• Print
  • Bookmark and Share

Lønkommissionen har talt...

Årgang 2010, nr. 6
Af: Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Fredag den 28. maj blev spændingen udløst. Den spænding, som vi har båret på siden konfliktens afslutning i 2008, hvor vi strejkede i 59 dage for ligeløn, og hvor regeringen imødekom Sundhedskartellets krav om en lønkommission, så vi kunne få sat tal på lønningerne i det offentlige og få dokumenteret lønrelationerne i det offentlige og til det private arbejdsmarked. Kommissionen har nu talt. I enighed endda. Men hvad har den egentlig sagt?

Hvis man skal danne sig et indtryk af konklusionerne ved at se på mediedækningen, er det første hurtige billede, at der ikke er noget ligelønsproblem i Danmark, og at det nu er bevist, at de offentlig ansatte i en gennemsnitsberegning får lige så meget i løn som de privatansatte.

Men dykker man længere ned i tal og beregninger i redegørelsen, så bliver billedet et noget andet. Her viser sammenligninger mellem faggrupper, at de fag og funktioner, der typisk beklædes af mænd, tjener mere - ganske meget mere - end typiske kvindefag. I redegørelsen sammenlignes en række professionsuddannelser, altså uddannelser af samme længde. Tendensen er klar, de professionsuddannelser, der beskæftiger sig med teknik, er væsentlig bedre lønnet, end dem, der beskæftiger sig med omsorg og pleje.

Redegørelsen viser også et billede af et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor tre ud af fire ansatte i det offentlige er kvinder, og to ud af tre på det private er mænd.

De lønforskelle, som kommissionen beskriver, skyldes altså, at kvinder og mænd varetager forskellige funktioner i forskellige sektorer. Og det kan vi ikke bruge Ligelønsloven, som den er i dag, til at rette op på. Redegørelsen viser også, at kvinder med mellemlange videregående uddannelser indenfor omsorgsområdet kun får marginalt større lønmæssigt afkast af deres uddannelse end ansatte med korte videregående uddannelser, og at de samme kvinder med en mellemlang videregående uddannelse lønmæssigt ligger meget, meget langt fra mænd med mellemlange videregående uddannelser indenfor det tekniske område.

Det handler altså om værdisætning, hvor værdien af mellemlange videregående uddannelser, som navnlig retter sig mod offentlig ansættelse og værdien af omsorgsarbejde er lav. Og når det er kvinder, der arbejder med omsorg, og mænd, der arbejder med teknik, og når det er kvinder, der fx er jordemødre, og mænd, der er diplomingeniører, så ER det også et ligelønsproblem - uanset hvordan man vender og drejer det, og hvad ligelønsloven siger.

Vores særlige ligelønsproblem bliver altså ganske logisk sat i relation til det kønsopdelte arbejdsmarked, og et bud på løsningen lyder derfor også fra flere sider, at der skal ansættes flere mænd i omsorgsfagene i det offentlige og flere kvinder i de tekniske fag på det private arbejdsmarked.

Vi ser gerne flere mænd i jordemoderfaget og vil gerne arbejde for at rekruttere mænd til faget, men det er efter min mening IKKE svaret på vores ligelønsproblem. Jeg tror desværre, at det vil tager alt for lang tid, hvis det skal være løsningen, og det er heller ikke acceptabelt, at det skal være mænds valg af uddannelse og erhverv, som er bestemmende for, om kvinder skal have ligeløn!



"Vi ser gerne flere mænd i jordemoderfaget og vil gerne arbejde for at rekruttere mænd til faget, men det er efter min mening IKKE svaret på vores ligelønsproblem."
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen