En trivselsundersøgelse på Hvidovre Hospital i 2014 viste, at jordemødrene på en række parametre scorede markant dårligere end andre faggrupper på hospitalet, hvilket fik panderynkerne frem hos direktion og ledelse. Den dårlige trivsel kulminerede i efteråret 2015, hvor sygemeldinger på grund af stress steg med 200 procent. Siden er en række initiativer sat i værk, det seneste er tilbud til jordemødrene om at deltage i ‘samtalerum’.
– Vi var nødt til at gøre noget. I løbet af efteråret fik vi otte langtidssygemeldinger, så vi råbte vagt i gevær, fortæller Vibeke Spring Lafrenz, der siden januar 2015 har været vicechefjordemoder på landets største arbejdsplads for jordemødre.
Højnelse af jobtilfredsheden blev hovedoverskriften på de overvejelser, som Vibeke Lafrenz og hendes kollega, jordemoder og vicechef Trine Lind havde, om hvordan Hvidovre skulle blive et bedre sted at arbejde.
Der har de seneste år været talt meget om travlhed på alle danske fødeafdelinger og oveni, så skrev medierne intensivt om overbelastning og om jordemødre, der ikke havde mulighed for at gøre deres arbejde så godt, som de gerne ville. Fortællingerne om fødende, der lå alene, om jordemødre, der måtte blive efter, at deres vagt var slut og om jordemødre, der måtte pendle mellem flere fødende, fyldte – ifølge de to vicechefer – mere end godt var, og gav et til tider forvrænget billede af virkeligheden. Der kan være endog meget travlt, og de to chefer anerkender, når jordemødrene beretter om vagter, hvor de ikke kunne nå på toilettet, eller hvor de gik hjem med en oplevelse af at have svigtet. Men de så den store opmærksomhed på de negative sider af arbejdslivet på Hvidovre Hospital som en negativ spiral, der kom til at skygge for arbejdsglæde og udvikling.
– Der blev talt meget om travlhed – også når der faktisk ikke var travlt. Udsigten til at der måske blev travlt senere i vagten, kunne også komme til at fylde. Snakken om, at vi har travlt kom til at dominere blandt jordemødre, det blev en kultur at tale om, hvor travlt vi har, siger Vibeke Spring Lafrenz.
Kulturen kom til at virke som et dogme, der var svært at tale op imod, ikke mindst for de unge kolleger.
– Det viste sig, at der var kolleger, der syntes, det var svært at sige højt, at de var glade for deres arbejde. Der kunne være jordemødre, der ikke havde lyst til at lufte deres glæde i vagtstuen: “Jeg har lige haft en super fødsel”. Det holdt de for sig selv, fortæller Trine Lind.
Metoden, som vicechefjordemødrene fik mulighed for at afprøve i stræben efter større arbejdsglade og jobtilfredshed, går i sin enkelhed ud på at give jordemødrene tid og rum til at tale sammen. En narrativ tilgang blev udgangspunktet for samtalerne, der skulle være med til at afdække problemerne. Tilbuddet om at medvirke i samtalerummene skulle i første omgang køre som et projekt over foråret til sommeren. I øjeblikket er projektet ved at blive evalueret. Når resultaterne herfra foreligger, bliver der taget stilling til, om samtalerummene skal fortsætte.
– Det er en utraditionel måde at arbejde på, hvor man kommer ind under huden på hinanden. I samtalerne er vi gået dybere ind i problemerne og har set på, hvad, det er, der er svært og om der kan gøres noget ved det, fortæller Trine Lind og giver et eksempel.
– Det kan handle om nattevagter, som er et vilkår i vores fag. Hvad er det, der gør det sværere for nogen end for andre at arbejde om natten? Kan der gøres noget ved de gener, som nogle har ved nattevagterne? Kan der måske også væregode ting ved nattevagter, for eksempel, at der er en mere hyggelig stemning end om dagen, som vi kan italesætte og dyrke, siger hun.
Først feltstudier
I løbet af foråret 2016 blev alle jordemødre inviteret til at deltage i samtalerummene, hvor både basisjordemødre, afdelings- og vicechefjordemødre deltog. Hver samtale blev berammet til 3-4 timer, og der var altid deltagelse af en ekstern organisationspsykolog, en intern antropolog og en af afdelingens ledere. Jordemødrene blev lønnet for deltagelse i samtalerummene,
Hospitalets HR-afdeling og en ekstern organisationspsykolog, Mette Amtoft, blev tilknyttet projektet.
– Jeg ville kaste lys over, hvorfor jordemødrene scorede så lavt i trivselsundersøgelsen. Det er et paradoks for mig, for det er nok den faggruppe, jeg har mødt, der er mest dedikeret til deres job. De går vanvittigt højt op i det, siger hun.
