• Print
  • Bookmark and Share

I praktik

Årgang 2019, nr. 3

Den første praktik som jordemoderstuderende er både skræmmende og fantastisk. Tidsskriftet har fået lov til at læse med i en gul studerendes dagbog fra den første lange praktikperiode.

Af: Emma Skou Rolighed, studerende på andet semester og Anne-Marie Kjeldset

Lærke Vinberg Rasmussen (tv.) er Emmas kontaktjordemoder under den fire måneder lange praktik på fødeafdelingen på Herlev Hospital.

Den 19. februar 2019 startede jordemoderstuderende Emma Skou Rolighed den fire måneder lange praktikperiode på jordemoderstudiets første år. Emma startede praktikken med en konsultation på Gentofte Hospital, der hører sammen med Herlev Hospital, hvor Emma skal være i føde- og barselgangspraktik.

Den første praktikdag varede kun til klokken 11, fordi noget kommunikationskoks havde gjort, at hendes kontaktjordemoder skulle til et møde. Til gengæld fik Emma tid til at skrive de første notater i dagbogen over praktikforløbet, hvor hun for første gang både skal tage imod børn og træde i karakter som professionel støtte til kommende forældre.

Tidsskrift for Jordemødre har fået lov til at læse med i dagbogen og de følgende sider bygger på de daglige beskrivelser af oplevelser, op- og nedture, hjertebanken og tanker om at være den gode studerende.

De første fødsler
Emma kender allerede fødeafdelingen på Herlev Hospital, for det var her, hun var i den to uger lange observationspraktik i starten af studiet. Og det er dejligt at være tilbage igen, skriver den 24-årige studerende i sin dagbog. Allerede i den første vagt på fødegangen får Emma lov til at tage imod et barn. Hun og Lærke, der er Emmas kontaktjordemoder, mødte ind til en kvinde, der lige var kommet ind på fødegangen og var otte cm. åben.

- Lærke var rigtig god til at inddrage mig i, hvad hun gjorde og samtidig sætte mig til ting, jeg kunne hjælpe med for eksempel doptone, måle puls og give massage. Pludselig skulle kvinden presse og Lærke sagde, at jeg skulle tage handsker på. Jeg endte med at tage imod barnet med Lærkes hænder uden på mine, så hun kunne vejlede og styre. Og mor løftede selv barnet op til sig. Det var FANTASTISK! Jeg har aldrig oplevet noget lignende.


De håndgreb, som Lærke guidede Emma til at bruge, havde hun øvet sig i på et fantom tidligere på ugen.

- Det var så fedt og meningsfuldt at se noget, som vi kun har lært på en dukke, blive brugt i praksis. Og så med mine hænder! Efterfølgende tog vi imod placenta - igen med Lærkes hænder på mine - og tjekkede FOOF og bristninger. Jeg vejede blodtab og placenta og følte mig virkelig tryg og sikker i situationen med Lærkes vejledning. Parret var glade og JEG var glad!


Også i den efterfølgende vagt var der en fødsel til Emma. En kvinde, som Emma havde mødt i konsultationen, kom ind og skulle sættes i gang.

- Hun havde mange smerter, og jeg holdt mig derfor lidt i baggrunden, da hun havde svært ved at skulle røres for meget ved. Jeg var derfor med på en anden måde i denne vagt end vagten i går, hvilket var fedt. Jeg følte mig især i de første timer mere som en flue på væggen og lagde derfor mærke til nogle andre ting end i går.

Fødslen gik hurtigt og efterhånden fornemmede Emma, at kvinden også havde brug for hende.

- Jeg syntes, at kvinden havde givet udtryk for, at hun ikke havde brug for mig. Hun henvendte sig kun til Lærke og det er jo også helt okay. Den følelse ændrede sig dog, da hun fik pressetrang. Jeg holdt lattergas- masken, og kvinden tog mig i hånden. Jeg var med på caput med HOPE (håndgreb til beskyttelse af bækkenbunden), da hovedet kom, men på grund af dårlig hjertelyd tog Lærke over, fordi baby skulle hurtigt ud. Jeg prøvede at lægge mærke til Lærkes hænder og kunne se, at jeg havde holdt mere igen på caput, end hun gjorde. Jeg fik helt ondt i maven, fordi jeg tænkte over, om jeg mon havde holdt for hårdt igen - men så var det jo godt, at Lærke tog over.

