• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Hvad er regeringens dagsorden?

Årgang 2008, nr. 6
Af: Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

I skrivende stund (mandag den 2. juni 2008) har konflikten kørt i seks uger og seks dage. Forhandlingerne er netop endegyldigt brudt sammen. Det er dybt beklageligt, at Danske Regioner ikke ønskede at medvirke i det forslag til videre forhandlinger, som Sundhedskartellet spillede ud med i slutningen af sidste uge. Forslaget kunne med brug af en del af de mange penge, som regionerne bruger på vikarer, være med til at sikre rekruttering og fastholdelse af personalet.

Hvordan i alverden kan en regering sidde med hænderne i skødet i alle de uger uden at bekymre sig om sit medansvar for, at konflikten er kommet så langt ud?

Vi vil ikke have ”lig på bordet”. Vi vil heller ikke skade, støde eller genere de borgere, der er afhængige af vores hjælp og kundskab.

Derfor har jordemødrene, i lighed med alle andre organisationer i Sundhedskartellet, undervejs set på og revurderet nødberedskaberne, så strejken ikke får fatale eller helbredsskadende effekter. Det har fået flere politiske kommentatorer til at fortælle os, at strejken er usynlig. Det er de mange tusinde patienter, der har fået aflyst undersøgelser, operationer og andre behandlinger næppe enige i.

Selvom regeringens ventelistegaranti betyder, at borgere, der har fået aflyst behandling, efter 31 dage kan gå videre til det private behandlingssystem og modtage behandling, så ved vi, at det i praksis sjældent kan lade sig gøre.

De private sygehuse har selvfølgelig langt fra kunnet opsluge de mere end 300.000 aflyste undersøgelser eller operationer, men deres aktivitet er steget med over 100 procent. Det er da en klat, selv når man tager i betragtning, at de i forvejen kun udgjorde en lille del af den samlede behandlingskapacitet. Regeringen siger to procent, Mandag Morgen siger helt op til fem.

Statsministeren, finansministeren og sundhedsministeren kappes fortsat om at lovprise det offentlige sundhedsvæsen, angiveligt et væsen i verdensklasse. Men er det oprigtigt ment? Handler det snarere om at styrke det private initiativ på det offentliges bekostning? Det kan jeg godt begynde at tro - midt i dette forløb. Især, når man medregner regeringens automatsvar, der børster ansvaret for de manglende midler i det offentlige af skuldrene: ”Der bliver ikke et indgreb.... Den danske model er god ....” og så videre, ad nauseam. Det har intet med respekt for den danske model at gøre. Den kan kun udfolde sig, hvor der står en forhandlingspart med et mandat.....

Hvis en de facto styrkelse af den private del af sundhedsvæsen hele tiden har været regeringens mål, så ville det være klædeligt med åbenhed om denne dagsorden.

Det særegne ved dansk sundhedsvæsen er den høje standard, der opnås for offentlige skattefinansierede midler. Vi har sammen med Sundhedskartellet sandsynliggjort muligheder for at forhøje lønninger og fortsat yde en høj kvalitet. Dette står så centralt i Danmark, at regeringen ikke bør lade situationen ”glide”. Skal der privatiseres, så læg op til en demokratisk debat og en inddragelse af borgerne, frem for at snyde så markant på vægten, som det er tilfældet lige nu.