• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Uddannelse i Norden

Årgang 2013, Nr. 7/8
Af: Lillian Bondo, formand

Nordisk Jordmorforbunds kongres 2013 blev afholdt i Oslo. Det var en dejlig og bevægende begivenhed, og som det jo skal være, havde den naturligt tiltrukket flest jordemødre fra hjemlandet; men samtidig var det en glæde at se, hvor mange danske deltagere, der havde valgt at bruge tre - fire dag til at fordybe sig i ny jordemoderviden fra Norden og fra andre dele af verden.

Siden den seneste kongres, der fandt sted i København i 2010, har styrelsen i Nordisk Jordmorforbund meget indgående drøftet, hvad der rører sig på uddannelsesområdet.

Vi er fem jordemoderforeninger fra de nordiske lande samt en selvstændig organisation i Rigsfællesskabet, den færøske jordemoderforening – alle i tæt samarbejde siden 1950. Vi har (stadig, omend noget udfordret af stigende anvendelse af engelsk) en fælles sprogforståelse, og der er stor lighed mellem vores landes velfærdsopbygning og historie.

Men vi er ikke ens. En af forskellene er den måde, vores uddannelser er bygget op. Vi har gennem alle årene haft en diskussion mellem de nordiske lande om modeller for jordemoderuddannelse. Diskussionen er intensiveret som følge af en stigende medikalisering og afmægtiggørelse af kvinder i forbindelse med reproduktiv sundhed.

På verdensplan ser vi flere og flere, der vælger 'direct entry' uddannelser, hvor man ikke først er sygeplejerske, men hvor uddannelsen fra starten fokuserer på de kundskaber, der skal tilegnes for at kunne arbejde med reproduktiv sundhed som jordemoder.

Norges jordemødre har diskuteret direct entry i nogle år. I dag er jordemoderuddannelsen en to-årig overbygning til sygeplejeuddannelsen svarende til bachelorniveau. Den norske jordemoderforening besluttede i 2005 at arbejde hen mod, at jordemoderuddannelsen skal være en grunduddannelse – på masterniveau – og ikke en overbygning til sygeplejen.

Men udviklingsarbejde drevet af den norske sygeplejerskeforening mundede ud i en model med en treårig sygeplejerskeuddannelse og en toårig masteroverbygning, der både skal sikre tilstrækkelig jordemoderfaglig kunnen og et akademisk udviklende niveau.

Der er imidlertid ikke enighed om, at det giver en tilstrækkelig stærk jordemoderuddannelse. DNJ, vores søsterorganisation, ønsker stadig at udforske et spor med direct entry. Argumentet er, at der går for meget tid med emner, der ikke er relevante for jordemoderarbejdet, når der skal hentes en hel sygeplejerskeuddannelse først. Og der er følgelig bekymring for presset på fordybelse og opnåelse af selvstændighed i jordemoderfaget.

I nogle år har den svenske model bestået i en svensk 'magister' grad i reproduktiv sundhed oven i en sygeplejerskeuddannelse på tre år, ligeledes sammenlagt fem år. Denne model udfordres nu af et ønske hos den svenske jordemoderforening og i universitetsverdenen om at forsøge at bygge et 'direct entry' curriculum af fem års varighed op på nogle af de førende universiteter. Baggrunden er også her et ønske om fordybelse i det jordemoderfaglige, ligesom det er en medvirkende faktor, at sygeplejerskeuddannelsen antages at skulle forlænges til fire år. Den ny model tænkes at skulle vare fem år og give en svensk akademisk grad som nu.

Island har længe arbejdet med en model for en lang 'direct entry' jordemoderuddannelse og Færøerne søger måske at få uddannet deres jordemødre i den retning – for vores tre og et halvt års jordemoderuddannelse er stærk, men kan man få noget, der er bedre, så tager man måske det.

Finland befinder sig på et andet sted, med en blanding mellem sygeplejerske, jordemoder og sundhedsplejerskeuddannelser, der ikke er sammenlignelig med de andre nordiske landes modeller, og som heller ikke umiddelbart ser ud til at følge ICM's anbefalinger af, hvordan en jordemoderuddannelse skal opbygges. Ingen tvivl om, at vi har dygtige finske kolleger, det skal ikke opfattes som en kritik, men modellen er vanskelig at jævnføre med andre landes.

Og Danmark: Vi har en stærk ’direct entry’ professionsuddannelse – altid med potentiale for forbedring, ellers var man jo ikke nysgerrig eller fremadrettet nok. Uddannelsen producerer dygtige jordemødre, der er eftertragtede kolleger alle vegne, hvor de kommer hen. Til gengæld så trænger vores uddannelse til mere tid til den fordybelse, der ligger i, at professionens medlemmer kan gå videre ind i en akademisk og for nogles vedkommende, en forskeruddannelse.

Arbejdet inden for reproduktiv sundhed generelt, og inden for graviditet, fødsel og amning/barsel specielt, er af en kompleksitet, som tvinger os til nytænkning. Det skal og må blandt andet være nytænkning, som tager et jordemoderudgangspunkt. Derfor følger vores nordiske kolleger også med spænding arbejdet med en kandidatuddannelse (Master of Science) inden for jordemodervidenskab i Danmark.

Det nordiske fællesskab har inspireret og udviklet i over 60 år, og det vil fortsætte. Tak, DNJ, for en flot kongres!

“På verdensplan ser vi flere og flere, der vælger 'direct entry' uddannelser, hvor man ikke først er sygeplejerske, men hvor uddannelsen fra starten fokuserer på de kundskaber, der skal tilegnes for at kunne arbejde med reproduktiv sundhed som jordemoder.”
Lillian Bondo, formand