• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Visse hensyn, faste forhold, rene linjer og andre måder ...

Årgang 2006, nr. 5
Af: Lillian Bondo, Landsformand

Nej, du er ikke i gang med at læse en anmeldelse af en kendt dansk familiesaga.
Du er ved at læse en indvarsling af en diskussion om arbejdsformer, eller rettere, om hvordan vi skal forholde os til fremkomsten af nye “gamle” måder at arbejde på, nemlig “kendt jordemoder”.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der skyder forsøg frem rundt om i landet. Når du læser dette, er seks steder/ordninger i gang, og flere er i planlægningsfasen.

Der er jordemødre, der har behov for, at der tages visse hensyn til helbredsmæssige forhold. Vi har kolleger, der foretrækker at arbejde under faste forhold, og vi ønsk er alle rene linjer i arbejdet. Men kan vores behov dækkes ind under arbejde på andre måder?
En ikke ualmindelig reaktion, der møder os, når vi fra formandskabet og  sekretariatet medvirker i debat om disse ordninger, har været vantro: Er I bindegale? Ved I ikke, hvad døgnvagter gør ved os? Hvordan det er at være kaldt 16 -17 timer i træk? Synes I, at de aflønninger, der bydes på, er en antagelig kompensation for eksempelvis syv døgnvagter i træk, to gange om måneden. Hvad gør det ved resten af jordemødrene, at nogle få kolleger hygger sig med en mindre gruppe fødende? Så er der jo bare mere arbejde til dem!

En anden jævnlig reaktion har været: Endelig sker der noget af det rigtige! Hvorfor kan vi ikke komme til at arbejde sådan her på stedet, lige nu? Hvordan starter vi sådan en ordning op? Kan det tænkes, at vi kan arbejde privat med dette?

Masser af spørgsmål melder sig i relation til at arbejde på andre måder. Hvis vi skal kunne afklare dem, må vi have erfaringer, der baserer sig på den nutid vi, vores partnere i sundhedsvæsnet og ikke mindst de gravide står i. Det rykker ikke nok, selv om det er meget inspirerende, at høre om hjemmefødselsordninger på privat basis, eller at høre om de ældre jordemødres ungdom i distriktsjordemoderpraksis eller privatpraksis med vilkår som ekstrem jordemodermangel og store fødselsårgange. 

Med de forsøg, der er sat i gang, og som kører med hver deres model for antal jordemødre, antal gravide, optageområde, aflønning, kommunikation m.m., får vi oplysninger, der tillader os at handle målrettet i forhold til jordemødres behov for et udviklende og sundt arbejdsliv. Vi finder på nye måder at drøfte honoreringen af det selvstændige jordemoderarbejde og dermed indplaceringen af jordemoderarbejdet i sygehusøkonomien.

Og endelig: Vi får også at vide, om det er noget, de vordende familier ønsker. Med et sundhedsvæsen, der i stigende grad drives på markedslignende vilkår, er det en af de vigtigste faktorer. Hvis kvinderne vil ha’ kendt jordemoder, så må der uddannes nok, efteruddannes løbende, og honoreres anstændigt!

Hvis vi fortsat skal være nogle af personerne i Danmarks familiesaga, er det måske nu, vi

får chancen for at skrive femte bind: Nye muligheder!