• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Sundhedsstyrelsen vil lukke fødeklinik

Årgang 2005, nr. 12
Af: Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Sundhedsstyrelsen vil have den jordemoderledede fødeklinik i frederikshavn lukket.
Det fremgår af et brev, som styrelsen sendte til Nordjyllands Amt i midten af november.
Styrelsens udmelding er resultatet af en flere måneder lang korrespondance med amtet, foranlediget af en reservelæges reaktion efter fødslen af et barn med en medfødt misdannelse, der var uforenelig med liv. Barnet døde umiddelbart efter fødslen.
Jordemoderen tilkaldte narkosesygeplejersken, men noget gik galt, så hun ikke kom. I stedet trykkede jordemoderen på hjertestopknappen og reservelægen hastede til fødestuen, hvor han gjorde, hvad han kunne sammen med narkosesygeplejersken.

Essensen af sundhedsstyrelsens brev er, at der ikke bør fødes børn på sygehuse, hvor der ikke er den relevante lægefaglige ekspertise til umiddelbar rådighed. styrelsen henviser ikke til videnskabelig dokumentation, men udelukkende til styrelsens redegørelse vedrørende specialeplanlægningen fra 2001, der sætter lighedstegn mellem høj faglig kvalitet og LÆGE-faglig ekspertise som et generelt princip i organiseringen af basale funktioner i sundhedsvæsnet.

Det hedder videre i specialeplanlægningen, at sundhedsydelser skal gives på det organisatorisk mindst specialiserede, fagligt forsvarlige og hensigtsmæssige niveau - også kaldet LEON-princippet: Laveste Effektive OmsorgsNiveau.

I retningslinjer for svangreomsorg (sundhedsstyrelsen 1998) fremhæves graviditet, fødsel og barsel som en normal livsproces, ligesom det fremhæves, at der skal ydes differe ntierede tilbud og individuel indsats over for de gravide.

Brevet til Nordjyllands Amt viser, at der ikke er overensstemmelse mellem de forskellige anbefalinger og retningslinjer vedrørende svangreomsorgens organisering.

Retningslinjer og redegørelse anlægger en bred sundhedsfaglig tilgang til området, hvorimod specialeplanlægningen godt nok fremhæver LEON-princippet som et af de anbefalede grundtræk i tilrettelæggelsen af sundhedsvæsenets indsats, men på det obstetriske område anbefales maksimalt beredskab til alle fødende. ingen fødsel er normal, før den er overstået...

Er mistro snarere end rettidig omhu og sundhedsfagligt overblik blevet det gældende princip? Baserer sundhedsstyrelsen nu sine anbefalinger vedrørende vores sundhedsvæsen på enkeltsager snarere end på bæredygtige beslutninger, med udgangspunkt i evidens og bedste faglige praksis?

Jordemoderforeningen håber det ikke. Men til afklaring heraf vil vi gerne invitere sundhedsstyrelsen til en tilbundsgående drøftelse af, hvilke forhold, der skal lægges til grund for styrelsens anbefalinger og udmeldinger om fødselshjælpens tilrettelæggelse. En drøftelse, der bør baseres på organisatorisk og fagligt overblik og faglig viden og ikke kun på én fødsel, og én faggruppes tilgang til området.