En del spørgsmål og udsagn var hentet fra andre undersøgelser, som omhandler eksistentielle temaer, foretaget blandt andre patientgrupper eller blandt danskere generelt. Spørgeskemaet var desuden opdelt, så det adresserede overvejelserne i forhold til henholdsvis graviditet, under fødslen og i livet som nybagt mor. Projektet er godkendt hos Datatilsynet.

Da alle de kvinder, som havde adresse- eller forskerbeskyttelse, var sorteret fra, sendte vi spørgeskemaet til 913 førstegangsmødre, og fik svar fra 517 kvinder. Vi analyserede de indkomne svar i statistikprogrammet STATA.

De fem udsagn, som er omdrejningspunktet i artiklen, er vist i nedenstående tabel. Kvinderne skulle forholde sig til udsagnene, og afkrydse på en ordinalskala, hvorvidt de var enige. I den ene ende af skalaen stod der ”i høj grad”, og i den anden ende ”slet ikke”. Kvinder, der svarede ”ved ikke” eller ikke svarede, er ikke medregnet (mellem 1 og 5 %).

Besvarelser
Besvarelsesprocenten var nogenlunde lige stor blandt kvinder, der havde født til termin og prætermt. Der var ingen væsentlige forskelle mellem dem, der havde besvaret spørgeskemaet, og dem, der ikke havde, med hensyn til fødselstidspunkt, samlivsstatus, fødselsmåde (vaginal fødsel versus sectio) eller i forhold til, om mødrene havde mistet deres barn perinatalt.

De fleste af deltagerne havde en mellemlang eller lang uddannelse (57 %), nogle havde en kortere (34 %), og 9 % havde ingen uddannelse. 89 % boede med deres partner, men de fleste af dem var ikke gift (43 % var gift, 46 % var ugift). 28 % havde fået foretaget sectio, de fleste af disse var i gruppen af kvinder, der havde født prætermt. Der var ingen væsentlige forskelle mellem mødre, der havde født for tidligt og til tiden i forhold til alder, samlivsstatus og uddannelsesniveau. Der var væsentlig flere mødre, der havde født for tidligt, som havde født ved sectio, og oplevet, at deres barn døde.

Eksistentiel mening
Generelt viste svarene en meget ligelig fordeling af tilslutning til udsagnene blandt de to grupper af førstegangsmødre (prætermt versus termin). Mere end 75 % af det samlede antal deltagere mente, at deres tanker om mening og værdi havde ændret sig i forbindelse med at have født et barn. 95 % mente, de var kommet til at tænke mere på ansvar for sig selv og deres barn, 88 % at de var kommet til at tænke mere på livets sårbarhed, og mere end 78 % tænkte mere på liv og død. 64 % svarede, at de var kommet til at tænke på noget større end dem selv. Kun i svarene på udsagnene omkring livets sårbarhed og liv og død (se tabel 1), var der en statistisk signifikant forskel mellem mødre til præterm fødte børn og børn født til termin. Her svarede forholdsvis flere mødre, der havde født prætermt, bekræftende til at tænke over livets sårbarhed og liv og død. Svarprocenterne for hver gruppe kan ses i tabellen.

Livstransformation
At dømme ud fra svarene på de fem udvalgte spørgsmål ændrer livet karakter, når danske kvinder bliver mødre første gang. Der er høj tilslutning til udsagnene, og det var overraskende, at der kun var få forskelle mellem svarene fra kvinder, der havde født prætermt og kvinder, der havde født til termin. I meget af den eksisterende forskning og også i vores kliniske arbejde har vi fokus rettet mod det patologiske og risikofyldte, som dermed i særlig grad vies opmærksomhed. Det kunne for eksempel handle om hvilke forhold, der fremmer eller mindsker risikoen for diabetes, bristninger, smerter eller præterm fødsel. I Danmark viser vores fokus på mødre til prætermt fødte børn sig for eksempel i tilbuddet om efterfødselssamtaler, måske ud fra en antagelse om, at disse mødre i særlig grad har oplevet noget livtransformerende [9]. Derfor kunne et forventeligt resultat af spørgeskemaundersøgelsen også have været, at kvinder, der havde født prætermt, i højere grad, end kvinder, der havde født til termin, både var mere villige til at svare på undersøgelsen, men også havde oplevet det langt mere livstransformerende, fordi de netop har stået midt i alle de risikofyldte situationer, vi forsøger at forebygge. I forhold til den livsforandringstrækkraft, som fødsel og moderskab har, gælder det, ifølge denne undersøgelse, begge grupper af kvinder. Spørgsmål om ansvar, mening og sårbarhed er en del af livet, uanset hvornår man føder. Både den erkendelse af livets forandrede mening, som kan være til stede hos en kvinde, og vores anerkendelse af den forandrede mening ved at blive mor er væsentlig for danske kvinder – uanset om man har født til termin, prætermt, ved sectio, har diabetes eller har pådraget sig en bristning. At være gravid og at blive mor er en eksistentielt forandrende begivenhed, uanset hvordan det går i obstetrisk forstand. Som den danske psykolog Else Christensen udtrykte det i en ph.d.- afhandling i 1980 omhandlende førstegangs-forældreskab: ”Man kan få en ny mand eller et nyt arbejde, men man kan ikke igen blive en, der ikke har født børn” [10, s. 233].

