• Print
  • Bookmark and Share

Leder: Det kan blive en pige eller det kan blive en dreng

Årgang 2018, nr. 2, OK18
Af: Lillian Bondo, formand

I skrivende stund (20. februar) ved vi så meget om et resultat af overenskomstforhandlingerne, og om hvornår de afsluttes, som ... at vi ikke ved noget ...

Vi venter stadig på et resultat på statens område, som per tradition skal afsluttes, før forhandlingerne med arbejdsgiverne i regioner og kommuner falder på plads. Først når der er indgået forlig mellem Moderniseringsstyrelsen og CFU, får vi kendskab til den økonomiske ramme, så vi kan afslutte flere ugers tekniske forhandlinger med et politisk forlig.

Lige nu er en konflikt ikke utænkelig. Arbejdsgiverne har præsenteret krav, der langt fra afspejler en samfundsøkonomi i hastig vækst, og som vi ikke kan opfatte som andet end angreb på vores grundvilkår i arbejdet. Og vi har på vores side sammen med vores forhandlingsfællesskaber stillet krav, der blandt andet kan starte en opretning af uligelønsproblemerne i de store kvindedominerede faggrupper.

Vi er mange, der husker konflikten i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008. Vi ved, at det ikke er nogen skovtur at være i konflikt. Men hvis det er vores sidste mulighed for et gensvar på fuldstændigt urimelige angreb, ja, så er det det, vi skal.

Det er ikke 2008 om igen. Vi står stærkere organiseret, og vi vil gribe konflikten anderledes an. Styrken denne gang er, at en konflikt vil omfatte alle vores kolleger på sygehusene og i den offentlige sektor i det hele taget: sosu-personale, administrativt personale, portører, sygeplejersker, læger, undervisere, socialarbejdere og pædagoger.

Selvom denne leder bliver skrevet ganske få timer før tidsskriftet går til tryk, vil det aldrig være muligt at komme først med det sidste i et trykt medie.

Sørg derfor for at følge med hos din tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanter og kredsformænd vil hele tiden være opdateret på den seneste udvikling.

Læs mere om OK18 i artiklerne 'OK18 Forhandlinger med forhindringer' og 'Muligheden for konflikt'

„Vi er mange, der husker konflikten i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008. Vi ved, at det ikke er nogen skovtur at være i konflikt. Men hvis det er vores sidste mulighed for et gensvar på fuldstændigt urimelige angreb, ja, så er det det, vi skal.“
Lillian Bondo, formand