• Print
  • Bookmark and Share

Jordemoder i ny funktion som uddannelseskonsulent i Region Hovbedstaden

Årgang 2019, nr. 7

Med solid ballast som jordemoder og en supplerende kandidatgrad er Dina Sloth Illeris ansat i en ny funktion som uddannelseskonsulent for jordemoderuddannelsen under Center for HR i Region Hovedstaden. Her er hun bindeled mellem den teoretiske og den praktiske del af uddannelsen og er med til at udvikle og kvalitetssikre de studerendes kliniske uddannelsesforløb.

Af: Trine Kit Jensen, freelancejournalist

– Da jeg så jobopslaget, blev jeg glad. Det så vanvittig spændende ud, og jeg var lige blevet færdig med min kandidat, som jeg rigtig gerne ville bruge i relation til jordemoderfaget.

Sådan lyder det fra Dina Sloth Illeris, der siden februar 2019 har arbejdet i Sektion for Grunduddannelse under Center for HR i Region Hovedstaden. Med ti års erfaring som jordemoder og en nyerhvervet kandidatuddannelse i sundhedsfremme, sundhedsstrategier og international udvikling med i bagagen, er hun ansat i en to-årig projektstilling som uddannelseskonsulent for jordemoderuddannelsen.

Sygeplejerskeuddannelsen har længe haft overordnede regionale uddannelseskonsulenter, der koordinerer på tværs af hospitalerne og fungerer som brobyggere mellem den kliniske og den teoretiske del af uddannelsen. Det samme gælder professionsbacheloruddannelserne til bioanalytiker, radiograf og diætist. Men i forhold til jordemoderuddannelsen er jobfunktionen ny.

Stillingen er oprettet efter ønske fra både jordemoderuddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP) og chefjordemødrene på de i alt seks fødesteder, der tager imod studerende fra skolen i København. Det er udover de fire fødesteder i Region Hovedstaden også fødeafdelingerne på Slagelse Sygehus og Nykøbing Falster Sygehus i Region Sjælland.

Flere studerende giver udfordringer
Baggrunden for oprettelsen af den nye stilling er bl.a., at antallet af jordemoderstuderende på Københavns Professionshøjskolen er øget med en tredjedel, så der nu optages 107 studerende om året mod tidligere 77.

– Det øgede optag betyder, at opgaven med at uddanne de jordemoderstuderende er blevet større. Men kapaciteten ude på hospitalerne er den samme som før, når det gælder antal fødende og antal kontaktjordemødre, og som uddannelseskonsulent skal jeg bl.a. bidrage til, at vi finder løsninger, der betyder, at vi kan holde den høje standard og udvikle og kvalitetssikre den kliniske del af uddannelsen, selv om der er kommet flere studerende, siger Dina Sloth Illeris.

Flere studerende betyder også flere uddannelsesansvarlige jordemødre. Dem er der nu 17 af, fordelt på seks forskellige matrikler i de to regioner, og også det giver behov for en centralt placeret uddannelseskonsulent, der både kan være bindeled til Københavns Professionshøjskole og koordinere på tværs af fødestederne.

– Forholdene på det lille sygehus i Nykøbing Falster og landets største fødeafdeling i Hvidovre er selvfølgelig forskellige, så de kliniske uddannelsesforløb kan aldrig blive helt ens. Men der er brug for nogle drøftelser på tværs, så uddannelsen er på samme niveau, uanset hvor de studerende er i praktik, siger Dina Sloth Illeris.

Derudover peger hun på fordelene ved, at hun i Sektion for Grunduddannelse er en del af et tværfagligt team med uddannelseskonsulenter tilknyttet de andre bacheloruddannelser på sundhedsområdet.

– Vi lærer rigtig meget af hinanden, og det giver mulighed for, at vi kan udvikle det tværfaglige samarbejde i uddannelserne, siger hun.

Idé om ”studieunits” i spil
Dina Sloth Illeris er tovholder i et koordineringsudvalg, hvor både lederen af jordemoderuddannelsen på KP, chefjordemødrene, de uddannelsesansvarlige jordemødre og de teoretiske undervisere fra jordemoderuddannelsen er repræsenteret. Her bliver bl.a. de udfordringer, der følger af det øgede antal studerende, taget op.

– På grund af det større antal studerende er der mange ting, vi må omstrukturere og gøre anderledes ude på hospitalerne. Det gælder både i forhold til den kliniske undervisning, vagterne i klinikken og de kliniske eksaminer. Og den omstruktureringsproces er vi i gang med, siger Dina Sloth Illeris.

Det er ikke kun jordemoderstuderende, men også sygeplejerske- og medicinstuderende, der kommer flere af ude på hospitalerne, og såkaldte ”studieunits” er en af de idéer, der er i spil for at løse kapacitetsudfordringerne og samtidig øge kvaliteten og det tværprofessionelle samarbejde. Her er det tanken, at studerende fra forskellige professioner skal udgøre en lille afdeling i den store og sammen tage sig af en gruppe patienter.

– Det kan for eksempel være på en barselgang, hvor et team bestående af en jordemoderstuderende, en sygeplejerskestuderende og en medicinstuderende i fællesskab passer tre kvinder, der har fået planlagt kejsersnit. På den måde kan man med den samme kapacitet have plads til flere studerende. Samtidig vil der være rigtig god læring i det tværfagligt, og sådan nogle units vil jeg rigtig gerne være med til at oprette, siger Dina Sloth Illeris.

Teori og virkelighed
Som uddannelseskonsulent er Dina Sloth Illeris også involveret i, hvordan man får de jordemoderstuderende ordentligt integreret i den nye hjemmefødselsordning i Region Hovedstaden, der netop er trådt i kraft. Samme øvelse er hun en del af i forhold til de fire nye ”in house” fødeklinikker til forventet normale fødsler, der i 2019 er oprettet i tilknytning til fødestederne i Hvidovre, Herlev, Hillerød og på Rigshospitalet.

Derudover er Dina Sloth Illeris med til at planlægge og afholde pædagogiske dage for de uddannelsesansvarlige jordemødre. Hun afholder også fællesmøder for de uddannelsesansvarlige jordemødre og underviserne fra jordemoderuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Generelt har hun meget kontakt med underviserne fra professionshøjskolen og mindst én gang om ugen forlader hun basen i Center for HR på Gentofte Hospital for at arbejde på skolen.

– Koblingen mellem det teoretiske og det praktiske er vigtig, fordi den er helt afgørende for, om uddannelsen giver mening for de jordemoderstuderende. Det, de lærer, når de sidder på skolebænken, skal hænge sammen med den virkelighed, de oplever, når de kommer ud i klinikken, siger hun.

Dina Sloth Illeris er også en del ude på de seks fødesteder i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Så der er hele tiden fart på og fuld kalender, men jobbet har ikke skuffet.

– Jeg brænder for at lave god jordemoderuddannelse, og det er så fedt at arbejde sammen med en masse andre mennesker, der brænder for det samme, siger hun. Der er ikke ansat jordemødre i tilsvarende stilling og funktion i landets øvrige regioner.