Alt for mange jordemødre har i de senere år mærket konsekvenserne af fusioner — og det har ikke været for det gode.
For nu at tage det sidste først: Det er ikke dokumenteret, at vi får bedre fødsler og sundere børn af at lave meget store fødeafdelinger. Men alligevel har enhver hospitalsplan i Danmark gennem de sidste 15 år konstant forsøgt at indskrænke antallet af afdelinger og øge størrelsen på de sammenlagte – selvfølgelig – fødsler skal der jo være.
Jordemoderforeningen har protesteret kraftigt imod disse fusioner, men for døve øren, og på et tidspunkt fandt vi, at tiden var kommet til at forsøge at finde musikken og energien i at gøre selv store enheder til steder for tusinder af små succeser.
Størrelsen på stedet er lige meget for en afdeling, der respekterer hvert enkelt forløb og hver enkelt jordemoders stærke faglige input til hendes plads i forløbet, det være sig fortløbende eller i sekvenser.
Men når sygehusene mangler penge, får de ikke råd til respekt. Nye store afdelinger ser ud til at blive så hårdt presset af økonomien, at der ikke bliver lært af tidligere erfaringer og eksperters råd om gode fusionsprocesser.
OG det allerværste sker så oven i disse forcerede processer: Der skal fyres! Der skal fyres kolleger rundt om på sygehuset, værst går det ud over sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, men der fyres også jordemødre, og det er under alle omstændigheder smerteligt og uretfærdigt, hvem det end rammer.
For sygehusvæsenet er gennem de sidste otte år blevet konstant pisket til at behandle flere og flere. Ikke alene lægeligt indicerede akutte behandlinger, men også behandlinger, der kunne vente blot lidt længere end den måned, som regeringen synes, at alt kræver. Lægeforeningen har gentagne gange og senest for nogle dage siden peget på, at driften kunne gøres langt mere smidig, hvis man havde flere kategorier end blot: haster!
Sygehusene har gjort, hvad de blev bedt om, og når man ikke kan passe alt ind på en gang, så har det private sygehusvæsen fået en planlagt opblomstring.
Det har medført uberegnelige økonomiske konsekvenser, hvor man til trods for netop høj målopfyldelse straffes for overforbrug! Absurd sundhedspolitik, absurde ledelsesbetingelser, absurd pres på den ”gamle” og den ”nye” jordemoder. Det er lykkedes for jordemødre i mange tilfælde at arbejde videre under uhørt pres, og give maksimal ro videre til borgerne.
Det er fantastisk godt gået – men det øger presset på jordemødre for at finde varige løsninger for et godt jordemoderarbejde.
De varige løsninger skal findes lokalt og centralt. Den enkelte medarbejder, den enkelte tillidsrepræsentant eller den enkelte leder må aldrig opleve at kæmpe alene. Vi står sammen, og vi må fortsætte kampen for det gode jordemoderliv.
