• Print
  • Bookmark and Share

Kampen om fødslerne

Årgang 2013, Nr. 11, Jordemødre i Østeuropa

Mens jordemødre i Central- og Østeuropa på forskellig vis kæmper med og mod myndighederne, er det op til de gravide at kæmpe for retten til selv at bestemme, hvor og hvordan de vil føde. I Ungarn har en kvinde ført sin sag for menneskerettighedsdomstolen – og vundet.

Af: Tine Møller Sørensen, cand.mag i moderne kultur

Fra du sætter foden på hospitalet, har du ikke længere nogen kontrol over, hvad der skal ske. Hele forløbet bliver orkestreret og styret af fødselslæger. Og hvis du for eksempel vil have en fødselshjælper med - lige meget om det er din partner, mor eller en særlig jordemoder - har du værs’go at betale.

Sådan er vilkårene for gravide kvinder i en række central- og østeuropaiske lande. Her har de gravide ingen indflydelse på, om de skal klippes, have epiduralblokade eller kejsersnit. Der er som regel ikke mulighed for, for eksempel, at bevæge sig rundt under veerne, og alle fødsler foregår liggende pa ryggen. Efter fødslen vil det nyfødte barn oftest blive taget væk og placeret i et andet rum væk fra moderen.

I december 2010 vandt ungarske Anna Ternovsky en principiel sag ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, der fastslog, at en fødende kvinde har ret til at bestemme omstændighederne omkring sin fødsel, herunder hvordan, hvor og med hvem, de vil føde. Stater og myndigheder må ikke bruge nogen form for lovgivning til at begrænse kvindernes valgmuligheder, da dette vil være en krænkelse af kvindens ret til privatliv, autonomi og kontrol over egen krop. Dommen blev stadfæstet i september, da lignende sager anlagt af to tjekkiske kvinder var i høring.

I Tjekkiet har en kvinde desuden lagt sag an mod et hospital, efter de mod hendes specifikke ønske udførte en episiotomi på hende. Men de lokale domstole arbejder langsomt, og kvinden kan ikke være sikker på at vinde sagen.

Høje interventionsrater
Selvbestemmelse over fødselsforløbet vil for mange kvinder i disse lande blandt andet betyde retten til en fødsel uden indgreb. Fødsel uden obstetrisk intervention er desuden blevet indføjet som en af anbefalingerne i en rapport fra Euro-Peristat, der oplister hvilke indikatorer, der skal til for at opnå god sundhedsomsorg for gravide og nyfødte.

Interventioner strækker sig over en lang række ting, for eksempel beretter den serbiske afdelingsjordemoder Jovanka Tomic om mange ve-stimulerede fødsler og en høj grad af sygeliggørelse. Tallene taler for sig selv: I 2010 viste tal fra FN, at Tjekkiet havde en episiotomi-procent pa 51,2 og Slovenien på 36,1 – mens det i Danmark hed 4,9. Ungarn og Serbien har begge en kejsersnitsprocent på over 30.

Kvinder, der gerne vil have indflydelse på deres fødsler, er derfor nødsaget til i stedet at konsultere privatpraktiserende jordemødre, der udelukkende varetager hjemmefødsler. Eller alternativt hyre en doula, der på hospitalerne kan fungere som støtte for, under og efter fødslen.

Private jordemødre kan berette om kvinder, der, i et forsøg på at vige udenom hospitalsvæsenet, helt undgår undersøgelser fra andre i graviditeten.

Netop sådan manglende visitation ved hjemmefødsler er dog, hvad kritikere ofte slår på som mulig fare, hvorfor det også kan undre, at der ikke er flere jordemødre, der kamper for muligheden for spontane fødsler pa hospitalerne. Jordemødrene selv siger, at det på en gang handler om, at lægerne har stor indflydelse og magt, men at det samtidig betyder, at disse har det endelige ansvar for mor og barn, og at jordemødrene, på grund af manglende tiltro til egen professionalisme, simpelthen ikke tør at overtage det ansvar.

I Beograd findes landets foreløbig eneste Baby Friendly Hospital, der desuden tilbyder fødsler i et ”hjemmefødsels-miljø” og har særligt fokus pa efterfødselsprocessen. Lignende enkeltstående tilfælde findes i de fleste lande men ofte som tilkøbsmodeller. Det vil sige klinikker, der ikke er dækket af den almindelige sygesikring, og som derfor - pa samme måde som med både hjemmefødsler og doula-assistance - udelukker ikke privilegerede kvinder fra at benytte de få muligheder, der rent faktisk er. I det hele taget mener den slovenske jordemoder Anita Prelec, at det største problem - for Sloveniens vedkommende –er, at der ikke ydes nok støtte til kvinderne under graviditet og efter fødslen.

Manglende information
Hendes landsmand doula Tadeja Korenc mener, at der er brug for, at flere kvinder efterspørger den spontane fødsel, men at de fleste kvinder hverken tror nok på sig selv eller har tiltro til jordemødrenes professionalisme. Derfor er det nødvendigt med mere information, hvilket Anita Prelec er enig i. Gravide, jordemødre og læger må arbejde sammen for at bevidstgøre kvinder om, at de med en jordemoder gives de bedste muligheder for en spontan fødsel uden unødvendige indgreb. Og at kvinderne på dette grundlag får mulighed for at traffe valg om, hvad de ønsker, og kan krave deres rettigheder.

For mange jordemødre er det netop først og fremmest et spørgsmal om at støtte op om kvinders rettigheder. Dette gentages af stort set alle - også af ungarske Agnes Gereb og i både Slovenien og Serbien, hvor Divna Miljkovic beskriver en jordemoders vigtigste egenskaber, som det at kunne se de fødende kvinders egen styrke og potentiale og så at ”holde mund og lade være med at røre”.