Så er der stemt ja til overenskomstforliget fra den 13. juni. Ikke et prangende resultat.
Ikke et resultat, der i sig selv kalder på jubel. Men et resultat, der satte et punktum for en udmarvende og hård strejke. Vores strejke rettede sig mod en regering — for som før nævnt har vi aldrig været i tvivl om, hvem der var den sande modstander — der ikke havde vilje eller hjerte til at rette op på skævheder i sundhedsvæsenet.
Konflikten sluttede, men den politiske kamp for at udjævne forskelle mellem mænd og kvinder og mellem offentligt og privat, den kamp fortsætter. Men nu bliver det også en kamp, der skal understrege over for arbejdsgiversiden, at det kan lønne sig at betale ordentligt, hvis man vil fastholde sin arbejdskraft og få afviklet opgaverne med smidighed og dygtighed. Vi kommer let til at stå i den situation, at jordemødre vil vælge andre måder eller områder at arbejde på.
En sygeplejerske skrev efter konflikten et indlæg i Berlingske, hvor han redegjorde for, hvor meget ekstra arbejdsgiverne kunne have fået for de manglende 1,7 procent: Gladere medarbejdere, manglende ophobning af behandlingsopgaver, manglende merudgifter i de høje klasser til lægeopgaver med meget mere.
Vi kan ikke sige, at vores arbejde har hobet sig op. Det er for mig at se et af de forhold, der understreger, at vores strejkevåben i sig selv har ringe vægt. Sammen med andre kan vi gøre mere. Til gengæld har vi til overflod undervejs kunnet dokumentere, at vi ikke kan undværes. Og er 13,3 procent så meget højere end 12,8 procent, at det honorerer denne faktor? Nej, det er ikke tæt nok på!
Men i Jordemoderforeningens fællesskab vil vi fortsætte med at argumentere for en lønindplacering til jordemødre, der matcher opgavens tyngde og belastning. Det vil vi gøre i forhold til en lønkommission, der skal og må indlede sit arbejde efter sommeren. Vi vil argumentere for den rigtige honorering i forhold til offentlige arbejdsgivere, i forhold til private arbejdsgivere og der hvor jordemødre skal aftale priser for ydelser i privat praksis.
Både dette arbejde og arbejdet med den fortsatte udvikling af et fælles og bredt spor kræver en aktiv medlemsskare. Heldigvis har konflikten, ud over at være hård, også vist, at der er talrige stærke jordemødre og arbejdspladser, der kan hævde sig på både kvalitet og vilje i jordemoderarbejdet. Så vi tager med fortrøstning fat i næste kapitel: Evaluering og kraft på, fremad!
