• Print
  • Bookmark and Share

"I only want six children"

Årgang 2018, nr. 6

Kvinderne i Uganda vil gerne have mange børn. Men fattigdom sætter en grænse for hvor mange, de kan forsørge. Og adgang til prævention giver dem mulighed for at begrænse antallet.

Af: Diana Sloth Illeris, jordemoder og cand.san.

Vægmaleri som advokerer for familieplanlægning. Siden 1970’erne har der været massiv fokus på at udbrede adgang til moderne præventionsmetoder i ulande.

I Uganda får en kvinde i gennemsnit 5,4 børn. Fertilitetsraten er faldet - i 1988 lå den på 7,4 (1). Dette har været medvirkende til en eksplosion i befolkningstilvæksten, hvor landets befolkning er vokset fra under 10 mio. til over 41 mio. på 40 år (2). Kvinderne på landet har et stærkt og dybfølt ønske om at få en stor børneflok, men beskriver, hvordan de føler sig nødsaget til at få færre børn på grund af fattigdom. De beskriver også, hvordan mændene lægger pres på dem for at få flere børn, og at de derfor vælger at benytte prævention i smug. Selvom kvinderne i disse år gennemgår en empowerment proces, hvor de dels har fået øget adgang til prævention og dels er ved at gøre sig økonomisk uafhængige af mændene, gør den patriarkalske struktur i landet, at det ofte er mændene, der tager beslutningerne. Også omkring kvindernes kroppe og hvor mange børn de skal have.

“In Uganda it is very rare to find a lady that produces only 3 kids and stops. (...) But for us as Ugandans - producing is not a problem. So we grow up knowing we have to produce many - as many as possible. (…) We used to have 20 or 10. But now we will have 6. So 6 is a small number even.”

Sådan beskriver den 55-årige kvinde Alice Nassonko situationen i sin lille landsby i Luwero distriktet i det centrale Uganda. Min specialemakker og jeg var dernede i 14 dage i januar 2018 for at undersøge, hvorfor kvinderne –set med vores øjne – får så mange børn og hvilke strukturer i deres samfund, der påvirker dem. Vi gennemførte i alt 22 individuelle interviews med kvinder, mænd og sundhedsprofessionelle og 12 fokusgruppeinterviews med lokale kvinder og mænd i mindre landsbyer.

Når vi spurgte kvinderne, hvor mange børn de gerne ville have, svarede de fleste et sted mellem 4 og 6, men at de helst vil have så mange, de kan forsørge. De oplever i høj grad, at de er nødt til at begrænse antallet af børn grundet problemer, som er afledt af fattigdom, men at deres hjerter fortæller dem, at de skal have mange børn. De kalder det ikke at få børn, men at producere børn, og det er helt tydeligt, at det at få mange børn beriger deres liv, både ved at modvirke ensomhed, øge det sociale netværk og ved at give øget status i lokalsamfundet.

“Whoever has a child is a good woman”
At få børn er af så stor betydning for kvinderne, at de ikke kan forestille sig, at man kan få et godt liv uden, som en ung pige beskriver det: “A woman without children will live a miserable life”. En anden ung kvinde forklarer, at selve det at få børn er, hvad der gør en pige til en kvinde: “As long as you have no children, no matter your age, you are still a girl. As soon as you have a child, you are a woman”. Der er altså ingen tvivl om, at kvinderne virkelig ønsker at få mange børn, og ingen af dem, vi talte med, beskrev, at det var hårdt at skulle passe og opdrage mange børn. De fysiske omkostninger ved at få mange børn opleves ikke som en begrænsning, så for langt de fleste er det udelukkende økonomiske bekymringer, som gør at de ønsker at begrænse antallet af børn. Som en ung kvinde i et fokusgruppeinterview under et mangotræ i en lille landsby, hvor legende børn, høns og grise omgiver os, humoristisk beskriver det: “If I had the chance of getting married to Obama right now - I would have 10”.

