Jeg møder jævnligt familier, som har truffet jordemødre, der konsekvent sagde ”far”, selvom de stod med et fødselsforberedelseshold med adskillige familiekonstellationer uden en far. Alligevel hører jeg ofte jordemødre afvise køns- og seksualitetsneutrale ord som ”partner/forælder/kæreste” med at ”Nej, for far er usynlig nok i forvejen”. Som beskrevet i den seneste udgave af Tidsskrift for Jordemødre er dette sandt nok et problem. Dermed har fædre og de såkaldte ”regnbuefamilier” – familier hvor en eller alle forældre er lesbiske, biseksuelle, homoseksuelle eller queers og/eller er transkønnede – usynligheden til fælles.
Det er imidlertid mere kompliceret end som så. For selvom det halter for jordemødre med at ”spejle” og inkludere fædrene, så sker det til gengæld i overmål andre steder: Informationsbrochurer, kampagnematerialer, plakater, litteratur, kurser, specialtilbud, medier, kultur og samfund, forskning og politik. Far findes. Det samme kan langt fra siges om de familier, som ikke inkluderer en heteroseksuel mand og der er således forskel i både omfang og konsekvenser af usynligheden.
Samtidig er det en ofte hørt klassisk misforståelse, at man gennem minoritetsinkluderende sprog ekskluderer majoriteten og at dette i givet fald vil have samme konsekvenser. Hvor en lesbisk mor helt åbenlyst ikke er ”far”, så kan far godt være ”partner”. Og i det omfang det er mangelfuldt, fordi ”partner” sætter spot på hans relation til den gravide og ikke til barnet, så har han en hel samfundskultur at spejle sig i. Far er en majoritet og tilmed en meget indflydelsesrig en af slagsen. Alternativer og supplementer er helt enkelt ofte ikke en mulighed for regnbuefamilier. Desuden ligger det implicit i vores heteronormative kultur, at hvis en gravid kvinde har en mand med sig, så vil det i 99 procent af tilfældene være (en korrekt) antagelse, at det er barnets far. Hvorimod lesbiske par igen og igen og igen skal bekræfte både deres indbyrdes relation (”Nej, det er ikke min veninde, det er min kone”) samt forældreskabet (”Nej, jeg er ikke mosteren, det er mit barn, som ligger derinde”). De bryder med seksualitets-, køns- og familienormer og skal derfor konstant ”springe ud” og forklare sig, hvorimod far bare ”er”. Dette illustrerer, hvordan normer typisk er usynlige for dem, som passer ind i dem, mens de kan være et anderledes konkret og smertefuldt bekendtskab for dem, som ikke gør. Det illustrerer også, hvorfor al forskning på området viser, at det gør en central positiv forskel, hvis jordemødre og andre fagpersoner bruger sprog, som rummer så mange som muligt frem for at insistere på en normativ tilgang, der med de seneste 30 års samfundsudvikling efterhånden nærmest ekskluderer flere, end den inkluderer.
At jordemødre ikke løfter opgaven med at inkludere fædrene, er et alvorligt problem. Men vi løser det ikke ved at insistere på at fortsætte en strategi, der dels åbenlyst ikke virker, og som samtidig ekskluderer alle de familier, som ikke har en heteroseksuel mand med i pakken.
