• Print
  • Bookmark and Share

Ingen hørte Mettes nødråb

Årgang 2013, nr. 12, Sårbare gravide

I ni måneder følte hun sig nærmest ignoreret af både egen læge og skiftende jordemødre, selv om hun allerede midt i graviditeten oplevede massive psykiske udfordringer. Efter fødslen overhørte sundhedsplejersken også de desperate signaler, Mette forsøgte at sende. Det kunne meget let have været fatalt.

Af: Tekst: Connie Mikkelsen. Illustrationer: Annette Carlsen

Det gik helt galt for Mette, allerede imens hun ventede sønnen Christian. Det var i 2010, da hun var 22 år.
- Jeg var lykkelig og glad i de første måneder af graviditeten. Jeg forestillede mig, at så snart jeg fik min baby op på maven, ville jeg elske ham af hele mit hjerte. Jeg havde slet ikke tænkt på, at noget kunne være skidt, fortæller hun, imens kæresten Tommy sidder ved siden af og lytter.

Efter første lægebesøg og konsultation hos jordemoderen begyndte Mette dog at undre sig.
- Det var som om, de var lidt ligeglade. Som om det at få et barn svarede til at tage et kørekort; en rutineting, der bare skulle overstås, oplevede Mette, der næsten følte sig lidt uvelkommen hos jordemoderen.
- Man kunne mærke, hun kiggede på uret, når man var der, for at holde øje med, hvornår den næste kom, så jeg tænkte, at det nok ikke var her, man skulle snakke alt for meget.

Ramt af angst
Følelsen af mest at være til besvær fik Mette til at holde alle dystre tanker og kaotiske følelser for sig selv, da hun cirka midtvejs i graviditeten blev ramt af to dødsfald blandt sine nærmeste. Det første var det mest chokerende.
- Min verden gik ned, da min eneste rigtigt nære veninde døde i en trafikulykke. Hun var mor til to små børn og den person, jeg kunne tale med om alting. Hun sagde til mig, at jeg var god nok, når alle andre tydeligvis mente det modsatte, fortæller Mette, der kort efter også mistede sin stedmorfar. Den eneste i familien, som hun følte drog en smule omsorg for hende.
- Han kunne se og forstå mig. Han aede mig også på kinden en gang imellem, fortæller Mette, der ellers ikke var forvænt med hverken omsorg eller kærtegn.

Nu følte hun sig helt alene i verden og frygten for, at alle ville dø omkring hende gnavede i både fornuft og dømmekraft. Hun begyndte at ringe til Tommy 20 gange om dagen for at sikre sig, at han var OK, og hun holdt op med at gå ud blandt andre mennesker. Lukkede sig inde i sig selv. Alene med angsten.

Jordemoderen virkede ikke interesseret i, hvordan hun havde det. Derfor fortalte Mette heller ingenting om, hvor meget dødsfaldene påvirkede hende eller om sin voksende angst og selvvalgte sociale isolation. I stedet tænkte Mette, at det hele sikkert gik over af sig selv; at alt ordnede sig, så snart barnet kom.

Men sådan gik det ikke ligefrem.

Afvist igen
Da fødslen gik i gang, var Mette helt uforberedt på, hvad der ventede hende, og allerede de begyndende veer gjorde hende bange og utryg. Alligevel blev hun sendt hjem igen af jordemoderen på Odense Universitetshospital, der afviste hendes indvendinger.

I løbet af den følgende (søvnløse) nat voksede Mettes angst, så det var en både udmattet og bange førstegangsfødende, der endelig fik grønt lys til fødegangen næste dag, og igen oplevede Mette, at man ikke tog hende alvorligt. Som hun siger:
- De var bare SÅ ligeglade med mig.

Selv om fødslen nøgternt set befandt sig indenfor normalområdet på trods af den epiduralblokade, Mette endte med at få, så oplevede hun det selv som et forfærdeligt forløb. Og værre blev det, da den forventede moderkærlighed ikke indfandt sig i samme øjeblik, lille nyfødte Christian kom op at ligge på hendes mave.
- Allerede der tænkte jeg, at jeg nok var en dårlig mor, for de der store, hjertebankende følelser havde jeg da slet ikke, siger hun.

Det Mette mest af alt havde lyst til, var bare at komme væk fra hospitalet. Væk fra de jordemødre, der alligevel var ligeglade med hende, følte hun. Så tre timer efter fødslen tog Mette og Tommy hjem til hans forældre med deres nyfødte søn, uden at nogen stillede spørgsmål ved, om det nu også var en god idé.