Mette Amtoft startede med feltstudier, hvor hun fulgte jordemødre i forskellige funktioner på arbejdspladsen. Hun var både imponeret og overrasket over, hvad hun oplevede.
– Jeg sammenligner jordemødre med skuespillere, der agerer på en scene. Man får næsten lyst til at klappe, når barnet kommer ud, siger Mette Amtoft og giver en karakteristik af, hvordan hun oplever, at jordemødre arbejder.
– De er i føderummet i en intuitiv, sansende tilstand med en kæmpe uforudsigelighed. Og de er sindssygt dygtige til at være i det rum, de er ekstremt nærværende over meget lang tid og arbejder ordløst og improviserende. Intet er uforsøgt i det, de laver. De skal kæmpe og slås, det minder til tider om en kombination af en kæmpe sports- eller en kunstnerisk præstation, siger psykologen.
Skuespillere, der har været på scenen, er meget opmærksomme på, at der bagefter skal være tid og rum til at falde ned og til at evaluere præstationen.
– Kunstnere er gode til at falde ned bagefter, de er meget bevidste om vigtigheden af processer, som kan transformere de mange fornemmelser og følelser til professionel viden. Det man i min verden kalder affektregulering og mentalisering, er processer, hvor man lige efter en begivenhed reflekterer over ups og downs i forløbet og over de beslutninger og valg af tilgange, man tog undervejs. I projektverdenen kalder man det reviewing eller postlearning, forklarer hun. Det vigtige er, at man både tømmes, nulstilles og bliver klogere.
Den samme opmærksomhed er der ikke nødvendigvis blandt jordemødre.
– Behovet blandt jordemødre for affektregulering er der, og nogle gange er der mulighed for det. Andre gange går de direkte videre til den næste fødsel. Behovene er også forskellige. Nogle har brug for at kunne sidde og glo ud i luften i fem minutter, andre har brug for at tale med andre og måske få anerkendelse den vej, siger Mette Amtoft, der havde til opgave at være med til at højne jobtilfredsheden blandt stedets mere end 150 jordemødre. Midlet blev en tilgang kaldet “forandrende samtaler” inspireret af organisations- og kompleksitetsteoretiker Patricia Shaws begreb ‘changing conversations’, hvor dybdegående, undersøgende samtaler om praksisfællesskabet og hverdagens dilemmaer og problemer var omdrejningspunktet.
At blive taget på ordet
Udgangspunktet for samtalerummene, kan sammenfattes således:
Når man har med fremragende medarbejdere at gøre, så skal de tages alvorligt og lyttes til. Men så må de også finde sig i, at de bliver taget på ordet.
Hermed bliver der både fokus på god ledelse og på medarbejderen.
– Det er virkelig vigtigt, at lederne er med, både afdelingsjordemødre og chefer. Både for at de kan blive klogere, det her skal også ses som ledelsesudvikling, men også for at vise, at vi sammen kan tage de samtaler. Det har været med til at sætte fokus på, hvor utrolig vigtig afdelingsjordemoderens rolle er i forhold til jobtilfredshed, siger Mette Amtoft og kommer med et eksempel.
– Der var en jordemoder, der oplevede det meget ubehageligt, når en afdelingsjordemoder bad hende om at skynde sig, fordi der var flere kvinder, der ventede på en jordemoder. Det tog hun op i et samtalerum. Jeg spurgte jordemoderen, om hun kunne tage en snak med afdelingsjordemoderen om, hvad det gjorde ved hende, når der blev skyndet på hende. Og jeg inviterede til – som jeg altid gør i samtalerne – at undersøge, hvorfor og hvordan en følelse fylder for jordemoderen, forklarer Mette Amtoft, der understreger, at respekt og ligeværd er nøgleord i hele processen.
– Det er vigtigt, at mennesker mødes som ligeværdige, og at vi respekterer hinandens positioner, siger Mette Amtoft, der var tilstede i alle samtalerum.
– Vores rolle var at flytte samtalen fra overfladen til at være den udforskende og nærværende samtale. At få foldet dilemmaer ud og i nogle tilfælde ligefrem at re-sanse en oplevelse. Det viser sig, at alle situationer rummer mulighed for udvikling. Samtalen forløser et potentiale, der altid er mellem mennesker. Vi italesatte deres jordemoderkompetente jeg. Emotionalitet i organisationer skal ikke behandles væk, men transformeres til professionalisme, handlinger og samtaler. Det kræver en vilje, og det var der i høj grad blandt jordemødrene på Hvidovre, siger Mette Amtoft.
Der var også historier, der blev stoppet via samtalerummene, ligesom flere af samtalerne gav anledning til, at der bliver sat forandringer i gang.
– Vi har fået temaer ud af samtalerummene, som vi arbejder videre med. For eksempel skal vi se på, hvordan vi kan tilrettelægge arbejdet mere hensigtsmæssigt for jordemødrene, fortæller vicechefjordemoder Trine Lind, der deltog i flere samtalerum som leder.
