Jordemoderforeningen har varslet strejke. Fra 1. april vil alle jordemødre ansat på svangreafdelinger, ultralydsafdelinger, ved jordemoderkonsultationer og på føde- og barselafdelingerne være i konflikt.
Jeg havde håbet, at det var gået anderledes, og at jeg her på lederplads kunne kundgøre et godt resultat på hele området.
Vi har et pænt — men ikke prangende — resultat på en række områder såsom et tillæg til jordemødre på trin 6, 7 og 8 og forbedringer af visse af vores ulempeydelser. Det ligger fast i de fire delforlig, som vi var blevet enige med arbejdsgiverne i Danske Regioner om inden, forhandlingerne om lønrammen brød sammen.
Men det er grundlønnen, vi lever af, og der kunne Danske Regioner ikke mønstre mera end generelle stigninger på 7,9 procent over tre år. Det giver, inklusive de øvrige forbedringer fra delforligene og midler til lokal løndannelse, en ramme på 12,8 %. Det er ganske enkelt for lidt i forhold til det lønefterslæb, vi har, sammenlignet med ansatte i det private med tilsvarende uddannelseslængde.
Ved forhandlingsbordet sidder vi overfor repræsentanter fra Danske Regioner, men der er ingen tvivl om, at det i sidste ende er finansministeren, der sidder solidt plantet på pengekisten. Faktisk så hævder regioner og kommuner, at de ikke umiddelbart ser sig i stand til at løfte ham af låget!
Samme finansminister er i gang med at forsøge at overbevise os om, at netop en lønstigning blandt de offentligt ansatte risikerer at slå bunden ud af samfundsøkonomien med stigende arbejdsløshed og inflation til følge. Det er jo unægtelige en stor magt, Lars Løkke tiltænker os. Selv om vi ønsker en større stigning i procent, end ministeren vil give, så bør han tænke på, at den skal gives af et lille beløb! En jordemoders gennemsnitlige grundløn er på ca. 24.000 kr.
En konflikt vil vise, hvilken stor betydning, også i økonomisk sammenhæng, vi har som ansatte i sundhedssektoren. Vi står sammen, jordemødre, sygeplejersker, fysioterapeuter m.fl. med hver vores særlige kendetegn i en konflikt: Nogle kan lukke al elektiv kirurgi, andre må ændre på serviceniveauet i et ellers, nogenlunde, velsmurt sygehusvæsen, og vi jordemødre kan synliggøre vores betydning, når det viser sig, at vi er nødt til at oprette nødberedskaber i stort omfang, fordi vores arbejde netop er livsvigtigt og ofte uopsætteligt. Vi vil overbevise, ikke alene Danske Regioner og regeringen, men også oppositionen og kvinder og mænd i Danmark, om, at der er god fornuft i at betale os en god løn. Vi kan rekruttere til jordemoderprofessionen… Men hvor længe kan vi fastholde?
Tænk over, hvor dyrt det er, hvis der mangler jordemødre, eller hvis vi uddanner dem til en kort gæstevisit i udøvelsen af professionen.
Det kan med andre ord lønne sig at lønne os. Tænk lige over det, Lars Løkke!
