• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Et spørgsmål om liv eller død

Årgang 2002, nr. 9
Af: Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen

Som jordemoder hører jeg ikke så sjældent netop denne lille sammenstilling af ord: "At være jordemoder, det må da være spændende. I står jo der med de store spørgsmål om liv eller død?"Jeg trækker i reglen lidt på mit svar. Egentlig har spørgeren jo ret. Et af de mest fascinerende aspekter ved vores fag er netop at vi lukkes ind i de største øjeblikke i menneskets liv. Alligevel vil jeg ikke helt vedkendes den definition, at det at være jordemoder handler om liv eller død. Jordemodergerningen handler først og fremmest om i tide og i ro at finde frem til vilkårene for liv, for godt liv.

Det er klart, at det ind imellem er de hurtige resolutte handlinger, der afgør forskellen mellem liv eller død, og vi skal selvfølgelig være parate og vide hvornår der skal gribes ind.

Men målet må være, at disse situationer opstår så sjældent som muligt, og vi kan minimere antallet ved at følge familien gennem graviditeten, fødslen og barselperioden. Hvis vi får mulighed for at identificere ressourcerne, har vi mulighed for at forebygge problemer før de bliver for svære. Opbyg tilliden og respekten mellem jordemoder og familie.

Gensidig tillid og respekt har mange velfungerende jordemodercentre og fødesteder gennem de seneste 20-30 år kunnet byde på. Men mange af de samme steder er lukket. Og virksomhedsdøden rammer fortsat fødesteder over hele landet, med forkærlighed for de mindre fødesteder.

Så i den forstand kan man tale om liv eller død i jordemoderfaget og i arbejdet i DADJ.

Man kan dårligt se et mønster i denne "død" og der er så lidt nyt "liv", at det kan være svært at holde gejsten oppe.

Nogle fødesteder lukker på grund af vanskeligheder ved at tiltrække lægelig arbejdskraft. Andre lukker med henvisning til, at sygehusets akutte beredskab lukker. Nogle fødesteder har både læger og bredden i arbejdet, men bliver lukket med baggrund i, hvad man må antage er ideologiske grunde. Samtidig med at ét amt lukker en jordemoderledet klinik, åbner et andet amt et fødested af samme type.

Geografisk store områder dækkes af et enkelt fødested mod tidligere to, tre eller flere fødesteder, og protester herimod mødes med skuldertræk: "så skulle I tage at tænke lidt over hvor langt andre lande har mellem fødestederne". Jamen det vil vi da gerne tænke over, men argumentet svarer til, at man ikke må være ked af at miste sin hånd, for der er andre, der mangler begge ben!

Liv eller død. Vi foreslår at man genopliver fødesteder og jordemodercentre, og at man puster liv i de velbeskrevne modeller for kendt-jordemoder-ordninger. Vi foreslår, at man bærer livet på hænder, hvor man kan, og at man ikke lukker døden ind ved at holde jordemødre og familier fremmede for hinanden.

I 1902 sagde fru Anna Hansen, jordemoder og formand for de Københavnske jordemødre:

".selv nutidens stærke bevægelse på kvindeerhvervets område har ikke skabt noget kvindearbejde, hvis betydning for samfundet kan sammenlignes med vort".

I år hvor vi fejrer foreningens 100 års jubilæum, kan jeg sige det samme, trods min angst for, at regering og amter ikke vil lytte.

Jordemødre kan gøre en forskel.

Fordi vi vil livet - ikke "liv eller død".