– Man fik som leder da også hug i grupperne. Vi fik tilbagemeldinger på, om tiltag, vi havde gjort, virkede godt. Jeg oplever, at vi har lært hinanden at kende på en anden måde og at vores kontor er blevet mere tilgængeligt for jordemødrene, siger Trine Lind.
I løbet af samtalerne blev deltagerne opfordret til et faktatjek på de temaer, de bragte op.
– Offerstrategien fungerer ikke her. Jordemødrene oplevede, at de blev taget på ordet samtidig med, at de blev taget alvorligt. Et tema i en af samtalerne var det at skulle blive efter en vagt på grund af travlhed. Samtalen viste, at det var angsten for at skulle arbejde over og måske ikke kunne nå at hente børn i institutionen, der fyldte. I virkeligheden var det et halvt år siden, at jordemoderen var nødt til at blive efter en vagt. Det var blevet en følelseshistorie, der byggede på erindringen om den gang, det skete. På den måde kan samtalerummene være med til at forhindre, at dilemmaer vokser sig større, end de er, når deltagerne bliver inviteret til at uddybe, hvad der generer dem, forklarer Mette Amtoft.
Problemerne er ikke blæst væk
Samtalerummene har ikke til formål, at man ser bort fra de organisatoriske rammer, som jordemødrene arbejder i. Der skal fortsat være fokus på, når vagtskemaet ikke hænger sammen, eller når den berømte trekant er i rødt med korte mellemrum.
– Det handler ikke om, at noget forsvandt med samtalerummene – fx travlheden eller antallet af røde dage – men om, at man blev mere nærværende i samværet og samtalen, siger Mette Amtoft, der håber, at samtalen i vagtrummet og andre steder på den store arbejdsplads vil blive præget af erfaringerne fra samtalerummene, hvor respekt, uddybning og refleksion var nøgleord.
Siden indførelse af samtalerummene er sygefraværet faldet dramatisk. I januar 2016 var den på 11 procent, i juni samme år var den nede på 3,6 procent. Den positive kurve kan dog have flere forklaringer, der blandt andet handler om en ledelse, der lytter til jordemødrenes behov. Indførelse af straksudbetaling af overarbejde er et eksempel på, at jordemødrene er blevet hørt, anfører de to chefjordemødre.
Det nytænkende i samtalerumme er metoden.
– I stedet for at tale ud fra grafer og kurver, taler vi ud fra narrativer. Med den narrative teori kan vi blandt andet nuancere og italesætte den information, som trekanten giver (prioriteringstrekanten, der markerer den aktuelle sammenhæng mellem opgaver og ressourcer, red.). Trekanten kan have den effekt, at hvis den for eksempel er i gul, så frygter man, at den kommer i rød om lidt. Men måske bliver den grøn, siger Trine Lind.
Man kan ikke tale alt væk.
– Vi kan ikke tale rammevilkårene væk. Men der har vist sig mange lavthængende frugter, der er kommet frem i samtalerummene. Og dem skal vi arbejde videre med, siger Vibeke Spring Lafrenz.
Alt kan tages op – intet er for småt
Mette Kabell er en af de mange jordemødre på Hvidovre Hospital, der tog imod ledelsens invitation til at deltage i samtalerummene. Hun har deltaget en gang, og synes godt om formen.
– Samtalerummene er en meget åben proces. De ikke alene løser problemer, de giver også et fingerpeg om, hvad der rør sig i jordemodergruppen, og hvad der skal arbejdes videre med. Og det er fint at identificere nye temaer i forhold til trivsel-OP, siger Mette Kabell, der indtil for et par måneder siden var tillidsrepræsentant for jordemødrene.
– Alt kunne tages op i samtalerne, intet var for småt og der var plads til det, folk nu havde på hjerte. Også lavpraktiske forhold som for eksempel irritation over, at der er for få blodtrykapparater, kunne blive et tema, siger Mette Kabell.
Samtalerummene repræsenterer både et ledelsesansvar og et egenansvar.
– Vi talte også om, at vi selv havde et ansvar for afdelingen og vores egen velfærd. Vi kan for eksempel ikke forvente, at ledelsen med et røntgenblik fandt ud af, at der mangler blodtryksapparater. Du har også selv et ansvar for at passe på dig selv, for at få pauser, komme på toilettet og alt det. Det er også dig selv, der skal acceptere, at du ikke altid kan være 110 procent på, når du er på arbejde, siger Mette Kabell, der husker, at jordemødrene i starten var i tvivl om, hvad de skulle bruge samtalerummene til.
– Der var lidt undren over, hvor samtalerummene skulle føre hen, men jeg tror, at det gav god mening, da de rullede sig ud. Men der var lidt sund skepsis i starten, siger hun.