“Children nowadays are so expensive”
Som et resultat af bl.a. et stort fald i både mødre- og børnedødelighed kombineret med den høje fertilitetsrate, er befolkningen i Uganda vokset eksplosivt gennem de seneste årtier, fra under 10 mio. i 1970 til over 41 mio i dag (2). Denne befolkningstilvækst har, i kombination med forskellige ændringer i de økonomiske strukturer, som inflation, arbejdsløshed og internationale investorers opkøb af land, ført til en situation, hvor befolkningen har langt mindre jord til rådighed. Som følge heraf har de svært ved at brødføde deres familier (3,4,5). Endvidere er der foregået en udvikling, hvor det er blevet almindeligt, at børn skal gå i skole, og hvor afgrøderne er blevet kommercialiseret, så man ikke længere frit kan plukke frugter fra træer i området. Kvinderne nævner især, at det er svært at skaffe penge til at betale for skolegang for deres børn, og at skaffe mad til dem. En kvinde i en landsby beskriver det således: “Children nowadays are so expensive compared to earlier days, in terms of feeding and schooling”.

“Family Planning has done a lot in our lives”
Når vi ankom af de støvede grusveje til de små afsidesliggende landsbyer, var kvinderne ivrige for at tale med os og der var altid store smil og højt humør. De beskriver, at de nu har fået adgang til prævention og at dette giver dem empowerment, fordi de har fået mulighed for at begrænse antallet af børn og for at skabe afstand mellem børnene. Eksempelvis fortæller en ung kvinde, at hun for fem år siden fik sit første barn som 17-årig: “back then I did not know about family planning, because it did not even exist”. En mor til 10 børn fortæller: “If I would have known about family planning methods, I would have liked to have only 5. I never learned about family planning” og en tredje kvinde forklarer: “Family planning has done a lot in our lives. When I was giving birth to many children, I did not know anything about family planning. After I got to know, I stopped producing children. So, I think family planning is a good thing”.

Siden 1970’erne har der været massiv fokus på at udbrede adgang til moderne præventionsmetoder i ulande (6), og i Uganda er både kendskabet og adgangen til prævention blevet betydeligt bedre (1). Alligevel er der fortsat en del barrierer for brugen af moderne prævention, og især myter om bivirkninger og mændenes indstilling begrænser kvindernes muligheder for at benytte sig af moderne præventionsmetoder.

“I did not know what would cause pregnancy”
Selvom kvinderne generelt har fået øget viden om og adgang til prævention, er der en særlig gruppe, som er udelukket fra denne udvikling, nemlig de helt unge kvinder. I Uganda får hele 25 procent af kvinderne deres første barn i teenageårene (1) og det til trods for, at alle vi talte med, mener, at teenagegraviditeter er en dårlig ting. Problemet grunder i en kultur, hvor man ikke mener, at unge piger skal have sex, og hvor man hovedsageligt vejleder dem til afholdenhed og dermed undlader at lære dem om seksualitet og prævention. En teenagemor fortalte os, hvordan det var gået til, at hun blev gravid: “I did not know what would cause pregnancy”. Dette tabu omkring unge pigers behov for prævention munder ud i en opfattelse af, at det er pigernes egen skyld, når de bliver gravide, og at forældrene ikke har gjort deres arbejde godt nok. Som en kvinde udtrykker det: “The parents council them, but they don’t listen” og en anden kvinde siger: “We do have many teenage pregnancies - because they don’t listen”. Endvidere er en del af de unge piger mere eller mindre tvunget ud i forskellige grader af prostitution som et resultat af fattigdom.

Om prævention: “We love it so much, but it is treating us bad”
Vi stødte på mange myter omkring brugen af moderne prævention, eksempelvis at det førte til kræft og infertilitet, at p-stave og spiraler kunne forsvinde i kroppen, og at det førte til nedsat sexlyst og utroskab. Selvom disse myter ikke er sande, har de alligevel ofte rod i situationer, hvor de har et vist hold i virkeligheden, eftersom kvinderne benytter præventionsmetoder med stærke bivirkninger.

