• Print
  • Bookmark and Share

Leder: ”Jeg arbejder lige hjemme i morgen…….”

Årgang 2012, Nr. 10
Af: Lillian Bondo, formand

Spørger du ansatte i Danmark, om de ønsker indflydelse på deres arbejdstids tilrettelæggelse, tror jeg alle som en ville svare: ”Ja tak!” En stor del vil følge op med: ”..og det har jeg da heldigvis også”.

Mange arbejder nemlig med flekstid, egen arbejdstilrettelæggelse, hjemmearbejde eller med helt flydende rammer for, hvornår man egentlig er på arbejde, og hvornår man har fri. Og arbejdsmarkeds- og fremtidsforskere forudser kun mere af den slags i fremtidens videnssamfund. Men hvordan står det så til med jordemødrenes indflydelse på egen arbejdstid? De fleste jordemødre kender vist kun til hjemmearbejde i form af hjemmefødsler(!), og arbejdets karakter sætter i sagens natur helt andre rammer for arbejdet og dermed også for arbejdstidens tilrettelæggelse.

Det er et uundgåeligt vilkår i arbejdet som jordemoder på fx en fødegang, at det primære hensyn er at sikre den rette bemanding på rette sted og til rette tid. Men måske kan der stadigvæk udvikles nye måder – og til dels steder – at lægge arbejdstimerne på? Inddeling af arbejdsstedet i teams og kendt jordemoderordninger er eksempler på en ny og anderledes tilgang til arbejdsplanlægningen, men der bør også tænkes nyt inden for de mere traditionelle rammer.

For nylig har vi stillet vores tillidsrepræsentanter på de 24 regionale arbejdspladser en masse spørgsmål om arbejdstid. Vi fik svar fra 16 og dermed et rimeligt godt indblik i tingenes tilstand på såvel de få små som de store og meget store afdelinger. Heldigvis siger tillidsrepræsentanterne, at de langt de fleste steder oplever tilfredshed med, hvordan der vagtplanlægges, alle steder kan man bytte vagter, og hvis man ikke selv direkte lægger vagtplanerne, så har man i hvert fald mulighed for at komme med ønsker til vagtplanlægningen, som i høj grad eller oftest bliver imødekommet.

Men alt er alligevel ikke guld og grønne skove.

Det er stadigvæk mest udbredt at arbejde hver anden weekend. Kun TO tillidsrepræsentanter siger, at det er sjældent, at der gribes ind i fritiden. Og endelig, så mener de fleste tillidsrepræsentanter faktisk, at vagtplanlægningen kan gøres bedre på trods af den generelle tilfredshed!

Skulle vi ikke prøve at udforske det potentiale lidt mere?

“Det er et uundgåeligt vilkår i arbejdet som jordemoder på fx en fødegang, at det primære hensyn er at sikre den rette bemanding på rette sted og til rette tid.”

Lillian Bondo, formand