Ud kom en lille pige, der havde det fint og Emma havde igen en fornemmelse af at kunne klare alt.

- Jeg huskede at holde øje med Apgar og skrev noter, som jeg tænkte skulle med i journalen. Igen var det her bare så stort at være med til.

Hvorfor blive jordemoder?
Emmas mor er også jordemoder, og det har været en stærk og motiverende faktor for Emmas valg af uddannelse. Efter gymnasiet var hun ikke i tvivl og tre år senere søgte hun og kom ind på jordemoderuddannelsen i København. Livet som jordemoderbarn har præget hende – mest på godt. Hun har også hørt om de hårde sider ved jobbet, men har aldrig som barn følt sig “ramt” af, at mor var på nattevagt eller havde haft en hård fødsel. Men efter selv at have fået en lille forsmag på jordemoderlivet, er hun ikke i tvivl om, at det må have været udfordrende med tre små børn og skiftende vagter.

De fantastiske historier fra jordemoderarbejdet var der langt flest af. Emma var tiltrukket af fortællingerne, men forstår godt hendes to brødre, der nok blev lidt trætte af at høre om fødestillinger og placentaer under aftensmaden.

At gøre noget første gang
Det, som den rutinerede gør uden at tænke nærmere over det, kan være en hurdle, man skal over, hvis man ikke har prøvet det før. Som for eksempel at give en injektion.

- Jeg fik lov at give syntocinon og prøvede febrilsk at få mine hænder til at stoppe med at ryste. Man vil så gerne virke rolig og professionel, selvom man inderst i hovedet gennemgår alt det, man skal huske. Det man må og det man ikke må. Mens det for alle andre på stuen bare er noget, der lige bliver gjort, mens de har gang i noget andet, står jeg med sprøjten i hånden og gennemgår de få sekunder, jeg skal præstere. Mine tanker kører rundt og intet inde i mit hoved er roligt. Samtidig med det gjorde jeg mig umage for at se rolig og sikker ud. Og alt dette skete på ca. seks sekunder.

Ved en anden fødsel skulle kvinden have tømt blæren med et kateter flere gange undervejs. Først ser hun kontaktjordemoderen Lærke gøre det og efter et par timer er det Emmas tur. Det var en meget anden oplevelse, end da Emma øvede sig på det på et fantom - uden urinrør.

- Jeg fik gjort alt klar - sterilt stykke, bedøvende gel, vat, kateter, en pose til urin og sterile handsker. Det overraskede mig, hvor svært det var at holde hævede, glatte kønslæber adskilt. Det krævede nogle underlige muskler i fingrene, som jeg vist skal have trænet! Jeg fandt urinrøret og lagde kateteret. Urinen løb fint ned i en pose, selvom jeg glemte at lægge den under røret fra starten, hvilket resulterede i lidt urin på underlaget. Det var ikke den smukkeste tømning af blæren, jeg har set, men det var sjovt! Da jeg skulle fjerne kateteret, fik jeg på en eller anden måde sprøjtet lidt urin op ad min arm - meget elegant Emma. Jeg grinte lidt til Lærke og fik vasket armen diskret. Til mit held var kvinden optaget af veer, så hun opdagede vist ikke mine lidt uerfarne hænder. Jeg havde her den samme følelse som første gang, jeg skulle give syntocinon - en god og tilfreds fornemmelse bagefter. Tænk at mine hænder gjorde det!

Den første gang Emma skulle ringe til barselgangen og melde mor og barn, var også en overvindelse.

- Bare dét at skulle fortælle om forløbet til en anden fagperson gav mig hjertebanken. Det gik heldigvis fint, og det er jo ikke svært som sådan, det ved jeg godt. Men det er stadig helt vildt grænseoverskridende, fordi det er så nyt.

Usikkerhed og ansvar
Selv om Emmas kontaktperson roser hende og selvom hun går hjem efter de fleste vagter med en oplevelse af at have klaret det godt, så er hun alligevel nervøs, hver gang hun møder ind i en vagt.

