– Det var nervepirrende, skræmmende og også lidt skamfuldt.
Sådan lyder det, når jordemoder Anna beskriver, hvordan hun oplevede at blive inddraget i en klagesag. Klagen kom fra en kvinde, der ikke mente at have fået fyldestgørende information, da hun skulle have sat sin fødsel i gang. Kvinden udvidede sig hurtigt og fødte et barn, der havde det dårligt, men hurtigt rettede sig. I forbindelse med behandlingen af klagen blev både igangsættelsen og selve fødslen, som Anna var ansvarlig for, gået efter i sømmene.
Fem måneder efter at klagen var indgivet, modtog hun en fredag eftermiddag en mail i sin e-Boks fra Styrelsen for Patientsikkerhed (nu Styrelsen for Patientklager). I den stod der, at hun efter styrelsens opfattelse umiddelbart var part i sagen og inden ti dage kunne komme med sin udlægning af forløbet i en partshøring. Da klagen kom, havde Anna kun været uddannet i halvandet år og var på vej på barsel. På fødestedet var hun ansat i et vikariat, der ville udløbe under barselorloven og mailen satte straks gang i tanker om, hvad konsekvenserne ville være, hvis hun endte med at få kritik for sin håndtering af fødslen.
– Det var en voldsom og travl fødsel, hvor der skete rigtig mange ting. Så jeg var i tvivl om, hvorvidt alting var foregået efter bogen, eller om jeg kunne have handlet anderledes og hurtigere. Jeg tænkte, at de nok ikke kunne tage min autorisation, men måske kunne det betyde, at det bagefter ville være svært at finde arbejde, siger hun.
Efter en weekend med mange spekulationer kontaktede Anna om mandagen en jurist i Jordemoderforeningen. Juristen så på klagen sammen med en jordemoderfaglig kollega og kunne ikke umiddelbart afvise, at der var punkter, som kunne føre til kritik.
– Men hun beroligede mig med, at jeg ikke skulle frygte for min autorisation, og at klagen sandsynligvis heller ikke ville betyde noget i forhold til ansættelser, fortæller Anna.
Juristen gav hende også vejledning i, hvordan hun skulle formulere sig i den partshøring, hvor hun kom med sin udlægning af fødselsforløbet.
– Derudover var hun bare ufattelig rar at tale med, og jeg ville hellere drøfte sagen med en udefrakommende end med vicechefjordemoderen eller tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen, fortæller Anna.
De to sidstnævnte blev derfor blot orienteret om sagen.
Påvirkede barslen
Selv om hjælpen fra Jordemoderforeningen tog toppen af frygten, var Anna fortsat nervøs for udfaldet af klagesagen, da hun to uger efter gik på barsel, og det påvirkede hverdagen.
For eksempel fik hun under sin barselorlov to gange beskeder i sin e-Boks vedrørende sagen. Begge gange troede hun, at der nu var truffet en afgørelse og tøvede derfor med at læse beskederne.
– Jeg besluttede, at hvis jeg blev ked af det, skulle mit dårlige humør i hvert fald ikke gå ud over min lille datter. Så jegventede hele dagen og åbnede først beskederne om aftenen, fortæller hun.
I begge tilfælde handlede beskederne imidlertid om, at afgørelsen i sagen var blevet udskudt. Da afgørelsen efter halvandet år omsider kom, blev Anna “frikendt”. Det var umiddelbart en kæmpe lettelse, fortæller hun. Men den jordemoder, der havde stået for igangsættelsen af fødslen, slap ikke for kritik, og det dryppede malurt i bægeret.
– Kritikken af min kollega var i mine øjne uberettiget, fordi hun havde fulgt fødestedets retningslinjer for igangsættelse af fødsler. Åbenbart var der noget at komme efter, men kritikken burde så have været møntet på fødestedet og ikke på en jordemoder, siger hun.
Anna understreger, at hun bakker op om, at der skal være et klagesystem for de fødende. Men kritikken af kollegaen og den lange ventetid på afgørelsen har sat sig spor.
– Jeg har mistet lidt af tilliden til, at de her sager bliver retfærdigt bedømt. Samtidig lurer det i baghovedet, at jeg måske kan få en ny klage og igen skal bruge en masse energi på at gå og være bange for udfaldet, fortæller hun.
Går stadig hjemme
Efter sin barselorlov er Anna endnu ikke vendt tilbage til jordemoderfaget, men går stadig hjemme. Det skyldes dels et ønske om at være mest muligt sammen med den lille datter, som ikke harmonerer så godt med lange vagter på en fødegang. Men klagesagen spiller også ind.
– Den har været medvirkende til, at jeg har haft svært ved at finde motivationen til at vende tilbage efter min barsel. Jeg har arbejdet rigtigt hårdt og givet rigtig meget af mig selv i det her fag, og klagesagen har fået mig til at tvivle på, om det er det hele værd. På et tidspunkt skal jeg nok komme op på hesten igen på en eller anden måde, men der er andre ting i livet end arbejde, siger hun.
Når klagesagen stadig spøger, hænger det ifølge Anna også sammen med, at hun som nyuddannet jordemoder endnu ikke var så robust. Som mange andre nyuddannede bar hun rundt på en faglig usikkerhed, som klagen ikke gjorde mindre.
– Derudover kom klagen kun to uger før, jeg gik på barsel. Det fratog mig muligheden for at arbejde mig ud af usikkerheden i forbindelse med andre fødsler, så jeg kunne få lidt mere ro på i forhold til faget og min rolle som jordemoder, siger hun.
Ud over tillidsrepræsentanten og vicechefjordemoderen talte Anna ikke undervejs med andre på fødestedet om den verserende klagesag. Det kan hun set i bakspejlet godt fortryde.
– Jeg holdt det hemmeligt og delte det ikke med kollegerne, fordi jeg oplevede det som skamfuldt. Men jeg tror, det kunne have hjulpet mig rigtig meget at tale med andre og måske mere erfarne jordemødre, som havde prøvet at være i samme situation som mig.
Jordemoderen har ønsket at være anonym og optræder derfor med et opdigtet navn i artiklen. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.