• Print
  • Bookmark and Share

Leder

Årgang 2018, nr. 1
Af: Lillian Bondo, formand

Fødepakken var som regel pakket i brunt papir, og den kunne hentes på apoteket før forventet (hjemme)fødsel, fra efter krigen, da svangreomsorgen blev sat i faste rammer. Den skulle sikre, at når jordemoderen ankom til hjemmet, så var der i det mindste lidt rent underlag og rent navlebind at arbejde med. Emmy Munck (FADL’s forslag 1982) skriver i sin ’En jordemoders dagbog’ om en af sine første fødsler:

”Efter afbadning lagde jeg det sterile stykke fra fødepakken lige foran bækkenet, som hun lå på. Det hele foregik med raske bevægelser. Med mine sterile handsker glattede jeg lidt på stykket, fra det åbne vindue kom en stor, rød hankat i et spring, ramte lige midt på det sterile og uden at have den mindste chance for at lægge noget andet var barnet der på det samme sted, idet katten hoppede videre”.

Emmy Munck beskrev hjemmet som et gartnerhjem, med deraf øget risiko for jordkontakt – og barnet blev faktisk fire dage gammelt indlagt med stivkrampe – men kom sig heldigvis.

Så fødepakkerne var vigtige, både for patientsikkerhed, fra før det hed sådan, og for jordemødres arbejdsmiljø, fra før man talte om det. Tænk hvad en jordemoder med 300 fødsler om året skulle have kogt og pakket, hvis ikke den mulighed forelå? Der var rigeligt allerede.

I årevis har vi talt om fødepakker igen. Men nu i en ny betydning. I den betydning, at der skal sættes midler af til et markant løft af svangreomsorgen og af arbejdsmiljøet for alle de travle involverede i omsorgen for kvinderne: jordemødre, sosu’er, sygeplejersker, sekretærer, læger og sundhedsplejersker. Det er lykkedes for os at få sat en økonomisk dagsorden af et vist omfang siden 2015 i form af finanslovsmidler. Det har ikke alle steder kunnet forhindre, at man med den ene hånd har anvendt midlerne og med den anden hånd har sparet i den anden ende af afdelingen.

Så problemerne består. Ikke mindst med stigende udfordringer for en presset generation af flere fødende og for deres jordemødre underlagt flere dokumentationskrav.

Nu er Sundhedsminister Ellen Trane Nørby så kommet med et samlet initiativ – en fødselspakke, der lægger op til at styrke fødselshjælpen med en række målsætninger om skræddersyede forløb, gode fødesteder, sundt arbejdsmiljø og bedre digital tilgængelighed.

Vi har set kræftpakker, hjertepakker, psykiatripakker – men endnu ikke en fødselspakke – så den er mere end velkommen.

Vi er med, det er fødselslægerne også. Og begge parter er enige om en ting: Kvalitet koster penge, men det sparer antagelig væsentlig flere midler på langt sigt. For slet ikke at tale om menneskelig lidelse.

Én ting er sikkert. Hvis det er tænkt som, gribes an som, en spareøvelse, så lykkes det ikke.

Man kunne jo lige nævne, at i Sverige er der sat én milliard af til at løfte svangreomsorgen i 2018 og i årene fremover. Det ville svare groft set til 750 millioner kroner i Danmark. Kom ind i kampen, Danmark!

Med eller uden brunt papir: Vi er parate til fødselspakken!

„Vi har set kræftpakker, hjertepakker, psykiatripakker – men endnu ikke en fødselspakke – så den er mere end velkommen.“ 
Lillian Bondo, formand

 

Annonce i Tidsskrift for Jordemødre 1961