Den lille forskel i svarene fra kvinder, der har født henholdsvis til tiden og for tidligt, kan skyldes aspekter, som ikke kom-mer til udtryk i et spørgeskema, men kun kan afdækkes ved at tale mere nuanceret om, hvad de tænker. Det kan også skyldes, at undersøgelsen foregår mellem 6-12 måneder efter fødslen, hvor de kvinder, som har født for tidligt, måske har haft lejlighed til at tale forløbet igennem med en jordemoder eller en obstetriker og dermed delt oplevelser og måske fået ”struktur” på følelserne inden, de modtog denne undersøgelse [11]. Svarene indikerer også, at mere end halvdelen af deltagerne tænker ”på noget større end mig selv”. Ud fra denne undersøgelse kan vi ikke sige noget sikkert om, hvad det indebærer for den enkelte kvinde, men det skærper nysgerrigheden i forhold til et felt, vi ved meget lidt om, i forbindelse med at danske kvinder bliver mødre. ”Noget større end mig selv” kan måske forstås som den nye enhed med barnet, som kvinden er blevet en del af? Men det kan også forstås som en bevidsthed om en transcendent dimension, enten i traditionel religiøs forstand eller i en mere individualistisk spirituel forstand, som det er set i andre studier [12].

Død og liv
Livet omkredses af fødslen og døden. Ligesom døden afslutter livet, så starter fødslen livet. Som jordemødre er vi de naturlige deltagere på begyndelsen af livsrejsen. I den del af sundhedsvæsenet, hvor man rejser med mennesker på vej mod afslutningen af livet, nemlig i det palliative felt, har man et synligt fokus på ikke blot den fysiologiske, psykologiske og sociale del af rejsen, men også på eksistentielle aspekter. Det ses helt konkret i ’Sundhedsstyrelsens anbefalinger for den palliative indsats’ [13]. Måske kunne vi også, som medrejsende til starten på livet, være mere tydelige i anerkendelsen af graviditet, fødsel og barsel som en livsbegivenhed, der udover at være en bio-psyko-social proces [9], også rejser eksistentielle overvejelser. Simpelthen udfordrer os på liv og død og på, hvad det i dybeste forstand vil sige at være menneske [13].

Perspektivering
For mig er det især denne dimension ved graviditet, fødsel og barsel – det store mysterium i det nye liv – som til stadighed betager mig som jordemoder, men som også let overses i hverdagstrivialiteter og ofte bliver underordnet det fokus på risici, der er forbundet med at være gravid, fødende og ny mor.

At blive mor ses i dette studie som en livsforandrende begivenhed. Også i mediebilledet er der jævnligt tilkendegivelser af fødslen som en stor forandring i livet. Man kan læse eksempler som ”det største, der er sket i livet” eller en ”eksistentiel rystelse”, når medierne omtaler moderskab [14, 15]. Det virker derfor nærmest påfaldende, hvor lidt plads, vi har givet den eksistentielle betydning af det at blive mor i forskningen, i undervisning og ved organisering af svangreomsorgen omkring graviditet, fødsel og moderskab. Vi har brug for viden om eksistentielle aspekter af såvel moderskab, som fader- og partnerskab. Og vi har brug for viden om både sekulære, religiøse og spirituelle aspekter af eksistentiel mening. Og for viden, som er nuanceret, og som undersøger, hvorfor og hvordan eksistentielle spørgsmål eller overvejelser er til stede.

Referenceliste til artiklen