• Print
  • Rss
  • Bookmark and Share

"Man kan ikke gøre, som man plejer"

Årgang 2017, nr. 3

Jordemoder Trine Grøndahl Petersen valgte at tage ud med Læger uden Grænser, da hun havde de obligatoriske to års erfaring som jordemoder. Det har hun ikke fortrudt og nu er hun på sin tredje mission.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Jordemoder Trine Grøndahl Petersen har været udsendt to gange for Læger uden grænser til Sydsudan. Her ses hun med en tvillingemor på sin første mission.

Da 30-årige jordemoder Trine Grøndahl Petersen i starten af marts i år rejste til det vestafrikanske land Sierra Leone, var det tredje gang, hun drog ud på mission for Læger uden Grænser. De to første gange var hun i Sydsudan, begge gange et halvt år, hvor hun fungerede som en slags mellemleder med en anden udsendt jordemoder som leder. Trine var ikke i tvivl om, at Læger uden grænser var den internationale hjælpeorganisation, hun ville ud med.

- Læger uden Grænser arbejder ofte steder, hvor ingen andre hjælpeorganisationer er, og det passer mig godt. Jeg er villig til at løbe en personlig chance for at hjælpe andre mennesker, siger hun.

I Sierra Leone skal hun arbejde som ledende jordemoder på et hospital i et område, der hedder Koinadugu - et hospital, som Læger uden Grænser støtter. Der er 1.200 fødsler om året, og Trine regner med også at få ansvar for gynækologiske patienter, neonatalafsnit og for præventionsrådgivning.

Trine havde været færdig som jordemoder i to et halvt år, da hun første gang var ude. Hun blev færdig på et tidspunkt, hvor det var svært at få job som jordemoder i Danmark, og derfor søgte hun til Norge og fik ansættelse. Hun fik orlov fra ansættelsen i Norge de to gange, hun har været på mission, men nu har hun endegyldigt sagt jobbet op. Når missionen i Sierra Leone er slut til sommer, vil hun nok gerne prøve at være på en dansk fødeafdeling. Om hun skal ud igen, vil tiden vise, men mon ikke, siger hun selv.

Teoretisk viden og praktisk erfaring
Lysten til at bruge sin uddannelse i udlandet har hele tiden været der.

- Det lå i baghovedet, da jeg valgte studie, at jeg nok gerne ville ud, og jordemoderfaget er universelt og kan bruges over hele verden, siger Trine Grøndahl. Der er selvfølgelig meget, der skal læres, for eksempel havde Trine kun den teoretiske viden om indsætning af p-stav, manuel fjernelse af moderkagen og udførelse af abort med manuelt vacuumsug, som bruges af flere læger i Læger uden grænsers projekter.

- Jeg blev oplært i disse ting og jeg har virkelig oplevet, at den danske jordemoderuddannelse er et godt og bredt fundament at lære videre på, siger hun.

På det første sted i Sydsudan, hvor Trine arbejdede, kunne de ikke lave kirurgiske indgreb. Hvis der var brug for det, kørte Trine eller en af de andre ansatte med kvinden i hospitalets bil til et hospital 20-25 minutters kørsel væk.

Det har indimellem været en udfordring at stå langt væk fra kollegaer, man kan sparre med og uden de tekniske hjælpemidler, som et dansk hospital kan byde på.

- Jo, indimellem har det været en stor mundfuld, men min erfaring var stor nok. Hvis jeg havde arbejdet for eksempel fem år før, jeg tog ud, så var jeg måske først og fremmest blevet rigtig god til at tolke CTG – og det har de slet ikke der, hvor jeg har været, siger Trine. Men det var en brat læringskurve, den unge jordemoder skulle op ad i det første halve år.

- Der var mange procedurer og måder at arbejde på, som jeg skulle lære. Jeg skulle lære at arbejde i en helt anden setting og med mange forskellige nationaliteter. Det kræver tålmodighed, og man skal kunne leve med en stor grad af uforudsigelighed – også mere end man ellers skal kunne som jordemoder i Danmark. Ting tager den tid, de tager, man kan ikke regne med at gøre, som man plejer. Det må man lære, siger hun.

Til gengæld bliver man en dygtig kliniker.

- Man lærer at arbejde ud fra det kliniske billede, når man ikke har adgang til diverse blodprøver og til scanning, siger Trine.

De store forskelle
I den tredje mission, som Trine nu er i, har hun ansvar som leder. Da hun var på sin anden mission i Sydsudan stod hun for undervisning af de lokale jordemødre i for eksempel behandling af blødning før fødslen, behandling af malaria i graviditeten og medicingivning, og hun stod for vagtplanlægning og indsamling af data.

Nu har hun den erfaring, der skal til, for at fungere som øverste faglige leder.

- Jeg skal først og fremmest være med til at sikre den bedst mulige pleje og behandling, men på længere sigt er det målet at ruste de lokale til at stå på egne ben og udvikle stedet videre, siger Trine.

Det kan også være både hårdt og ensomt at være på mission.

- Man gør det bedste, man kan, men når man oplever, at et liv ville have været reddet, hvis man var i Danmark, så er det hårdt. Så ser man for alvor de store forskelle og ulige forhold, som kvinder og børn lever under, siger Trine. 

 

Det kunne være endt fatalt, men kvinden på billedet og hendes barn overlevede, trods det, at barnet lå uden for livmoderen helt frem til niende måned.

- Det var ikke sket i Danmark, hvor vi med blandt andet scanning havde opdaget, at der var noget galt, siger Trine, der mødte kvinden på hospitalet i Agok i Sydsudan, hvor hun var udstationeret for Læger uden grænser.

Kvinden kom ind med smerter under ribbenene. En scanning med fødestedets lille ultralydapparat viste, at barnet lå på tværs. Først da lægen havde åbnet maven, kunne han se, at livmoderende var tom. Barnet lå ude i bughulen og var blevet klemt, men havde det ellers godt.

- På et felthospital i denne del af verden var der ingen chance for, at graviditeten uden for livmoderen var blevet opdaget tidligere. Kvinden havde aldrig været til graviditetsundersøgelse, fortæller Trine, der besøgte den lille familie flere gange efter, at de var blevet udskrevet.

Læs hele beretningen om ”mirakelbabyen” på www.msf.dk