• Print
  • Bookmark and Share

Kommunikation om rusmidler skal læres

Årgang 2007, nr. 11
Af: Ane Iuel

Jeg valgte at tage til Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital i min valgfri periode, for at få et indblik i Interventionsmodellen.

På Familieambulatoriet har et tværfagligt team specialiseret sig i at optimere indsatsen overfor gravide og deres børn, hvor den gravide har et rusmiddelproblem.

Udover at jeg fulgtes med jordemoderen, valgte jeg at lave to interviews — et med jordemoder Jette Sandøe fra Familieambulatoriet og et med ”Karen” — en gravid med et tidligere intravenøst stofmisbrug og med et aktuelt forbrug af Cannabis. Karen var 31 uger henne i graviditeten, og det er anden gang hun skal føde.

I arbejdet med analysen af de to interviews, blev to ting meget tydelige for mig. Dels at et tværfagligt samarbejde er helt essentielt i arbejdet med gravide og deres børn, hvor der er tale om en rusmiddelproblematik. Dels den respekt og omsorg, der vises overfor denne meget sårbare gruppe.

Overset problem?
Jeg har ofte undret mig over, hvorfor jeg kun har set et fåtal af gravide med forbrug af rusmidler i jordemoderkonsultationen. Kan det skyldes, at der ikke er så mange kvinder med et skadeligt forbrug af rusmidler, der bliver gravide. Eller kan det skyldes, at vi som jordemødre ikke lægger vægt på denne del af svangreomsorgen?

Vi ved, at kvinder med et skadeligt forbrug af rusmidler bliver gravide lige så ofte som baggrundsbefolkningen, og vi ved også, at veluddannede kvinder over 30 har et meget stort forbrug af alkohol.

Jette Sandøe starter altid kommunikationen med helt almindelige graviditetsting for at opnå en let og ubesværet stemning. Hun spørger også altid til det aktuelle forbrug, og der er ofte tale om, at kvinden skal aflevere en overvåget urinprøve. Karen giver udtryk for, at de ugentlige samtaler med en jordemoder samt det, at hun skal aflevere rene urinprøver, er en stor hjælp.

De rigtig svære spørgsmål
En meget stor del af arbejdet på Familieambulatoriet er at udvise en skærpet opmærksomhed på, hvordan tilknytningen til barnet er.

I interviewet med Karen bliver det meget tydeligt, at barnet i hendes mave ikke fylder mest i hendes bevidsthed. Hun har fx ikke helt styr på, hvor langt hun er, og hun er meget optaget af sin tid som hjemløs, torsdagsdemo (demonstrationer hver torsdag ved det tidligere Ungdomshus), den verserende samværssag om det første barn og indkøb/klunsning af udstyr til barnet. Når jeg spørger, om hun glæder sig til barnet, taler hun udenom, og hun har generelt svært ved at holde fokus.

Jette Sandøe fortæller, at det mest komplicerede ved hendes arbejde er, at hun ofte er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved kvindens forældreevne — altså ved om kvinden bliver en mor, der kommer til at gå hjem med sit barn. Hun oplever almindeligvis, at kvinderne er meget vrede over, at der bliver sat fokus på denne problemstilling.

De gode råd
Jeg bad Karen fortælle, hvordan hun synes, kommunikationen om forbrug af rusmidler skulle være:

”Ja — vi vil jo gerne tages med fløjlshandsker”, fortæller hun, ”men det nytter altså ikke noget”.

”Det er vigtigt at få konsekvenserne for mor og barn at vide — fx at barnet kan blive fjernet, hvis mor har et forbrug af rusmidler — det skal være lige på og hårdt”.

Disse udsagn står i skærende kontrast til jordemoderens erfaringer, hvor hun fortæller, at er hun for frembrusende, så risikerer hun, at den gravide lukker i og ikke vil samarbejde. Derfor: Kommunikation skal læres. Man skal som jordemoder øve sig rigtig meget på mødet med denne gruppe af gravide.

På Familieambulatoriet er de ansatte vedholdende, når det fx gælder gentagne udeblivelser. Jette Sandøe bliver ved med at ringe til kvinder, der udebliver. Lykkes det ikke at få kontakt til kvinden, hverken telefonisk eller fx via socialforvaltningen/rådgivningscentret, tager Jette Sandøe gerne på hjemmebesøg. Samtidig kan gentagne udeblivelser eller manglende styr på aftalerne være et tegn på, at kvinden har et problem, som vi kan være opmærksom på i den almindelige jordemoderkonsultation.

Tegn på misbrug
Der er en række tegn på, at kvinden har et misbrugsproblem: At hun lugter af alkohol, har små pupiller, taler og reagerer langsomt/forsinket, at hun er meget hektisk eller sidst men ikke mindst: Har en socialt belastet anamnese.

Jette Sandøe havde et godt råd, der kan bruges i den almindelige jordemoderkonsultation: Spørg alle om rusmiddelforbrug — helt på lige fod med at du spørger til sidste menstruation, kost og vitaminer. Og hav altid med i dine overvejelser, at kvinder med et forbrug af rusmidler meget ofte kan ”tage sig sammen”, når de skal til jordemoderkontrol. Derfor kan det være meget svært at opdage kvinder med et rusmiddelproblem — specielt et alkoholproblem.

Hvorfor ser vi ikke disse gravide i vores jordemoderkonsultationer?

For det første er tiden det største problem. Der skal være den nødvendige tid, hvis man vælger at tage hul på dette emne. For det andet skal man kunne håndtere den vrede, kvinderne meget ofte vil give udtryk for, når man som jordemoder er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved kvindens evne til at blive en ansvarlig mor. For det tredje er et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde helt essentielt i mødet med denne gruppe af gravide.

Ane Iuel er jordemoderstuderende på 7. semester på CVU Nordjylland