- Lærke roser mig for at være engageret, rolig og dygtig og jeg får en helt vild følelse af stolthed og sommerfugle i maven over, hvad der mon sker i næste vagt. Kan jeg klare det? Emma vender flere gange i dagbogen tilbage til det ansvar, som hun allerede nu føler for at give den bedste omsorg – og de rigtige svar. - Jeg synes, det kræver meget at tage min professionelle kittel på og være en autoritet, som parret stoler påkan hjælpe dem sikkert igennem et forløb, jeg ikke er øvet i eller føler mig sikker i. Selvom jeg godt ved, at det slet ikke forventes, at vi skal kunne klare for eksempel en fødsel endnu, så har jeg svært ved at finde ro i, at det tager tid at lære og at det kommer hen ad vejen. Men som studerende er det virkelig svært at være ”halvt” med. Jeg vil så gerne kunne præstere og hjælpe kvinden og det er frustrerende at jeg ikke kan det endnu. Det er svært, fordi “problemet” er lige foran dig. Du står med et menneske, som kan have brug for din hjælp og instinktivt har man lyst til at hjælpe og løse problemet. Oplevelsen af ikke at kunne gøre dette er frustrerende. Det er for eksempel svært i en situation, hvor kvinden henvender sig til mig og spørger, hvornår hun må presse. Jeg har lyst til at svare, hvad jeg umiddelbart ville tænke. Men før jeg svarer, når jeg at tænke: “Men hvad nu hvis det er forkert og det får konsekvenser for kvinden?” Og dér føler jeg mig allermest usikker og “udsat”. Generelt dét med ikke at vide, hvad man skal svare, når de spørger - det er svært.

Som jordemoder skal man have øje for fødslens fysiske forløb samtidig med, at man skal se kvinden og partnerens behov. At kunne overskue både kommunikation og observation er en kompetence, der skal opøves.

- Noget af det mest grænseoverskridende i dag har været den verbale kommunikation. Jeg skulle prøve at overtage denne ved en patient og være den primære jordemoder. Det er så nyt, at man pludselig er den autoritet, som parret henvender sig til og stoler på. Jeg skal kunne svare på deres spørgsmål og fortælle dem de rigtige ting. Og kunne spørge dem om de relevante spørgsmål. Jeg var nervøs, selvom Lærke jo var der til at hjælpe mig, men det er bare vildt alligevel.


Kontinuitet
Det at have en fast kontaktjordemoder, som man lærer at kende, betyder meget. Da Emma havde vagter på barselgangen, skiftede hun mellem at følges med jordemødre og sygeplejersker.

- I dag fulgtes jeg med en jordemoder, jeg har fulgtes med før - dejligt med kontinuitet. Hele stemningen blev opløftet og let, fordi vi kunne joke og hygge os mere i dag, fordi vi kendte hinanden. Det betyder bare SÅ meget!

Da Emma efter tre uger på barselgangen vendte tilbage til fødegangen, var det med glad forventning om at gense sin kontaktjordemoder Lærke.

- Jeg har virkelig glædet mig til at komme tilbage og til at se Lærke. Det gav allerede et overskud fra starten af, fordi jeg vidste, at jeg skulle følges med hende. Hun er rigtig tålmodig, dygtig og god til at lære fra sig, så jeg er virkelig glad for, at vi følges. Jeg tænker nogle gange, at hun nok hellere vil gøre det selv, for det går jo hurtigere. Men alligevel tager hun sig altid tid til at forklare mig, hvad hun gør, hvordan man gør det og lader mig være en stor del af det. Det er utrolig lærerigt og trygt at være i.

Sammen med Lærke lægger Emma en plan for, hvad fokus skal være i det enkelte forløb. Ved en fødsel, hvor kvinden var træt og opgivende, besluttede de, at Emma skal koncentrere sig om nærhed til parret.

- Fødslen skred fremad, og jeg aftalte med Lærke, at jeg skulle have fokus på parret og kommunikation og ikke fokusere så megetpå Sundhedsplatformen (dokumentation af forløbet, red). Det hjælper virkelig at finde ét fokus. Så kan jeg lægge al min energi ét sted, og det er dér, jeg rykker mig læringsmæssigt.

Noget af det, som både kan være frustrerende og inspirerende som studerende, er at se, hvor forskelligt jordemødre arbejder. Som for eksempel ved hørescreeningen.

- Min jordemoder gjorde i dag det stik modsatte af, hvad jeg tidligere har set. Det er svært at skulle “efterligne” eller ikke kunne blande sig i, hvis man er uenig i, hvordan noget bliver gjort. Heldigvis kan vi jo plukke det ud, som vi synes, vi vil gøre, så det efterhånden kan blive gjort på vores måde. Jeg øvede mig i dag i, at min autoritet er lige så vigtig som jordemoderens. Forstået på den måde, at jeg nogle gange skal overbevise mig selv om, at jeg godt kan! I dag lavede jeg både PKU, hørescreening og overtog samtalen efterfølgende. Det var sjovt og udfordrende, men det gik rigtig godt.

