• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Jordemødre i hele verden, foren jer!

Årgang 2004, nr. 5
Af: Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

På verdensplan er der meget forskellige problemer inden for svangreomsorg. I udviklingslandene er kampen for at overleve som kvinde og kampen for at få et rask barn og for ikke at bukke under for sygdom efter mangelfuld bistand under fødsel det altoverskyggende problem.

I den industrialiserede verden er det et andet problemkompleks, der tegner sig: 
stigningen i indgreb uden dokumenteret gavn.

På trods af de meget forskelligartede problemer kom jeg til at opleve en klar sammenhæng for nylig under en ICM konference på Trinidad, hvor det var lykkedes at samle op mod 400 jordemødre fra det nordligste Canada til det sydligste Chile.

De to tendenser for svangreomsorg på verdensplan mødtes også med beretninger om alt fra kejsersnit-klinikker i Argentina og USA til manglende professionel jordemoderassistance i regnskove og bjerglande.

Udviklingen af fødselshjælpen kan minde om den gamle strid om markedsføring af modermælkserstatningen. I Danmark har vi rent vand, energi til kogning og råd til at give den rette dosering, og derfor kan et spædbarn overleve på erstatning. I Ghana er der ikke garanti for dette. Derfor er amning af yderst vital betydning for barnet.

Kvinder kan overleve et kejsersnit i Danmark. Vi kan - endnu - behandle infektionerne, vi kan reparere på afklemte urinledere eller blærelæsioner, vi kan lave kejsersnit næste gang, og næste gang. Men hvor længe kan vi blive ved med samtidig at stille den kunst til rådighed, det er at få en kvinde, et barn og tit også en far godt igennem den spontane fødsel?
Og hvis vores jordemoderkunnen, -kundskab, -kunst ikke længere udvikles, men snarere afvikles, så kan vi ikke længere række en hånd ud til et samarbejde med jordemødre, sygeplejersker og læger i hele verden.

U-landene tager I-landenes sygdomsbehandlingsmodeller til sig, og når vi møder kejsersnitsfrekvenser på mere end 40 procent i Grækenland, 35 procent i Italien, 25 procent i USA, og, ikke så langt under, 19,6 procent i Danmark, så smitter det af på en farlig måde.

Man risikerer, at regeringerne ikke længere ser jordemoderkundskaben som en vital faktor for folkesundhed. Indgreb erstatter forebyggelse, også der, hvor et kejsersnit med efterfølgende infektion er langt farligere end det er i Danmark.

Der er al mulig grund til at slutte tæt op om det internationale arbejde i ICM, et arbejde, der retter sig mod den høje mødre- og spædbørnsdødelighed, men også forsøger at højne den jordemoderkundskab og lægekundskab, der skal til for at standse jordskredsudviklingen i industrilandene.

Og i den sammenhæng er det ikke uvæsentligt at påpege, at FIGO, obstetrikernes verdensforbund, som ICM samarbejder med, stadig på deres hjemmeside understreger i de etiske retningslinjer, at "performing Caesarean section for non-medical reasons is ethically not justified".

Lillian Bondo, regional repræsentant for den nordiske region af ICM