• Print
  • Bookmark and Share

Kostskole for gravide

Årgang 2002, nr. 6

Hvad sker der, når overvægtige gravide højest får lov at tage seks kilo på? Det skal et forskningsprojekt i Herlev og Hvidovre vise

Af: Conni Mikkelsen, journalist

Fere steder i landet gives der i dag tilbud om diætistbehandling for overvægtige gravide. Men for en gruppe gravide i Herlev er der koblet et forskningsprojekt på tilbuddet. Verdens første af sin slags. Projektet skal først og fremmest afklare, om man kan nedbringe antallet af komplikationer ved at begrænse vægtstigningen hos de meget store
gravide. Men det skal også give et fingerpeg om, hvordan man bedst regulerer de gravides vægt.

Susanne Bakhøj, cand.scient. og Ph.d-studerende er koordinator for projektet, som omfatter 60 gravide fra Herlev med et BMI på 30 eller derover. Halvdelen af gruppen må højest tage seks kilo på i løbet af de næste ni måneder ? med individuel hjælp fra diætister. Den anden halvdel har ikke fået nogen vægtgrænse og modtager ingen diætisthjælp, kun almindeligt gode råd om kost og motion.

"Seks-kilosgrænsen er sat ved at tage tallene fra Institute of Medicine, der angiver præcist hvor meget en graviditet vejer, og så har vi fjernet det, der er afsat til ekstra fedtdeponeringer," forklarer Susanne Bakhøj.Alle får udleveret en aktivitetsmåler, som registrerer hvor meget motion, hver enkelt får, og alle får også tilbudt tre helbredsundersøgelser, der omfatter kontrol af vægt, puls, blodtryk, talje-hofte mål, blodsukkerregulering, fedtsyreprocent samt vitamin- og mineralstatus. Desuden får hele gruppen tilbudt fire scanninger mod normalt en enkelt.

"Vi tager ekstra sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at fosterets udvikling ikke påvirkes negativt, så jeg mener det er fuldt etisk forsvarligt," siger Susanne Bakhøj.
Hun er selv tilknyttet Klinisk Ernæringsenhed på Hvidovre Hospital og samarbejder med Forskningsinstitut for Human Ernæring, mens det er KAS Herlev, der leverer de gravide, og 'Desiree og Ydes Fond,' der har muliggjort studiet økonomisk.

Projektet omfatter også opfølgende helbredsundersøgelser og diætetisk vejledning henholdsvis et halvt år og et år efter, at kvinderne har født. Susanne Bakhøj forventer at kunne offentliggøre sin undersøgelse i sommeren 2003. Derefter vil hun fortsætte studierne med baggrund i databasen 'Bedre sundhed for mor og barn.'