Det sorte kapitel
Herefter startede det sorteste kapitel i den unge mors liv.

Den første uge hos svigerforældrene gik OK. Mette registrerede nogle piblende følelser for sin søn, når hun ammede, men det bekymrede hende, at den store, altoverskyggende moderkærlighed stadig ikke indfandt sig.

Hun nævnte det for den jordemoder, der kom på besøg efter en uge, men hun svarede, at ’det er meget normalt for jer unge mødre, at det tager lidt længere tid’ uden at gå nærmere ind i problematikken.

Mette undrede sig. Kunne det virkelig være rigtigt, at det skulle være sådan? At følelsen af tomhed var større end følelsen af moderkærlighed?

Kort efter, at den lille familie var kommet hjem i egen lejlighed, kom Mettes far så på visit, og i stedet for roser til sin voksne datter medbragte han et digert møgfald: for sikke da et rod, der var her i lejligheden, og hvor Mette dog lignede sin mor, fremturede han. Hvorefter Mettes spirende selvtillid over den trods alt vellykkede amning røg på et splitsekund.
- Hvis der var nogen, jeg ikke ville ligne, så var det min mor.

Altså begyndte jeg på at gøre rent hver gang Christian sov, i stedet for selv at hvile mig, fortæller Mette.

Jo mere udmattet hun derefter blev, jo mindre kunne hun rumme sin søn, der græd mere og mere.. Og en dag slog det klik.
- Jeg kunne pludselig se mig selv stå og slå min søn. Det var helt uvirkeligt. Som at se sig selv oppefra. Og jeg kunne ikke stoppe mig selv, forklarer hun.

Da sundhedsplejersken kom næste gang, prøvede Mette at få hende til at forstå, at der var sket noget alvorligt, og at hun havde brug for hjælp.
- Jeg har angrebet Christians barnevogn, jeg sover ikke om natten, og jeg kan ikke lide min søn, fortalte jeg hende. Men hun hørte ikke efter. Hun sagde også, at jeg nok bare var en ung mor, der skulle lære at tage det roligt.

Affærdigelsen efterlod Mette i en tilstand af afmagt. Hun isolerede sig i sin egen lille boble, talte ikke med nogen og følte dyb adskillelsesangst i forhold til sin søn. Alligevel tog hendes kontroltab til overfor Christian.
- En dag, hvor jeg virkelig trængte til ro, lagde jeg en hånd over hans næse og mund, så han kunne tie stille. Det var ikke for at slå ham ihjel, det var bare for at få to minutters stilhed, fortæller hun helt åbent.

Forstå dog, hvad jeg siger!
Mettes livsfarlige kontroltab gentog sig, ligesom hun besluttede sig for at begå selvmord adskillige gange, uden at nogen fik mistanke om, hvor slem en fødselspsykose, hun befandt sig i.
- Så forstå dog, hvad det er, jeg siger. Det er jo ikke barnevognen, jeg angriber. Det er min søn. Så hjælp mig dog, tænkte jeg.
- En dag ringede jeg endda til sundhedsplejersken og sagde: ’Kom og tag min søn’, men det reagerede de heller ikke på, fortæller Mette.

Fem måneder inde i barselperioden fik hun så en ny sundhedsplejerske, der besluttede at teste Mette for fødselsdepression. Resultatet var ikke til at tage fejl af: Alle alarmklokker ringede, og Mette blev sendt til lægen til samtale. Hun konkluderede imidlertid, at Mette havde det fint nok.
- Så det havde jeg vel, når hun sagde det, tænkte Mette.

Der gik endnu en tid. Christian begyndte i dagpleje, men vantrivedes, hvorefter der blev kaldt til møde i kommunen; 15 fagpersoner omkring et bord med Christians dårlige trivsel og Mette og Tommys (manglende) forældreevne i centrum. Udgangen blev, at det unge par fik tildelt en familierådgiver, og herefter indtraf vendepunktet.
- Der var et eller andet ved hendes personlighed, der gjorde, at jeg turde åbne mig, siger Mette, der valgte at lægge alle kortene på bordet og fortælle familierådgiveren hele sin rystende historie. Råt for usødet og fuldstændig uden filter.