Den klart mest anvendte præventionsform er Depo-Provera (1), også kaldet P-sprøjten. En hormonel intramuskulær injektion, der gives hver tredje måned og som virker ved at hæmme ovulationen. Desværre har denne præventionsform en række svære bivirkninger i form af bl.a. blødningsforstyrrelser, vægtændringer, ødemer, hovedpine og humørsvingninger (7). Disse bivirkninger skaber ofte større sundhedsproblemer for kvinder, som lider under dårlige ernæringsforhold og har hårdt fysisk arbejde (6). Den næstmest benyttede metode var P-staven, som medfører mange af de samme bivirkninger, dog oftest i mindre omfang. Når kvinderne alligevel vælger disse metoder, hænger det sammen med flere forhold. For det første er de nemmest få adgang til, og de sundhedsprofessionelle anbefaler dem ofte. Som en jordemoder beskriver: “She just comes in, we educate her and she gets the injection”. For det andet er kvinderne ikke glade for tanken om at få lagt spiral op, og de har svært ved at få taget en daglig p-pille. For det tredje, og måske den mest relevante grund, kan kvinderne benytte p-sprøjten uden, at deres mænd opdager det. I mange tilfælde er det nemlig manden, der har magten til at tage beslutninger i familien, også når det kommer til kvindernes valg af prævention.

“The tradition of the man is to expand their families”
Det ugandiske samfund er stærkt patriarkalsk opbygget, og en række kulturelle traditioner som klansystemet, brudeprisen, det polygamiske system og det faktum, at det er mændene, der ejer jorden, er med til at fastholde mændene som beslutningstagere i familierne (8). Da vi kom til Uganda for tale med kvinderne om deres perspektiver på, hvor mange børn de ønsker, blev vi overraskede over, hvor stor en indvirkning kønsrollerne og mændenes perspektiver har på kvindernes valg. Det stod hurtigt klart, at vi også måtte interviewe mænd, hvis vi ville danne os et dækkende billede. Kønsrollerne er klart differentierede, og det er tydeligt, at de kvinder, vi interviewede, oplever, at deres mænd ikke lever op til deres ansvar som forsørgere, men alligevel fortsat mener, at de har ret til at bestemme.

Mændene oplever et stort ansvar overfor deres klan og en pligt til at producere børn til klanen. Kvinderne, der skifter klan ved ægteskabet og flytter til mandens landsby, er derimod fuldstændig ligeglade med klansystemet, som de ikke mener, vedkommer dem. Så mens kvinderne, der i det daglige tager sig af børnene, oplever problemer med at brødføde dem, har mændene langt oftere deres fokus på at opretholde klanen og de gifter sig helst med flere kvinder for at kunne producere flere børn. Endvidere ser mændene børn som en potentiel indkomstkilde, fordi drengebørnene måske vil blive rige og pigebørnene skal giftes bort, hvilket vil medføre brudepriser. Eksempelvis forklarer en mand, at han ønsker ti børn, helst tre drenge og syv piger: “Boys have to share the land, so it is not good to have too many. Three are enough to expand the clan. The girls go off and get married and produce for other clans. I want many girls to get brideprices from their husbands”. Dog så jeg en klar tendens til, at de yngre mænd ønsker færre børn end de ældre, da de ligesom kvinderne oplever, at den økonomiske situation gør det umuligt at forsørge store børneflokke.

“When the women have overpowered the men”
Eftersom kvinderne i mange tilfælde oplever, at mændene ikke forsørger børnene, (nok ofte på grund af arbejdsløshed) er de i høj grad begyndt at tjene deres egne penge. Nogle af dem vi talte med, sælger afgrøder eller håndarbejde på markedet, en enkelt driver frisørvirksomhed og en anden laver alkohol og sælger det. En del af dem har dannet kvindegrupper, hvor de sammen kan spare op uden, at mændene kan tage pengene og nogle af dem har sammen lavet en cateringvirksomhed. Kvinderne beskriver, at de er nødt til at tage kontrol over deres økonomiske situation og bruger vendinger som: “The men don’t mind because they leave their responsibility. They don’t know their roles”, “You know men, when they see a woman working, they leave everything for the woman” og “I will only have four children - I can take care of them, even if my husband leaves”.

