Lillian Bondo genvalgt

Lillian Bondo er uden modkandidater blevet genvalgt som formand for Jordemoderforeningen

Da fristen for at stille op som kandidat ved landsformandsvalget udløb den 5.april, var der én kandidat: Lillian Bondo. Det betyder, at Lillian fortsætter i endnu en valgperiode, der officielt starter 1. juni. Lillian har været formand for foreningen siden 2001 og er nu genvalgt for en fireårig periode.

En af de opgaver, som foreningsformanden prioriterer højest, er at skabe mulighed for at jordemødre kan udøve faget i hele sin bredde og i forskellige ansættelsesformer. Samtidig skal jordemødres betydning for samfundet dokumenteres løbende.

– Et af de første skridt er, at vi i samarbejde med DSOG vil henvende os til Sundhedsstyrelsen om at få oprettet specialuddannelser for jordemødre, der varetager særlige funktioner inden for svangreomsorgen, og at vi får udbredt nye arbejdsformer for jordemødre og en sikring af bred anvendelse af jordemødre inden for hele kompetenceområdet, siger Lillian Bondo.

Lillian Bondo er uddannet jordemoder i 1984 og uddannet MPA i 2008.