Der var gået over et år, siden Christian kom til verden. Et mareridtsagtigt år, som Mette og hendes søn kun havde overlevet på grund af tilfældigheder, men langt om længe skete der noget. Familierådgiveren sørgede for, at Mette kom i psykiatrisk behandling, og langsomt genvandt hun kontrollen over sig selv.
- Men jeg forbander systemet over, at de ikke lyttede til mig noget før. Alarmklokkerne skulle jo have bimlet i hovederne på dem alle sammen allerede i graviditeten, siger Mette, der i dag kan se, at hendes selvvalgte, sociale isolation var det første alvorlige advarselstegn, og at hendes manglende følelser for sønnen måske også kunne have været opfanget som et tegn.

Balladen om graviditet nummer to
Efter at Mette havde været i behandling for depression et stykke tid og i samtaleforløb hos en psykiater, besluttede hun og Tommy at forsøge at få barn nummer to, hvis ellers psykiateren syntes, det var tilrådeligt.
- Jeg spurgte ham, om han syntes, det var en god idé. Det sagde han ja til, og en måned efter var jeg gravid, siger Mette med et smil.

Hendes praktiserende læge var imidlertid ikke blevet informeret om psykiaterens billigelse af projekt barn nummer to, så hun blev voldsomt bekymret – forhistorien taget i betragtning - og mente, at graviditeten straks burde afbrydes. Hun henviste derfor Mette og Tommy til Familiecentret på OUH til en nærmere drøftelse.

Mette og Tommy var både forvirrede over de modstridende reaktioner fra fagpersoner og også temmelig rystede, da de mødte op på Familiecentret første gang med frygt for at blive påtvunget en provokeret abort. Men på Familiecentret var dagsordenen en helt anden.

Et helt andet forløb
Her blev parret både set, hørt og respekteret, og eftersom graviditeten jo var ønsket, var det ikke noget hverken læger eller jordemødre på Familiecentret ville blande sig i.
- I stedet er personalet nærmest ved at falde over hinanden for at hjælpe os nu, konstaterer Mette, imens Tommy tilføjer, at det er lige før, det er for meget af det gode.

Men det afgørende er, at Mette føler sig tryg ved udsigten til at skulle føde til marts, og allerede nu føler et bånd til den lille pige, hun venter.
- Det her er et meget mere stabilt forløb. Jeg har det godt med mig selv nu, og på Familiecentret får jeg al den hjælp, jeg har søgt hele tiden, siger hun og forestiller sig umiddelbart, at hun derfor nok skal klare både fødsel og barsel meget bedre denne gang.

I modsat fald ved hun også, at truslen hænger latent over hovedet på det unge par.
- Min sagsbehandler har sagt direkte, at hvis jeg får en fødselsdepression igen, så fjerner de begge børnene, siger Mette og sukker dybt. For hvis det skulle ske, har hele hendes kamp imod en tung social arv været forgæves.

Mettes baggrund:
Af Mettes sygehusjournal fremgår det, at det omsorgssvigt, hun blev udsat for som barn, ikke kun falder tilbage på forældrene. Samfundet bærer også sin del af ansvaret:
”Pt.s opvækst har været præget af omsorgssvigt. Forældrene blev skilt, da pt. var to år. Begge forældre var angiveligt misbrugende. Pt. kom på børnehjem og var der 3-4 år, indtil hun kom i familiepleje. Var glad for at bo her, men flyttede som 8-9 årig hjem til moderen og dennes nye ægtefælle samt deres to fælles børn. Har i alt fem halvsøskende og en ’papbror.’ Pt. beskriver moderen som ’ikke egnet til at være mor.’ Hun lå for det meste på sofaen og sov, mens pt. som 10-årig overtog ansvaret for pasning af de yngre søskende. Ind imellem kom kommunen forbi, og de var tilfredse.”

Efter at Mette er flyttet hjem til sin mor igen, udvikler hun en følelsesmæssig forstyrrelse, hun kommer til at slås med også som voksen:
”Pt. var altid bange for at forlade hjemmet, da hun frygtede, at moderen ville være væk, når pt. kom hjem igen. Levede i evig frygt for, at nogen skulle hente pt. til en ny plejefamilie.”

Og videre står der:
”Har aldrig været god til at fortælle om sig selv og har haft tendens til at gå alene med sine problemer. Barndomshjemmet var præget af, at man aldrig måtte vise følelser, ej heller græde. Har stadigvæk følelsen af, at hun ikke kan gøre det godt nok ift. forældrene, men er blevet mere immun særligt overfor faderens kritik. Er blevet bedre til at sige fra.”

Mette har i dag afskåret forbindelsen til mange af sine nære familiemedlemmer, som hun ikke synes, hun får noget godt ud af at omgås, og hun øver sig i at tænke positive tanker om sig selv. Efterhånden går det bedre.