• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Fosterdiagnostik

Årgang 2003, nr. 6
Af: Lillian Bondo, landsformand

Jordemoderforeningen har deltaget i høringsrunden om den nye rapport om fosterdiagnostik og risikovurdering. Vi har haft god tid til at arbejde rapporten igennem og til at dele vores søgen efter svar og holdninger med jordemødre, der af forskellige årsager har disse spørgsmål tæt inde på livet.

Hovedpunkterne i Jordemoderforeningens høringssvar er, at vi tilslutter os en model for fosterdiagnostik og risikovurdering, som bygger på informeret valg.

Det er ikke uden betænkelighed, at vi anbefaler ændringerne.

Ved at gøre det åbenlyst og til genstand for valg, at der for hver enkelt graviditet kan kalkuleres en risiko for et eller andet givet problem har vi løftet en byrde fra fagpersonernes skuldre og lagt den over på kvinderne/parrene.

I selvbestemmelsens hellige navn holder vi ansvaret ude i armslængde, og lader opgaven tilfalde de - måske - kommende forældre.

Hvorfor tilslutter vi os så?

Der findes en patientrettighedslov, som fosterdiagnostik og risikovurdering falder ind under. Skal vi følge denne lovs ånd og bogstav, må vi lægge alle væsentlige beslutninger ud til "patienten" selv og informere godt nok til at vedkommende kan tage stilling. Det er den ene grund. Den anden grund er, at det fremgår med al mulig tydelighed af den hverdag vi står i, at kvinderne/parrene ønsker scanning og diagnostik.

Dersom vi ikke vil stå og maskinstorme forgæves, må vi være med til at kvalificere opgaven med at tilbyde disse undersøgelser og informere om for og imod, på et evidensbaseret niveau og med etiske overvejelser holdt tydeligt frem til beskuelse.

Vi peger på en række forhold omkring tilbuddet om informeret valg, som skal være på plads, hvis man skal opnå en kvalitet i vejledningen til kvinden/parret, og som også skal sikre personalet i informationsopgaven.

Jordemødre, praktiserende læger, eller andre, der får opgaver i forbindelse med fosterdiagnostik og risikovurdering, skal kunne se sig selv i øjnene.

Vi lever ikke op til vores ansvar for at brugerne skal kunne tage stilling, hvis det blot bliver gjort med et kryds i en rubrik på et stykke papir, mens man venter på at komme ind til en fortravlet undersøgelse. Vi lever heller ikke op til ansvaret, hvis vi har accepteret ikke at informere en kvinde, der senere kommer med tyngende oplevelser, som hun ville have fravalgt, hvis hun havde vidst.

Hvor kommer pengene fra? Er det gratis? H:S har med usædvanlig klarhed berettet, hvorledes nakkefoldscanninger er tjent ind, hvis bare et vist antal Downs syndrom børn bliver aborteret. Hvilket anstændige medlemmer af H:S's bestyrelse afviste at medinddrage i deres overvejelser. Men det var jo lige skrevet.

Det er råt. Og det er heller ikke drivkraften bag Jordemoderforeningens stillingtagen, at der skal spares på udgifterne til gode liv også for handicappede. Men er der så andre overvejelser om finansieringen af alt dette? Hvor hører det op? Går pengene fra andre områder inden for svangreomsorgen. Man kan blive overordentlig bekymret, når Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i Folketinget udtaler, at godt nok er der ikke så mange jordemoderundersøgelser alle steder, men så får de gravide heldigvis flere og flere scanninger? Ved ministeren, hvad hans styrelse baserer sin udmærkede vejledning på?Lillian Bondo
Landsformand