Leder: Det nytter

I dette og i kommende numre af Tidsskrift for Jordemødre skildres initiativer og projekter, der i særlig grad viser, at det nytter at lægge kræfter i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde.

På Folketingets Sundhedsudvalgs eksperthøring i april 2003 fremhævede Jordemoderforeningen, at centraliseringerne og sygehuslukningerne i amterne truer forebyggelsen og sundhedsfremme-arbejdet.

Politikere såvel som andre deltagere i høringen måtte sande, at der er et problem med at sikre, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer for området bliver fulgt godt nok, når sygdomsbehandlingen altid bliver sat i første række: Er der ventelister for brystkræftpatienter, kan den trængte sygehusdirektør få svært ved at sætte midler af til raske, normale kvinder. Også selv om det kan sandsynliggøres, at disse penge til sundhedsfremme og forebyggelse kommer igen. Når pengene ikke lander i sygehusets egen kasse i samme budgetår, kan det være uinteressant, når man sidder og skal have knappe midler til at nå sammen.

Men sommetider kan det lade sig gøre for jordemødre og samarbejdspartnere at opnå en lille succes. Lille i det samlede antal af kvinder, men stor for den kvinde, der står midt idet.

Det betyder noget at overvinde sin angst for det ukendte og turde gå fødsel og forældreskab i møde på sin egen måde.

Det betyder noget at tage skridt til at bekæmpe sin overvægt, at ændre sit rygemønster, at holde sig stoffri, at beholde sin kontakt til arbejdsmarkedet under graviditeten.

Det betyder noget at oparbejde gode tilbud om hjemmefødsler. Viden og succes fra det lille område kan påvirke, hvordan fødsler opfattes, og hvordan vi selv praktiserer på det større område.

Ud af den lille succes kan opstå den næste lidt større opgave. Hver sejr på vores område styrker lysten til nytænkning og samarbejde og underbygger, at der skal være en jordemoderindsats i graviditet, fødsel og barsel, som rækker ud over sparsom risikoopsporing og forpustet spring fra fødestue til fødestue.

Jeg håber, at de kommende numre af Tidsskrift for Jordemødre vil give dig inspiration til selv at arbejde videre med de små succeser. Det fører til større og til store.

Lillian Bondo
Landsformand