En god portion omstillingsparathed er altså en fordel at være i besiddelse af som jordemoderstuderende

- Hvis der er sygdom, kan det være, at man skal følges med en jordemoder, man aldrig har mødt før, og det kræver altså bare mere energi at starte på ny. For hvordan arbejder den jordemoder? Hvad forventer hun af mig i denne vagt? Det gode er jo, at man ser tingene blive gjort på 100 forskellige måder, men man kan godt blive lidt bims i hovedet.

Emma har også oplevet en mere krads tone, der kan opstå i en presset situation. Som da en kvinde blødte for meget, og der blev kaldt alarm.

- Pludselig var vi ti på stuen. De arbejdede sammen som i en myretue uden, at der blev sagt særlig meget. Jeg gik ud til siden, og fik af vide, at jeg skulle veje blødningen. Der var bare ingen vægt i skyllerummet og jeg sagde, at der ikke var nogen. “Jamen så find dog en babyvægt”, var der en, der sagde. Og igen stod jeg bare der - gul studerende og ikke styr på meget endnu. Meget frustrerende.

Indvendig undersøgelse
Lidt grænseoverskridende. Og svært at forestille sig hvordan det føles. Sådan havde Emma det, før hun første gang skulle vaginaleksplorere - undersøge en kvinde gennem skeden.

- Jeg er slet ikke sikker på, at jeg overhovedet mærkede det, jeg skulle kunne. Det hele var ret blødt og “grødet”. Jeg var helt sikker også meget forsigtig og mere forsigtig end jordemoderen. Jeg tror, jeg kunne mærke toppen af caput - men hvem ved. Men heldigvis en god oplevelse og slet ikke så grænseoverskridende, som jeg troede, det ville være.

Også anden og tredje gang syntes Emma, at det var svært at mærke det rigtige.

- I dag vaginaleksplorerede jeg to gange. Begge gange synes jeg, det var rigtig svært at mærke præcist, hvad jeg rørte og jeg blev ret frustreret. Jordemoderen forklarede for mig, hvordan hun med “kravlebevægelser” kunne finde frem til collum, men jeg synes alligevel ikke helt, at det lykkedes for mig. Samtidig med at jeg skal kravle mig frem til collum, tænker jeg også på, at jeg eksplorerer en kvinde, som ligger med veer og som bagefter skal eksploreres igen af jordemoderen. Så mange tanker dukker op undervejs. Jeg håber snart, at jeg bliver bedste venner med vaginal eksploration.

Lidt ensomhed
At læse til jordemoder fylder for mange en stor del af deres vågne timer.

- Jeg har ofte hørt, at det at være jordemoder ikke kun er et job men en livsstil. Jeg har nok ikke helt kunne se det før nu. Men det jeg har lavet på fødegangen, i modtagelsen eller på barselgangen, er ikke noget, jeg bare slipper, når jeg har fri. ALT, hvad jeg har oplevet, har jeg taget med mig hjem. I toget sad jeg og tænkte “I skulle bare vide, hvad jeg lige har lavet eller set eller oplevet” og det er igen en lidt ensom følelse. Jeg har et par gange haft et par “nedbrud” efter en vagt.

Emma beskriver i sin dagbog, at studie og jordemoderliv fylder 80 procent af hendes liv, og det kan ind i mellem være svært at passe familie og venner ved siden af.

- Når folk spørger, hvordan det er at være jordemoderstuderende, er ordet “hårdt” kommet mere og mere med i mine svar. For det er virkelig hårdt, når man gerne vil gøre sit bedste hver dag og lære alt det, man skal. Når alt dette er sagt, svarer jeg dog også altid af det er FANTASTISK! Da jeg på min første vagt på fødegangen havde hænder på til en - for mig -perfekt fødsel, kunne jeg flyve hele dagen. Jeg smilede, jeg havde overskud og jeg tænkte bare: “Det her skal jeg gøre igen og igen”. Lige det øjeblik, hvor jeg oplevede noget så fantastisk, overskyggede det alt andet. Mine venner var sammen ude og drikke øl, og selvom det også havde været hyggeligt, så ville jeg i det øjeblik langt hellere være på arbejde og tage imod et barn.