• Print
  • Bookmark and Share

Jordemoder i primetime

Årgang 2012, Nr. 3

‘Hjælp vi skal føde’ er titlen på DR’s serie om at få barn og være familie, der kører hver tirsdag. De medvirkende gravide er tilknyttet Hvidovre Hospital, hvor fødslerne også finder sted. Tidsskriftet har spurgt Kit Dynnes Hansen, der afdelingsjordemoder på Hvidovre og næstformand i Jordemoderforeningen, om hvilke tanker hun har gjort sig om udsendelserne, og om hvordan det er selv at medvirke.

Af: Anne-Marie Kjeldset

Hvilke overvejelser havde du gjort dig i forhold til at deltage?
‘Hjælp vi skal føde” er anderledes end de andre udsendelser vi har medvirket i, hvor det var jordemoderen og hendes arbejde, der var i centrum.

Alene titlen lægger op til drama og det skal jeg love for, at der også er. Denne serie tager udgangspunkt i en række menneskers mere eller mindre specielle historier, der så bliver peppet op med klip fra fødslerne. Det er jo fjernsyn, det skal gå hurtigt og fange seerne og så har producenterne valgt at bruge de mest dramatiske scener fra fødegangen. Det havde jeg ikke gjort mig klart. Det tror jeg mange af mine kollegaer havde, for der var mange, der ikke ønskede at deltage i serien.

Hvad synes dine kollegaer så om serien?
Jeg tror, de fleste er betænkelige ved, hvad den betyder for jordemoderfagets omdømme og vores omdømme på Hvidovre Hospital. Den er også problematisk i forhold til det billede af fødsler, den tegner overfor kommende forældre. For det er ikke et reelt billede af virkeligheden og det siger jeg ikke for at forsvare det, der foregår på Hvidovre.

Hvordan er det at se sig selv i en sådan sammenhæng?
Det virker stærkt og gør stort indtryk at se sig selv – særligt i situationer, hvor der skal handles og hvor det skal gå stærkt. Men det giver da også anledning til refleksion over min egen praksis.

Kan man som jordemoder lære af serien?
Jeg tror, man kan lære meget af at se sig selv arbejde på film, men det er vanskeligt at prioritere sin læring på brudstykker, valgt af en producer for at skabe underholdning. Men udsendelserne giver stof til eftertanke, for eksempel om vi kan informere forældrene hurtigere, når barnet har behov for behandling efter fødslen? Om der er behov for så mange mennesker på fødestuerne, når der skal foretages instrumentelle forløsninger?

Serien har givet anledning til megen kritik af, at kvinderne føder på ryggen på Hvidovre. Mit indtryk er, at der arbejdes rigtig meget med mange forskellige hvile- og fødestillinger, og jeg kommer rundt på mange fødestuer som afdelingsjordemoder. Det er vigtige problemstillinger, men vores rigtig store udfordringer som manglende fødselsforberedelse og en høj indgrebsfrekvens, som vi deler med mange andre fødesteder, giver udsendelsen også indblik i.

Hvad vil du råde andre til, hvis de bliver bedt om at medvirke i en Tv-udsendelse?
Jeg tror, man skal gøre sig helt klart, hvad formålet med udsendelsen er. Hvad er det for et billede, de vil tegne? Hvad er det for en historie, de vil fortælle? Det er også vigtigt for medarbejderne, at man har valgt at være med. I denne serie var det de fødende, der kom med deres fotograf, og pludselig lå der et enormt stort pres på gruppen for at stille op. Blev man kaldt til en stue, trådte man ind som deltager i et reality show. Hvem er det så lige, der siger: “så skal kameraet slukkes”?