• Print
  • Bookmark and Share

Kommentar fra en kendt jordemoder

Årgang 2007, nr. 8

Kendt jordemoder-ordninger er måske det, der skal til for at ruske op i vanetænkningen på fødeafdelingerne? Det er i hvert fald den ideelle arbejdsform for forfatteren af denne måneds kommentar.

Jeg synes, det hører med i debatten om kendt jordemoder- ordninger, at det vi foretager os lige nu, er eksperimenterende projekter. Vi skal også undersøge om arbejdsformen holder vand, når det gælder arbejdsmiljø. Vi har brugt meget krudt på at gennemtænke de bedst mulige aftaler, både når det gælder arbejdsbetingelser og løn.

I projektet ligger også evaluering af disse ting.

Jeg har en kollega, der afløser efter en lang nat eller mere end 16 timers opkald.

Vi har en aftale, der omfatter, hvor mange fødsler vi skal varetage i vores team pr. år. 60 fødsler om året pr. jordemoder. Det er ca. 10 procent mindre end da vi arbejdede i konventionelle vagter.

Vi har en aftale hvor vi er sikret den samme løn, som før hvor vi arbejdede i døgnvagter. Derudover har vi funktionstillæg for hjemmefødsler og for projektdeltagelse.

Efter det første år kan jeg sige, at vi arbejder 30 til 40 timers kald i den uge vi har vagt. Til gengæld er arbejdstiden på 0 timer i friugen.

Jeg har i mit 20-årige jordemoderliv aldrig før været så tilfreds med det jordemoderfaglige indhold i mit arbejde, og ikke mindst det kollegiale samarbejde. Jeg er i en arbejdssituation, hvor jeg har et meget stort ansvar, men også stor selvbestemmelse. Min dagligdag er præget af kontinuitet, forløb, der indledes og afsluttes, er dagligdag. Det giver altså en anden mening at arbejde en sen nattetime eller være på i mange timer i træk, fordi en fødsel med en kendt kvinde fordrer det.

For mig er det en måde at finde sin plads i en megastor afdeling på en måde, der giver god mening og kvalitet i arbejdet. En måde at vise, at der findes en måde at gøre arbejdet med de fødende på - væk fra samlebåndet, hvor det hedder ”stue 1, stue 5, hende med grønt vand”

Fremtiden er desværre store fødesteder. Det er os jordemødre, der skal være idé-magere, når det handler om at skabe strukturer i disse fremtidige afdelinger, så vi kan trives som jordemødre og kan give de gravide og fødende de bedst mulige kår. Det handler om at fastholde og udvikle vores jordemoderfaglige profil på fødestuerne og i det forebyggende arbejde.

Jeg frygter, at jordemoderfaget forsvinder i fremtiden, at læger, fødselscoaches og doulaer overtager fødestuerne.

Vi er nødt til at være fremme i skoene med vores ideer og krav til strukturerne i en stor afdeling. Kendt jordemoder er ikke den eneste mulighed. Brug fantasien! Tænk fx tanken at alle jordemødre fra et lukket fødested, danner en form for team, som føder med kvinderne på det fødested, hvortil fødslerne bliver flyttet og indbyrdes danner et kollegialt og fagligt fællesskab/team. Det store fødested kunne være delt op i afdelinger, som frekventerede hver sin del af regionen.

Der kunne være udekonsultationer, hjemmefødsels- ordning, regionale ammekonsultationer, samarbejde med sundhedsplejerskerne og de praktiserende læger. Jo mere vi organiserer og forvalter selv, og jo mere fleksible vi er, des mere skal vi selvfølgelig have i løn.

Hvis vi ikke tør eksperimentere jordemoderfagligt, så vil vores arbejde blive defineret af andre, som har helt andre kvalitets-parametre som de vigtigste fx ventetid på epidural, infektion efter sectio, indlæggelsestid. Det vil i hvert fald ikke være fremmende på vores arbejdsmiljø!

Når jeg lukker øjnene, og drømmer, så dukker også den tanke op, at vores kendt jordemoder-ordninger kunne være den spydspids, der kunne skaffe en aftale igennem, hvorefter jordemødre i Danmark kan tilbyde konsultationer og fødselshjælp i et privat regi, som kvinderne kunne vælge til, med offentligt økonomisk tilskud.

Jeg tror, det vil være rigtig godt, at den offentlige fødselshjælp får konkurrence på den måde i en tid, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at fødslerne finder sted på stadig større og færre afdelinger. Vi må arbejde for en mangfoldighed frem for sterotypi - både i vores arbejde og i vores tilbud til de gravide.

Charlotte Falk er uddannet i 1988. Ansat på Hvidovre Hospital i ”Kend din jordemoder”-projektet, der samtidig er hjemmefødselsordning for København og Frederiksberg.