Denne økonomiske frigørelse kombineret med den øgede adgang til prævention gør, at kvinderne i langt højere grad kan tage magten over deres eget liv. Flere af de sundhedsprofessionelle beskriver, at kvinderne er ved at blive “empowered”. En jordemoder i et lille sundhedscenter har følgende analyse: “I think the men will think about it, when it is too late. When the women have overpowered them. I think they will come and say “ehh...you left us behind”, but then the women won’t care, they will say “well, we don’t have a problem around us. We can take care of our families”. Og en sygeplejerske mener, at kvinderne snart ikke længere har brug for mændene: “Only for getting pregnant. That’s all... It takes five minutes”. Disse udtalelser fra de sundhedsprofessionelle bliver dog ikke altid bakket op af de lokale kvinders opfattelser. Ofte føler kvinderne sig nødsaget til at arbejde hårdt for at forsørge børnene, og ofte har de, trods tiltagende økonomisk uafhængighed, ikke mulighed for at tage del i beslutningstagningen. De må bruge prævention i smug og finde sig i, at deres mænd forlader dem til fordel for andre kvinder, hvis de ikke producerer nok børn.

 

Kilder

  1. Uganda Bureau of Statistics. (2014). Uganda Population and Housing Census - Main Report. Kampala.
  2. World Bank Data. (2018) Webpage attended 27.02.2018: https://data.worldbank.org/indicator/SP.POP.TOTL?locations=UG
  3. Carmody, P. and Taylor, D. (2016). Globalization, Land Grabbing, and the Present-Day Colonial State in Uganda. The journal of Environment and Development, 25(1), pp. 100-126
  4. Nabuguzi, E. (1993) Response to economic Crises in Uganda; Rice Farmers in Busoga. Review of African Political Economy, 56, pp. 53-67
  5. Nuwagaba, A. (2012) Towards Addressing Skills Development and Employment Crisis in Uganda: The Role of Public Private Partnerships. Eastern Africa Social Science Research Review, 28(1), pp. 91-116
  6. Sen, G. and Grown, C. (1988). Development, crises and alternative visions. Third World women's perspectives. London: Earthscan.
  7. Promedicin. (2018). Webpage attended 15.04.18 pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/431
  8. Tuyizere, A. P. (2007). Gender and Development: The Role of Religion and Culture. Kampala: Fountain Publishers.
  9. Uganda Ministry of Health. 2017. State of Uganda Population Report 2017. Transforming Uganda's Economy: Opportunities to Harness the Demographic Dividend for Sustainable Development.
  10. Uganda Bureau of Statistics. 2014. Uganda Population and Housing Census - Main Report. Kampala.
  11. Reid, R. J. 2017. A History of Modern Uganda. Cambridge University Press. London. 

 

 

 

Dina Sloth Illeris er jordemoder og cand.san i sundhedsfremme og international udvikling. Dina har i samarbejde med biolog og videnskabsjournalist Sofie Hjorth Schausen været i Uganda for at interviewe kvinder, mænd og jordemødre omkring kvindernes ønsker og perspektiver på, hvor mange børn de gerne vil have. Studiet i Uganda er basis for Dinas kandidatspeciale og for denne artikel.

 

 

Specialet ’“I only want six children” – A qualitative study in rural Uganda of the women’s perspectives on how many children they want and how their experiences are reflected by traditional and new structures’

 

Om Uganda
Uganda ligger i det østlige Centralafrika. Landet grænser op mod Kenya, Sydsudan, Congo, Rwanda og Tanzania og er ca. på størrelse med Storbritannien (236.000 km²).

Befolkningstal: 42, 9 millioner. (2)

Størstedelen af befolkningen lever af eget landbrug (9)

Religion: Ca. 85 procent kristne og 14 procent muslimer (10)

Mødredødelighed: 336 døde pr. 100.000 levendefødte (2)

Spædbørnsdødelighed (under 1 år): 37,7 pr. 1.000 levendefødte (2)

Uganda er en tidligere engelsk koloni og opnåede selvstændighed i 1962. Siden har flere klan- og borgerkrige hærget landet, blandt andet under diktatoren general Idi Amin, som forårsagede massemord i landet gennem 1970’erne og den brutale borgerkrig imod Lords Resistance Army ledet af Joseph Kony i 1980’erne og 1990’erne. I 1986 opnåede den nuværende præsident Yoweri Musevini magten og gennem de seneste 2 årtier har der været relativt fredeligt i Uganda (11).